Det er tvivlsomt, om Puigdemont kan udleveres fra Danmark til Spanien, mener ekspert

Ifølge loven har Danmark ikke andet valg end at anholde Carles Puigdemont, siger ekspert. Det er dog ikke sikkert, at han derefter kan udleveres.

Mandag skal den catalanske separatistleder, Carles Puigdemont, efter planen deltage i et debatarrangement på Københavns Universitet.

Skulle separatistlederen rejse til Danmark, vil den spanske anklagemyndighed bede en højesteretsdommer udstede en arrestordre og anmode Danmark om at udlevere ham til Spanien.

Det vil alt sammen ske gennem Schengen-systemet og Europol.

- Når den europæiske arrestordre er udstedt, kan det være et spørgsmål om minutter, før den lander på Rigsadvokatens bord eller i form af en mail. Derfra er juraen klar. Puigdemont vil blive anholdt, så snart han rejser ind i Danmark, helt pr. automatik, siger Henning Bang Fuglsang Sørensen, lektor for Juridisk Institut på Syddansk Universitet, og fortsætter:

- Derefter vil han fremstilles i Københavns Byret i grundlovsforhør, og det vil være en procedure, hvor han vil blive varetægtsfængslet i op til fire uger.

Udlevering ikke en selvfølge

I øjeblikket er der en spansk arrestordre på Puigdemont, som lige nu befinder sig i eksil i Bruxelles.

Seperatistlederen førte i efteråret an i et forsøg på at løsrive Catalonien fra Spanien, men den spanske regering afsatte den catalanske regionalregering, hvorefter Puigdemont tog til Belgien.

Skulle Puigdemont ende med at blive anholdt i Danmark, er det dog ikke ensbetydende med, at han nødvendigvis også bliver udleveret til Spanien.

- Danmark skal tage stilling til, om man vil imødekomme den spanske anmodning, og finde ud af, hvad spanierne vil køre en sag på. Spanien har to muligheder for at få Puigdemont udleveret. Den første er, hvis Puigdemont bliver tiltalt for en forbrydelse, der er på den såkaldte positivliste med 32 forbrydelser, hvor EU-landene har aftalt, at de her er så alvorlige, at man udleverer uden videre, siger Henning Bang Fuglsang Sørensen.

Dansk lovgivning uklar

Dét at arbejde på en stats uafhængighed er dog ikke en af de 32 forbrydelser på positivlisten.

- I stedet må Spanien gå efter at få ham udleveret, hvis to kriterier er opfyldt. Forbrydelsen skal give minimum ét års fængsel i Spanien – det gør den nok, må vi antage. Det andet kriterie er, at det er en forbrydelse i Danmark. Her er juraen ikke umiddelbart lige så tydelig, for er der en dansk lov, der gør det ulovligt at agitere for løsrivelse? Det er mere tvivlsomt. Og hvis det krav ikke opfyldes, kan Spanien ikke få udleveret Puigdemont, siger han.

Både Rigspolitiet og Justitsministeriet henviser til Anklagemyndigheden, som dog ikke vil kommentere arrestordren på Puigdemont.

På Københavns Universitet afventer man situationen.

- Vi ved ingenting lige nu, vi er usikre på, hvad der kommer til at ske. Han (Puigdemont, red.) overvejer, om han tør komme, og tager først stilling senere, siger Marlene Wind, der er centerleder på universitetet og skal deltage i debatten mandag.

EL: - Puigdemont skal ikke udleveres

Enhedslistens udenrigsordfører, Nikolaj Villumsen, er blandt de personer, der har tænkt sig at deltage i debatten på Københavns Universitet mandag. Han mener, at Danmark bør respektere Puigdemont som en folkevalgt politiker.

- Det er fuldstændig utilstedeligt og meget aggressivt, at Spanien nu vil udstede en arrestordre på Puigdemont, fordi han deltager i to møder i København. Det viser tydeligt, at Spanien ikke vil dialog. Belgien har stået imod presset og ikke udleveret Puigdemont, og Danmark bør også vise en politisk vilje, der sikrer, at han ikke udleveres, siger Nikolaj Villumsen.

Han erkender dog, at det kan skade Danmarks forhold til Spanien, hvis arrestordren bliver ignoreret. Det skal dog ikke være det, der bliver den afgørende faktor.

- Hvis vi vil noget med ytringsfriheden, så må vi også stå imod den spanske regering, der truer med repression, vold og fængsel. Det er ikke en fremgangsmåde, vi kan acceptere, siger han.