Professor frikendt for bombeangreb i Paris efter tre år i fængsel

16x9
Hassan Diab blev udleveret til Frankrig i 2014. Nu er han igen en fri mand. Foto: BERTRAND GUAY / Ritzau Scanpix

Hassan Diab har altid fastholdt sin uskyld og hævdet, at han slet ikke var i Frankrig, da angrebet fandt sted.

Franske myndigheder har valgt at frafalde alle anklager mod en libanesisk-canadisk professor i forbindelse med et bombeangreb mod en synagoge i Paris i 1980.

Det skriver BBC News.

64-årige Hassan Diab var anklaget for at stå bag bombeangrebet, hvor fire personer blev dræbt og yderligere 40 såret.

De franske myndigheder mente, at han havde lavet bomben og placeret den på en motorcykel uden for synagogen.

Han blev anholdt i Canada i 2008 og senere udleveret til Frankrig i 2014. Han nåede at tilbringe tre år bag tremmer, skriver BBC.

En fransk dommer mente dog, at beviserne mod Hassan Diab ikke var overbevisende, og beordrede derfor professoren løsladt fredag.

- Canada hilser rettens beslutning om fat løslade Hassan Diab velkommen, siger talskvinde Brittany Venhola-Fletcher fra det canadiske udenrigsministerium.

Anklaget på baggrund af tegning

De franske myndigheder rejste mistanken mod Hassan Diab på baggrund af en fantomtegning, som blev offentliggjort i 1980, og som de mente bar flere ligheder med den libanesisk-canadiske professor.

Fransk politi offentliggjorde denne fantomtegning af gerningsmanden i 1980.
Fransk politi offentliggjorde denne fantomtegning af gerningsmanden i 1980. Foto: Scanpix Denmark

De mistænkte ham for at være medlem af Folkefronten til Palæstinas Befrielse (FLPB), der af USA, Canada, Australien og EU anses som en terrororganisation.

Derudover viste professorens pas, at han var rejst ind og ud af Spanien tæt på tidspunktet for angrebet, og franskmændene mistænkte gerningsmanden for at være flygtet gennem Spanien.

Hassan Diab har dog hele tiden fastholdt sin uskyld og forklaret, at han befandt sig på et universitet i Libanon –  altså langt væk fra Paris – da angrebet fandt sted den 3. oktober 1980.

Flere vidner såvel som dokumenter fra universitetet har bekræftet hans forklaring.

Jødisk sammenslutning oprørt over løsladelse

Folk omkring Hassan Diab har under sagen forklaret, at professoren aldrig skulle have udvist tegn på at have antisemitiske holdninger.

Men hos sammenslutningen af jødiske institutioner i Frankrig, CRIF, falder rettens beslutning om at løslade Hassan Diab i dårlig jord.

Daværende israelsk ambassadør i Frankrig, Meir Rosen (th), bærer sammen med fem andre personer kisten med et af ofrene for bombeangrebet ved begravelsen den 6. oktober 1980.
Daværende israelsk ambassadør i Frankrig, Meir Rosen (th), bærer sammen med fem andre personer kisten med et af ofrene for bombeangrebet ved begravelsen den 6. oktober 1980. Foto: PIERRE GUILLAUD / Scanpix Denmark

I en skriftlig udtalelse opfordrer organisationen anklagemyndigheden til at anke afgørelsen.

- Løsladelsen af den hovedmistænkte uden en egentlig retssag er en hån af mindet om ofrene og tilfører fornyet smerte til deres pårørende, lyder det CRIF-formand Francis Kalifat i udtalelsen.