Trump kaldte pressen ondskabsfuld ved topmøde, så blev der buhet fra salen

- Det gik op for mig, hvor ubehagelig, ondskabsfuld og falsk pressen kan være, lød det fra USA's præsident Donald Trump.

Den amerikanske præsident Donald Trump talte ikke kun om politik og økonomi, da han fredag eftermiddag gik på scenen i den schweiziske by Davos for at tale foran verdenseliten.

Mens ledere, erhvervsspidser og journalister fra hele verden så til, brugte han også anledningen ved World Economic Forum til at lange ud efter den sidstnævnte gruppe.

- Det var først, da jeg blev politiker, at det gik op for mig, hvor ubehagelig, ondskabsfuld og falsk pressen kan være. Nu knipser kameraerne omme bagved, lød det fra Donald Trump.

Det var ikke en udtalelse, der blev taget godt imod.

Tværtimod reagerede publikum ved at buhe højlydt af præsidenten.

En af dem der hørte Donald Trumps kritik og tilråbene på nærmeste hold, var politisk kommentator ved Berlingske Thomas Larsen, som sad tæt ved hovedscenen under præsidentens tale.

- Der var en kraftig reaktion fra publikum, da han angreb pressen. Det afspejler, at han er en kontroversiel præsident, siger Thomas Larsen til TV 2.

- Direkte fjendtlig reaktion

Men det var ikke kun, da Donald Trump talte om medierne, at publikum var efter præsidenten, fortæller Thomas Larsen.

- Der blev buhet undervejs. Det skete flere gange - helt fra starten, da han blev introduceret, siger han.

Ligesom den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen, der også var tilstede under talen, mener Thomas Larsen, at præsidentens tale var afdæmpet. Han fortalte om, hvor godt det går med økonomien i USA, og et af hans budskaber i talen var desuden at tiltrække virksomheder og investeringer til USA.

Alligevel var det ikke alle, der var lige tilfredse med præsidentens tale, og det skabte en usædvanlig stemning ved årets topmøde.

- Det sker meget sjældent et sted som her ved World Economic Forum-regi, at man oplever så direkte en fjendtlig reaktion, som der var tale om, siger Thomas Larsen, der pointerer, at selvom tilråbene var højlydte, så var det ikke en fuld sal, der buhede af Donald Trump.

- Men det er netop det, der kendetegner Trump - at der er grupper i salen, der reagerer meget voldsomt. Det er det samme billede i USA, hvor han deler og polariserer og har svært ved at samle folk. Det gælder også i forhold til det internationale publikum, hvor han er en sjælden upopulær præsident set med europæiske øjne, lyder det fra Thomas Larsen.

- Det lyder uprofessionelt

Selv forholdt Thomas Larsen sig neutral til Donald Trumps tale. Men han var ikke den eneste i salen, som bed mærke i de kraftige reaktioner.

Blandt andet skriver journalist ved Washington Post Ishaan Tahroor, som var tilstede i Davos, på Twitter:

- Udenlandske journalister, der sidder ved siden af mig, buhede af Trumps angreb på pressen.

 Det samme oplevede journalist ved det amerikanske medie BuzzFeed, Miriam Elder.

- Kæmpe hvæsen og buhen da Trump sagde, det først var da han blev politiker, at han opdagede, hvor lede og ondskabsfulde pressen kan være.

Spørger man formand for journalistforbundet i Danmark, Lars Werge, så er det dybt kritisabelt, at verdenspressen reagerer på den måde under præsidentens tale.

- Det lyder uprofessionelt. Pressen skal forholde sig tilstræbt objektiv og ikke gøre sin mening til kende, siger han.

- Jeg kan godt forstå, det kan være intimiderende, at verdens mægtigste mand kommer og kritiserer ens hverv, men det er der, professionalismen skal træde ind. På trods af man føler sig angrebet, skal man lægge bånd på sig selv, lyder det fra Lars Werge.

Han kan ikke komme i tanke om tidligere eksempler, hvor pressen har reageret så negativt overfor en amerikansk præsident, som tilfældet er med Donald Trump. Til gengæld kunne han ikke forestille sig en lignende situation herhjemme.

Kunne du se for dig, at pressen herhjemme eksempelvis buhede af Lars Løkke Rasmussen?

- Nej. Selv ved et pressemøde, folketingets åbning eller andet, ville det være usædvanligt. Der skal pressen hverken sidde og klappe eller buhe. De skal føre deres blyanter, grifler eller tastaturer. Det kan jeg slet ikke forestille mig.