Dronning Elizabeth afslører personlige detaljer fra sin kroning

Regenten joker blandt andet med, at kronen ville brække halsen på hende, hvis hun bøjede hovedet fremover med den på.

Den britiske dronning Elizabeth 2. giver nu et sjældent indblik i sin personlige oplevelse af dagen, hvor hun blev kronet som regent.

Det sker i dokumentaren ’The Coronation’ (kroningen, red.), der handler om de britiske kronjuveler og kroningsceremonien.

Man kan ikke se ned for at læse en tale, man skal holde talen op foran sig. For ellers ville man brække halsen, eller den ville falde af

Dronning Elizabeth 2. 

Og her kommer dronningen blandt andet ind på køreturen i guldkareten, problemer med beklædningen og også om kronens vægt – både i overført betydning og bogstaveligt.

Dronning Elizabeth 2. blev kronet den 2. juni 1953 i Westminster Abbey, og hendes kroning var den første i kongehuset, der blev transmitteret på tv.  

- Det er vel, tænker jeg, starten på ens liv som regent, siger dronningen i dokumentaren.

Dronning Elizabeth II poserer efter kroningen.
Dronning Elizabeth II poserer efter kroningen. Foto: Ukendt / NF

Turen til Westminster Abbey foregik i en guldkaret, og selvom det måske kan lyde eventyrligt, var det langt fra tilfældet for den unge regent. 

- Frygteligt, den er slet ikke beregnet til at rejse i. Den er kun betrukket med læder, det er ikke særligt komfortabelt.

Sad De i den længe? 

- Gennem det halve London. Vi kørte vel 6 til 8 kilometer. Man kan kun køre i gå-tempo. Hestene kan ikke gå hurtigere, fordi den er så tung. 

Derudover genkalder regenten også, hvordan hendes ceremonielle påklædning sad fast i det tykke tæppe, der var lagt ud i Westminster Abbey.

Dronning Elizabeth fortæller om den ukomfortable guldkaret.Video: Lasse Pedersen Underbjerg

Dronning Elizabeth 2. blev regent som 25-årig den 6. februar 1952, da hendes far, George 6., døde af lungekræft.

Hun er den længst siddende regent i landets historie. 

En krone der tynger

Undervejs i dokumentaren taler Dronningen også om sin krone.

Kronen blev oprindeligt lavet til kong George 6., da han blev kronet i 1937, og ifølge The Guardian er kronen besat med 2868 diamanter, 17 safirer, 11 smaragder og hundredvis af perler.

På kronen er også en ædelsten, der er kendt som ’Den Sorte Prins’ Rubin’, som den tidligere regent Henrik 5. efter sigende bar ved det kendte britiske slag ved Agincourt i 1415.

Og med de mange ædelstene er det en tung hovedbeklædning, forklarer Dronningen.

- Heldigvis har jeg nogenlunde samme hovedfacon som min far.  Når man først har den på, bliver den siddende. Den forbliver, som den er, siger dronningen i dokumentaren, mens kronen står foran hende.

Dronning Elizabeth 2. var bare 25 år gammel, da hun blev dronning.
Dronning Elizabeth 2. var bare 25 år gammel, da hun blev dronning. Foto: - / Scanpix Denmark

Kronen vejer ifølge The Guardian 1,28 kilo, og for den britiske dronning giver det visse besværligheder, indrømmer hun.

- Man kan ikke se ned for at læse en tale, man skal holde talen op foran sig. For ellers ville man brække halsen, eller den ville falde af, siger Dronningen og tilføjer:

- Så der er nogle ulemper ved kroner, men bortset fra det er de jo ganske vigtige.

Rider på en bølge

Dokumentaren kommer på et tidspunkt, hvor det det britiske kongehus oplever stor opmærksomhed.

Det sker blandt andet, efter streaming-tjenesten Netflix har produceret serien ’The Crown’, der går tæt på og følger netop dronning Elizabeth 2.'s  optakt til og tid som regent.

Anden sæson af serien fik premiere i december, og indtil videre har den modtaget stor ros fra filmkritikere.

Meghan Markle og prins Harry nåede at være kærester i cirka halvandet år, før prins Harry røg på knæ og friede til den 36-årige 'Suits'-skuespillerinde.Video: Rikke Museth Janniche & Anne Nordestgaard Dyrehauge

Samtidig annoncerede Dronningens barnebarn prins Harry i december, at han til maj skal giftes med skuespillerinden Meghan Markle. Parrets forlovelse skabte stor begejstring både i og uden for Storbritannien.

Til sommer er det 65 år siden, dronning Elizabeth 2. blev kronet.