Her jubler saudiske kvinder på stadion for første gang nogensinde

Fremtrædende kvinde kalder fredagens fodboldkamp historisk, men landet har stadig langt til ligestilling.

Det tilbagevendende opgør mellem de saudiarabiske fodboldklubber Al Ahli og Al Baten ligger normalt godt gemt i den internationale sportskalender.

Men fredagens kamp i byen Jeddah blev alligevel historisk, skriver Time.

Ikke fordi den endte 5-0, men fordi kvinder for første gang i Saudi-Arabiens historie kunne heppe med fra stadionets sidelinjer.

For første gang havde saudiarabiske kvinder adgang til en fodboldkamp på stadion. Det sker på nye familieafsnit.
For første gang havde saudiarabiske kvinder adgang til en fodboldkamp på stadion. Det sker på nye familieafsnit. Foto: STRINGER / Ritzau Scanpix

Nye tider

Tidligere måtte kvindelige sportfans kun følge deres favorithold på fjernsynet, og ifølge CBS News blev kvinder så sent som i 2015 anholdt, hvis de alligevel forsøgte at snige sig ind på stadion.

Indenfor den seneste tid har Saudi-Arabiens kronprins, Mohammad bin Salman Abdulaziz Al Saud, dog taget flere skridt for at gøre det mellemøstlige kongerige mere moderat.

Eksempelvis har Saudi-Arabien i denne uge afholdt sin første squashturnering for kvinder. Og i november blev der afholdt en større basketballkonkurrence for landets kvindelige universitetsstuderende.

Samtidig fik landets kvinder efter mange års kamp i september endelig lov til selv at køre bil, hvilket skal være fuldt implementeret til juni i år.

Og nu er der altså også mere at køre til, efter reformer i oktober åbnede for at tillade familiepladser på mindst tre stadioner.

Pladser, hvor også kvinder er velkomne, og som altså nu har slået dørene op.

De tre stadioner i henholdsvis hovedstaden Riyadh samt byerne Jeddah og Dammam er også blevet udstyret med bederum, toiletter, rygeområder, parkeringspladser og indgange kun for kvinder.

For at komme ind på stadion skal de saudiske kvinder igennem en indgang kun for kvinder.
For at komme ind på stadion skal de saudiske kvinder igennem en indgang kun for kvinder. Foto: STRINGER / Ritzau Scanpix

Støtte og modstand

Fremtrædende bestyrelsesmedlem og leder af landets kvindelige basketballhold, Lina Al-Maeena, kalder fredagens fodboldkamp for ”historisk” og en chance for, at de saudiske familier nu kan opleve sporten sammen.

Sideløbende har en række skeptikere ifølge Time dog meldt sig på Twitter. Her kritiserer utilfredse saudiarabere i mere en 50.000 tweets beslutningen om at give kvinderne adgang til stadion.

I stedet for at befinde sig på et stadion fyldt med syngende og bandende mænd bør kvinderne blive hjemme og fokusere på deres børn og at bevare deres tro, skriver flere.

Langt fra ligestilling

Ifølge BBC News er der da også stadig mange områder, hvor saudiske kvinder endnu savner selvstændigt råderum.

Blandt andet kan kvinderne ikke ansøge om pas, åbne bankkonti, gifte sig eller rejse udenlands uden deres mænds tilladelse.

Saudi-Arabien rangerer ifølge World Economic Forums indeks over ligestilling fra 2016 som nummer 141 ud af 144 lande.