KOMMENTAR: Trump har fat i den lange ende, men hans vulgære udbrud overskygger vigtig debat

16x9
Donald Trump. Foto: JIM LO SCALZO / Ritzau Scanpix

KOMMENTAR: Præsident Trump blev åbenbart frustreret over, at Demokraterne i hans øjne vil beskytte for mange immigranter.

Præsident Trump trak atter overskrifter sent i går aftes dansk tid, efter han angiveligt under et lukket møde i Det Hvide Hus sagde, ”hvorfor vil vi have alle de her mennesker fra "lortelande" hertil?”. Det angivelige vulgære udbrud – som præsidenten i dag benægtede på Twitter – var en reference til diskussion om en større immigrationspakke, der diskuteres mellem Kongressen og Det Hvide Hus for tiden.

Med termen refererede præsidenten efter sigende til især Haiti, El Salvador og flere afrikanske lande.

Immigrationsreform til debat

At udtalelserne angiveligt faldt dagen før årsdagen for jordskælvet i Haiti - der i 2010 dræbte mere end 100.000 mennesker og blandt andet fordrev 60.000 haitianere til USA - gjorde ikke optikken bedre.

Trump-administrationen meldte i november 2017 ud, at man forlænger den midlertidige beskyttelsesstatus til de fordrevne haitianere en sidste gang indtil juli 2019, hvorefter de knap 60.000 flygtninge skal vende tilbage til deres hjemland. Trump-administrationen udfasede i sidste år også lignende programmer for flygtninge fra Sudan og Nicaragua.

Forhandlingerne indgår i en større immigrationspolitisk debat, hvor det også gælder at finde at reformere det såkaldte Diversity Immigrant Visa Program – hvor udlændinge kan ansøge om at vinde en amerikansk opholdstilladelse - og en løsning til de illegale immigranter, der kom illegalt til USA som børn med deres forældre, de såkaldte dreamers, der indtil videre kunne slippe for udvisning igennem integrationsprogrammet Deferred Action for Childhood Arrivals (DACA).

Det er forhandlingerne om denne immigrationsreform, der debatteres mellem medlemmer af Kongressen fra de to partier og Det Hvide Hus, der har trukket overskrifter i disse dage. Det sidste døgn primært på grund af det angivelige racistiske udfald fra præsident Trump.

Substansen i Trumps udbrud går tabt

Men i kernen af de udtalelser, som præsidenten Trump igen er kommet med – og med undtagelse af 'lortelande'- kommentaren – heller ikke har benægtet, ligger der en interessant debat.

For når præsidenten angiveligt siger, at han hellere vil hilse flere folk fra Norge end folk fra Haiti og afrikanske lande velkommen, er der næppe tale om en eller anden arisk overracefantasi, som Bill Clintons tidligere arbejdsminister og nuværende venstrefløjsikon, Robert Reich, gerne vil insinuere på Twitter.

Denne teori passer i øvrigt dårligt sammen med, at præsidenten angiveligt i selvsamme møde også sagde, at han var åben for ”flere asiatiske immigranter”, da de ville bidrage positivt til den amerikanske økonomi.

Hvilket bringer os til sagens kerne.

I sin kerne refererer præsidentens provokerende kommentarer til, at sandsynligheden for, at en norsk – eller asiatisk - indvandrer økonomisk bidrager til det amerikanske samfund og er nemmere at integrere er markant større, end hvis vedkommende kommer fra Haiti eller mange afrikanske lande. Blandt andet fordi nordmænd har så godt som ingen motivation til at komme til USA af 'de forkerte grunde', da de modsat immigranter fra Haiti og mange afrikanske lande typisk vil være væsentlig bedre sikret i det norske velfærdssamfund end i USA.

USA's præsident vil med andre ord hellere have flere immigranter fra velfungerende lande og samfund, der er nemmere at integrere og bidrager økonomisk, end immigranter fra nogle af verdens mest fattige og dysfunktionelle lande.

Helt ærligt: Hvor mange stats- og regeringsledere i den vestlige verden vil være uenige i dette ønske, hvis vi kun forholder os til den politiske substans?

Man kan selvfølgelig godt forstå, at borgere fra de angiveligt nævnte lande føler sig stødt. Og selvfølgelig er Trumps sprogbrug utilstedeligt, hvis de nævnte udtalelser er faldet sådan. Men går man til den substantielle del af Trumps udbrud, som ikke har fået meget opmærksomhed i medierne, er Trumps udtalelser konforme.

Som så tit har præsidentens bramfrie facon ikke gjort det nemmere at finde et politisk kompromis, som det selverklærede forhandlingsgeni Trump ville kunne tage æren for. Tværtimod har præsidentens udtalelser gjort det sværere at finde et kompromis, som kan samle flertal blandt republikanere og demokrater i Kongressen.

Oppositionens sædvanlige overreaktion

Og ligeledes som så ofte set før, er reaktionen gået over gevind hos dele af de amerikanske medier. Som for eksempel når komikeren Stephen Colbert kalder USA for et ”lorteland, fordi Donald Trump er dets præsident”.

Eller når tv-stationen CNN mister den sidste lillebitte bid af sin journalistisk troværdighed, når en studievært tilsværter præsidenten med den samme term.

Til gengæld vil præsidentens vælgerbase elske optikken af en præsident, der kærer sig mere om amerikanere end haitianere eller afrikanere.

Eller som præsidenten ynder at sige: America first.