Mand googlede betjent og blev frifundet i 40 år gammel sag

16x9
Med en Google-søgning fandt Stephen Simmons ud af, at betjenten, der anholdte ham, selv var en tur i fængsel. Foto: MONEY SHARMA / Scanpix Denmark

Hans forældre tilhørte en generation, hvor man ikke troede, politiet kunne lyve. Han kunne derfor aldrig overbevise dem om sin uskyld.

En bemærkelsesværdig frifindelse er sket ved en britisk appeldomstol.

Mere end 40 år efter, at Stephen Simmons blev dømt for at stjæle et par posttasker, er han blevet frifundet, fordi han googlede navnet på betjenten, der i sin tid anholdt ham.

Det skriver The Guardian.

Stephen Simmons blev sammen med to venner arresteret for posttyveri i London i 1975 af en betjent ved navn Derek Ridgewell, der tjente i det britiske transportpoliti.

De erklærede sig alle tre uskyldige, men blev alligevel dømt og sendt otte måneder i ungdomsfængsel. En oplevelse, som Stephen Simmons fortæller avisen, at han indtil for nylig holdt hemmelig for sine døtre.

Googlede betjentens navn

For år tilbage blev han rådet til at google navnet på den betjent, der i sin tid arresterede ham, og til sin store overraskelse fandt han ud af, at Derek Ridgewell et par år senere – i 1980 – selv var blevet dømt for et større posttyveri og sendt syv år i fængsel. Han døde efter at have afsonet i to år.

Han tog sin sag til en kriminalsagskommission, der revurderede den.

Her kom det blandt andet frem, at Derek Ridgewell også stod bag en række anholdelser af unge farvede mænd, som han på falsk grundlag anklagede for at stjæle fra folk i Londons metro.

I sidste ende vurderede dommeren, at beviserne mod Derek Ridgewells var ekstremt sigende, og Stephen Simmons blev frifundet.

- Det er en af de bedste dage i mit liv. Det er knapt nok sunket ind, men jeg er ikke længere kriminel. Jeg kan holde mit hoved højt, sagde Stephen Simmons efter afgørelsen.

- En af de sværeste ting for mig var, at mine forældre ikke troede på mig, fordi de var fra en generation, hvor man ikke troede, at politiet kunne lyve.