Donald Trump talte til verdenseliten

Verdens rigeste og mest magtfulde personer er samlet ved World Economic Forum i den schweiziske skisportsby Davos.

Den amerikanske præsident Donald Trump taler lige nu foran verdensledere og erhvervsspidser ved World Economic Forum.

Allerede i formiddag ankom den amerikanske præsident til konferencebygningen i den schweiziske by Davos.

- Jeg tror, mit meget positive budskab bliver vel modtaget. USA klarer sig helt fantastisk. Bedre end i flere årtier, sagde Donald Trump.

De fleste deltagere går ind for øget frihandel, og derfor venter de spændt på, i hvor høj grad præsident Trump i sin tale vil fastholde, at USA skal føre en mere protektionistisk politik.

Inden talen brystede præsidenten sig af, at det går godt på hjemmefronten.

- Aktiemarkedet kører utrolig godt, og virksomheder kommer hjem til USA, lød det fra præsidenten.

Donald Trump er den første amerikanske præsident, der deltager i topmødet i Davos, siden Bill Clinton gjorde det i år 2000.