Nu bliver Londons ikoniske taxier grønne

Den ikoniske Black Cab i London er under forandring. Nu bliver den ”grøn”.

Fra 1. januar 2018 skal alle nye taxaer, der ruller ud i Londons gader være miljøvenlige. Desuden er der indført en aldersgrænse på 15 år for de taxaer, der allerede er på vejene.

Den beslutning har Londons borgmester truffet, fordi luften i London er fyldt med bilos og dermed partikler, der er skadelige for menneskers helbred.

Der kører over 20.000 taxaer, de såkaldte black cabs, i Londons gader i dag, som alle er produceret i Coventry i Midtengland på det, der siden 1948 har heddet London Taxi Company.

Virksomheden ligger stadig i samme by, men er i dag kinesisk ejet og har skiftet navn til London Electric Vehicle Company (LEVC), og den type bil de nu producerer er en såkaldt opladningshybrid – eller en elbil med benzindrevet rækkeviddeforlænger, som det lidt kluntet også kan hedde.

Det vil sige et el-køretøj, der har en benzinmotor, som kan lade batteriet, hvis føreren er langt fra en ladestation.

Udenpå ligner de nye taxaer ligner langt hen ad vejen de gamle, så det er indmaden, der er den store forskel.

Indmaden i en el-taxa.
Indmaden i en el-taxa. Foto: Morten Storch / TV 2

Wi-fi og panoramaview

Ud over de tekniske (og nok mest bil-nørdede) forandringer har den nye black cab også andre features, som kan gøre køreoplevelsen for kunden mere interessant.

Taxaen er udstyret med trådløst internet, usb-stik så man kan oplade sin mobiltelefon og så er der strømudtag til en bærbar computer – så det bliver et lille rullende kontor, som man kan arbejde fra, når man alligevel sidder i de endeløse bilkøer gennem London.

Hvis der indimellem opstår en pause, kan man vælge at vende blikket opad og se byen fra et nyt perspektiv, da den nye taxamodel også er udstyret med et panoramavindue i taget.

Panoramavindue i taget på en el-taxa.
Panoramavindue i taget på en el-taxa. Foto: Morten Storch / TV 2

Forandring fryder, men koster også penge

Ét er at Londons myndigheder har truffet beslutning om at få dieseltaxaerne udskiftet med miljøvenlige taxaer. Noget andet er selvfølgelig, med hvilken hastighed denne transformation kan ske.

Flere taxachauffører vi har talt med i London var skeptiske over for ideen, blandt andet fordi den nye eltaxa er noget dyrere end de dieselmodeller, man indtil nu har kunne erhverve sig som chauffør.

El- modellen ligger på cirka 500.000 danske kroner, mens dieselmodellen kostede i omegnen af 340.000 fra ny. Der er etableret låneordninger til nye taxaer og skrotpræmier på gamle taxaer, men det er stadig en væsentlig prisforskel, som taxachaufføren skal finde penge til.

Til gengæld siger LEVC, der står bag de nye taxaer, at vognmanden kan spare op mod 850 kroner om ugen i udgifter til brændstof.

En ambitiøs grøn satsning med udeståender

Og så er der naturligvis spørgsmålet om hvordan og hvor hurtigt, man kan oplade batteriet. På de lyn-lade stationer, der findes i London eksempelvis ved Heathrow Lufthavnen, hvor mange taxaer holder og venter på kunder, tager det op mod en time at lade bilens batteri helt op.

Lige nu er der ifølge Londons transportmyndigheder (Transport for London, TfL) 40 lyn-lade stationer i hele London, der alene må benyttes af taxaer. Med over 20.000 black cabs i byen går regnestykket naturligvis ikke op - endnu. TfL skriver på sin hjemmeside, at der bliver arbejdet på sagen.

Myndighederne i den britiske hovedstad håber, at de med deres ”grønne” satsning dels kan halvere luftforureningen i London inden 2020, dels får udfaset de sidste dieseltaxaer inden 2032.