24 dødsfald knyttes til lukket narkofabrik i Skåne

Mellem januar og oktober 2017 blev 97 dødsfald i Sverige tilskrevet overdoser af forskellige modificerede varianter af fentanyl.

Svensk politi landede en stor narkofangst, da de i den svenske by Klippan lukkede en narkotikafabrik i en lagerbygning.

Fabrikken indeholdt avanceret udstyr købt i Kina, der blandt andet fremstillede færdigpressede piller, pulver og andre præparater, der indeholdt stoffet fentanyl.

Fentanyl er et potent syntetisk opioid, der er omkring 100 gange stærkere end morfin og 50 gange så stærkt som heroin. Det bliver brugt som et smertestillende middel i sundhedsvæsenet.

Det var i disse bygninger, svensk politi fandt en narkotikafabrik.
Det var i disse bygninger, svensk politi fandt en narkotikafabrik. Foto: Svensk politi
I hallen fandt politiet også store mængder færdige piller.
I hallen fandt politiet også store mængder færdige piller. Foto: TV4

Men fentanyl og andre syntetiske opioider bliver misbrugt som narkotikum, og overdoser af forskellige varianter af fentanylpræparater er skyld i tusindvis af dødsfald hvert år.

Et skridt foran lovgivningen

To mænd er blevet sigtet i forbindelse med rydningen af fabrikken. De skal for retten i marts i Malmø.

Men på trods af, at myndighederne fandt nogle substanser i lagerbygningen, der viste sig at være narkotika, kan mændene ifølge det svenske medie TV4 kun dømmes for enkelte overtrædelser af narkolovgivningen, fordi de fleste af pillerne i fabrikken var lovlige.

Hver eneste uge kommer der nogle nye substanser. Sådan har det været i de seneste år.

Anders Helander, professor ved Karolinska Instituttet

Flere typer af fentanylpræparater er nemlig lovlige i Sverige.

- Dem, der arbejder med denne type produktion, ved udmærket godt, hvad det kan føre til. Men man forsvarer sig med, at det jo er lovligt, ”så længe det er lovligt, må jeg vel gøre det,” udtaler Göran Siklosi, der er efterforsker ved den nationale operative afdeling i Sverige.

Ifølge SVT er dødsfald forårsaget af varianter af fentanyl, som blandt andet kommer i næsesprays og plastre, mere end fordoblet siden 2015.

Mellem januar og oktober 2017 blev 97 dødsfald i Sverige tilskrevet overdoser af forskellige modificerede varianter af fentanyl.

De modificerede varianter har komplicerede navne, men de fungerer som heroin eller amfetamin. Det er kemiske substanser, fremstillet i et laboratorium, og de er et skridt foran den gældende lovgivning og derfor lovlige.

I lagerbygningen var der store maskiner til fremstilling af fentanylpræparater. Maskinerne var ifølge TV4 indkøbt i Kina.
I lagerbygningen var der store maskiner til fremstilling af fentanylpræparater. Maskinerne var ifølge TV4 indkøbt i Kina. Foto: TV4
I lagerbygningen fandt svensk politi udstyr til at producere færdigpressede piller.
I lagerbygningen fandt svensk politi udstyr til at producere færdigpressede piller. Foto: Svensk politi

- Hver eneste uge kommer der nogle nye substanser. Sådan har det været i de seneste år. Det er meget nemt at ændre lidt på strukturen i substanserne, og så bliver det en substans, der måske har samme effekt som amfetamin eller heroin, men den er uklassificeret, fordi strukturen er lidt anderledes, udtaler Anders Helander, der er professor ved Karolinska Instituttet, til TV 4.

TV4 har via en kilde inden for retsvæsenet erfaret, at man kender til mindst 24 dødsfald, som knyttes til fabrikken i Skåne.

Det drejer sig om 24 mænd og kvinder, som har taget næsespray med varianter af fentanyl, som de havde bestilt hos en af det to anholdte mænd.

Men fordi flere typer af fentanylpræparater er lovlige i Sverige, stilles de to mænd ikke til ansvar for dødsfaldene.

Fentanyl er også i Danmark

Og der skal ikke store mængder fentanyl til, før man har indtaget en dødelig overdosis, forklarer Michael Lodberg Olsen, der er misbrugsekspert og stifter af organisationen Antidote Danmark.

- Der, hvor det er rigtig farligt, er, når man ikke ved, at man tager det. Hvis man for eksempel tager heroin blandet op med fentanyl, eller endnu værre, som vi har set i Canada, at folk har troet, de tog kokain, og så har det vist sig at være blandet med fentanyl, siger Michael Lodberg Olsen til TV 2.

Fentanyl er 50 gange så dødeligt som herion. Her vises en dødelig dosis af de to stoffer ved siden af hinanden.
Fentanyl er 50 gange så dødeligt som herion. Her vises en dødelig dosis af de to stoffer ved siden af hinanden. Foto: Antidote Danmark
Ifølge TV4's kilder svarer blot tre små korn af fentanyl til en dødelig dosis.
Ifølge TV4's kilder svarer blot tre små korn af fentanyl til en dødelig dosis. Foto: TV4

Han rejser rundt i Danmark og underviser blandt andet i førstehjælp og administrering af modgift i forbindelse med overdoser af fentanyl. Ifølge ham er fentanyl også allerede nu en del af stofmiljøet til Danmark.

Og det er særligt i Jylland, fentanylen har vundet frem.

- Der har været flere tilfælde i Aalborg, og i Vejle og Fredericia har vi også set det. Det er tilgængeligt på nettet, og det er et syntetisk stof, som det er forholdsvis nemt at producere i en garage eller lignende.  

Derfor mener Michael Lodberg Olsen, at det er vigtigt, at der kommer mere viden om fentanyl og også meget mere modgift.

- Der er meget billig og simpel modgift, som alle kan håndtere, som en næsespray. Det skal helst kunne findes på apotekerne i håndkøb, og det skal være tilgængeligt alle steder.

Adskillige varianter af fentanyl er i Danmark på listen over stoffer, der kun må bruges til medicinske formål.

Trump erklærer opioidmisbruget en epidemi

Også i USA kæmper dele af befolkningen med misbrug af fentanyl og andre syntetiske opioider.

Tidligere i januar underskrev landets præsident, Donald Trump, med støtte fra demokratiske og republikanske politikere, en ny lov, der giver grænsepolitiet nye muligheder for at bruge teknologi, der kan forhindre, at de syntetiske opioider bliver smuglet ind i landet.

Til amerikanske medier sagde præsidenten, at omkring 20.000 amerikanere døde af misbrug af syntetiske opioider i 2016.

Det er en næsespray som denne, der indeholder modgiften til en overdosis fentanyl og derfor kan redde liv.
Det er en næsespray som denne, der indeholder modgiften til en overdosis fentanyl og derfor kan redde liv. Foto: TV 2

Og ifølge en rapport fra Drug Enforcement Administration i USA dør flere amerikanere nu af narkotikaoverdoser end af skuddrab og trafikulykker.

Det har tidligere fået Donald Trump til at erklære opioidmisbruget en epidemi.

Blandt de mest kendte ofre for fentanyl er popikonet Prince. Han blev fundet død i en elevator i sit hjem den 21. april 2016, og den efterfølgende obduktion viste, at han var død af en overdosis fentanyl.