Fly skred ud fra landingsbane og endte næsten i havet

Ifølge en lokal guvernør kom ingen af flyets 162 passagerer eller besætningsmedlemmer til skade ved episoden.

Der gik en skræk gennem livet på mange af passagererne, da et passagerfly fra Pegasus Airlines natten til søndag landede i Trabzon i det nordøstlige Tyrkiet, rapporterer det tyrkiske nyhedsbureau Anadolu.

I stedet for at standse fortsatte flyet nemlig ud over landingsbanen og endte på en mudret skrænt ud mod Sortehavet.

Flyet skulle ikke være gledet meget længere, før det var endt i havet.
Flyet skulle ikke være gledet meget længere, før det var endt i havet. Foto: AA / Ritzau Scanpix

- Vi vippede til siden, og så vendte flyets front nedad, mens bagenden vendte opad. Der var panik, og folk skreg, fortæller passageren Fatma Gordu til Anadolu.

Billeder fra stedet viser netop, hvordan flyets snude hænger ned mod vandet, mens halen peger skråt op i luften. Flyet skulle ikke være gledet meget længere, før det var havnet i havet.

Selvom det kan se voldsomt ud, er der ikke meldinger om nogen tilskadekomne.

Pegasus Airlines oplyser i en pressemeddelelse, at flyet "havde en hændelse på landingsbanen", men at alle flyets 162 passagerer samt de to piloter og fire kabineansatte slap uskadte fra episoden. De blev efterfølgende evakueret fra flyet og bragt i sikkerhed.

Til Anadolu fortæller den lokale guvernør i Trabzon, Yücel Yavuz, at årsagen til ulykken endnu ikke er kendt.

På billederne tyder det på, at flyet er gledet til venstre af landingsbanen og ud over skrænten.
På billederne tyder det på, at flyet er gledet til venstre af landingsbanen og ud over skrænten. Foto: STRINGER / Ritzau Scanpix

Lufthavnen i Trabzon blev efterfølgende holdt lukket frem til klokken 08.00 søndag morgen, mens landingsbanen blev inspiceret.

Pegasus-flyet var lettet fra Ankara sent lørdag aften.