Trump forlænger omstridt atomaftale - men det kan blive sidste gang, advarer han

16x9
Arkivbillede. Foto: SHAWN THEW / Scanpix

Donald Trump har sat en nedtælling i gang. Hvis Iran ikke lever op til en række krav, trækker USA sig ud af atomaftalen.

Fire måneder.

Så lang tid har USA's præsident, Donald Trump, valgt at forlænge atomaftalen med Iran. En aftale som hans forgænger Barack Obama i oktober 2015 var med til at indgå.

Det oplyser det amerikanske finansministerium fredag i en pressemeddelelse.

- På trods af min modvilje mod aftalen, så har jeg endnu ikke trukket USA ud. Men jeg har skitseret to mulige veje fremad: Orden aftalens katastrofale fejl, ellers trækker USA sig, siger Trump i en skriftlig udtalelse ifølge The Guardian.

Det er ikke første gang, at Trump har truet med at trække USA ud af aftalen. I en tale i oktober sidste år krævede han også en hårdere linje over for Iran, der skulle sikre, at landet indstillede sine fjendtlige handlinger og aldrig fik atomvåben.

Nedtælling er begyndt

Atomaftalen betyder, at Iran er forpligtet til at begrænse sit atomprogram til civil brug - mens Vesten som modsvar har ophævet en række sanktioner mod landet.

Donald Trump vil blandt andet kræve, at Irans ballistiske missilprogram skal italesættes inden for de kommende 120 dage, hvis USA fortsat skal være en del af aftalen.

 - Og hvis jeg på et tidspunkt vurderer, at sådan en aftale ikke kan opnås, vil jeg forlade aftalen med det samme, siger Trump i en skriftlig udtalelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.

På Twitter fordømmer Irans udenrigsminister, Mohammad Javad Zarif, udtalelserne fra Trump.

 - Trumps politik og dagens udtalelse er desperate forsøg på at underminere en solid multilateral aftale, skriver han. 

- Den er ikke til genforhandling.

Flere sanktioner mod Iran

Det Hvide Hus oplyser samtidig, at USA indfører en række nye sanktioner mod iranere, som ikke er i strid med atomaftalen. 

De nye sanktioner er rettet mod 14 personer og enheder om menneskerettigheder og spredning af våben, fordi de står bag eller har medvirket til menneskerettighedskrænkelser i Iran og for at støtte landets våbenprogram, oplyser det amerikanske finansministerium.

En af sanktionerne er rettet mod Sadegh Amoli Larijani, lederen af retsvæsenet i Iran og en nær allieret af Irans øverste leder, Ayatollah Ali Khameneim. Han er ifølge det amerikanske finansministerium "ansvarlig for at have bestilt, kontrolleret eller har på anden måde instrueret alvorlige krænkelser af menneskerettighederne imod personer i Iran eller iranske borgere eller beboere".

- USA vil ikke finde sig i, at det iranske regime fortsætter med at foretage krænkelser af menneskerettighederne og uretfærdighed, siger Steven Mnuchin, USA's finansminister, i pressemeddelelsen.

Atomaftalen, der trådte i kraft i januar 2016, blev i sin tid set som en stor sejr for Obama-administrationen, men Trump har gentagne gange kaldt aftalen ’den værste nogensinde’.

Ud over Iran og USA er de fem permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd, samt Tyskland og EU, en del af aftalen.