Superstjerne dropper samarbejde med H&M efter udskældt billede

16x9
Sangeren The Weeknd er forarget over billedet af den sorte dreng i hættetrøjen med teksten "Den sejeste abe i junglen". Foto: SUZANNE CORDEIRO / Scanpix Danmark/Screendump

Flere kendisser har på de sociale medier taget del i kritikken af H&M. Sangeren The Weeknd er så krænket, at han dropper sin aftale med tøjfirmaet.

Det svenske tøjkæde H&M er havnet i modvind, efter et billede en sort dreng iklædt en grøn hættetrøje med teksten "Coolest monkey in the jungle" (Den sejeste abe i junglen, red.) de seneste dage er blevet delt igen og igen på de sociale medier.

Billedet stammer nemlig fra tøjproducentens britiske hjemmeside, hvor kunder kunne erhverve sig hættetrøjen.

Kritikken voksede sig hurtigt så stor, at H&M allerede mandag valgte at reagere.

- Dette billede er nu blevet fjernet fra alle H&M's kanaler, og vi undskylder over for enhver, som det må have stødt, sagde en talsperson fra H&M til britiske Evening Standard.

Den udmelding har dog langt fra mildnet alle kritikerne, og sagen får nu også betydning for en af tøjproducentens kendte samarbejdspartnere.

Den canadiske sanger Abel Tesfaye, der nok er bedre kendt under sit kunstnernavn The Weeknd, oplyser således på Twitter, at han stopper sit samarbejde med H&M.

- Vågnede i morges chokeret og pinlig berørt over dette foto. Jeg føler mig dybt krænket og vil ikke samarbejde med H&M længere, skriver han.

H&M stopper salg af trøje og beklager

Sangstjernen annoncerede i september sidste år, at han havde indgået en aftale med H&M om en ny tøjlinje, men det ser altså ud til, at samarbejdet blev en kort fornøjelse.

En talsperson fra H&M udtaler til Entertainment Weekly, at de til fulde forstår og er enige i The Weeknds beslutning.

- Vi beklager dybt, at billedet blev taget, og vi fortryder også trykket på trøjen. Vi har fjernet billedet fra alle vores kanaler, og trøjen er ikke længere til salg i vores butikker. Vi vil gennemgå vores interne arbejdsgange for at undgå lignende episoder i fremtiden, lyder det.

Talspersonen tilføjer, at H&M vil fortsætte dialogen med The Weeknd og sangerens repræsentanter og indikerer derved, at de ikke har opgivet at få sangeren til at ændre mening.

Flere stjerner langer ud efter H&M

The Weeknd er dog langt fra den eneste kendis, der på de sociale medier har reageret på billedet af den sorte dreng i hættetrøjen.

Den amerikanske basketballstjerne LeBron James skriver på Instagram, at H&M "har misforstået os fuldstændig" med henvisning til sorte amerikanere.

- Som afroamerikanere vil vi altid skulle nedbryde barrierer, modbevise folk og arbejde endnu hårdere for at bevise, at vi hører til. Men ved I hvad, det er dét vi elsker, fordi udbyttet i sidste ende er så smukt, skriver han.

Han har delt et billede af drengen i hættetrøjen, hvor han har erstattet teksten på trøjen med et billede af en kongekrone. En reference til sit eget øgenavn 'King James'.

Samme budskab har sangeren Sean Combs med kunstnernavnet Diddy delt på Twitter, hvor han har lagt en kunstnerisk udgave af billedet op, hvor teksten på trøjen er blevet erstattet med teksten "Den sejeste konge i verden".

- Smid noget respekt på den!! Når I kigger på os, så sørg for, at I ser noget kongeligt og en overnaturlig ære sendt fra Gud. Alt andet er respektløst, skriver Diddy. 

- Mener I det, H&M??????, skriver fodboldspilleren Kevin Prince-Boateng på Twitter.