Oprah Winfrey stjal fokus til Golden Globes - her er kvinden, hun vil have, du kender

Racespørgsmål og #Metoo-kampagne blev flettet sammen i rørende tale ved Golden Globes-prisuddelingen.

I 1944 stoppede en bil i Abbesville Alabama op foran tre fodgængere på vej hjem fra den lokale kirke.

En af kirkegængerne var den 24-årige unge mor Recy Taylor. I bilen sad seks bevæbnede hvide mænd, der slæbte den unge kvinde med sig, voldtog hende og efterlod hende ved vejen med bind for øjnene.

Recy Taylor blev truet med at blive slået ihjel, hvis hun sladrede om forbrydelsen, alligevel indberettede hun det til borgerrettighedsbevægelsen NAACP.

Men hun var en sort kvinde oppe imod seks hvide mænd, og på det her tidspunkt i amerikansk historie var det svært at få juridisk retfærdighed for én som hende. På trods af at borgerrettighedsforkæmpere gik ind i sagen, blev de seks mænd aldrig retsforfulgt for deres forbrydelse.

I aftes blev Recy Taylors sag igen aktuel. Hun spillede nemlig en vigtig rolle i den meget omtalte tale, som tv-personligheden Oprah Winfrey holdt, da hun modtog Golden Globes' ærespris for livslang tjeneste.

I talen sagde Oprah Winfrey blandt andet, at alle burde kende til Recy Taylor og hendes historie.

- Recy Taylor døde for 10 dage siden, lige før hun fyldte 98. Hun har levet, som vi alle har levet, alt for mange år i en kultur skabt af brutalt magtfulde mænd. Alt for længe er kvinder ikke blevet hørt eller troet på, hvis de vovede at sige sandheden om disse magtfulde mænd. Men deres tid er omme. Deres tid er omme, tordnede Winfrey i talen.

Sorte kvinder og #Metoo

Otte minutter lang var hendes brandtale, og undervejs blev der hujet i enighed fra de mange kendisser blandt gæsterne. Talen handlede om #Metoo-kampagnen, som Oprah Winfrey også viste støtte til ved at møde op i sort kjole.

Men også race er et vigtigt emne for tv-værten, hvilket Recy Taylor blev et eksempel på. Det forklarer Jørn Brøndal, professor og leder på Center for Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet.

- Hun gør opmærksom på, hvordan ikke mindst sorte kvinder har måttet døje med forfærdelige vilkår, hvor mænd har udnyttet dem seksuelt, og hvor der har været et helt system af racisme i sydstaterne i gamle dage, hvor det nærmest opfattedes som legitimt for hvide mænd at gå efter sorte kvinder. Hvis sorte mænd gik efter hvide kvinder, risikerede de at blive dræbt, siger han i TV 2 NEWS.

Når en kvinde som Oprah Winfrey bringer emner som sorte kvinders rettigheder på banen, vækker det opmærksomhed. Winfrey, der styrede ’The Oprah Winfrey Show’, der kørte fra 1986 til 2011, er flere gange blevet udnævnt til at være en af de mest indflydelsesrige personer i den amerikanske medieverden - og hun er også blandt de rigeste.

- Der findes ikke ret mange amerikanere, der er mere kendte end hende, så når hun går ud og laver et statement om #Metoo og race, giver det genlyd i mange amerikanske hjem, siger Jørn Brøndal.

Se hele Oprah Winfreys tale her.

Udover at være kendt vært har Oprah Winfrey også haft roller i filmene 'Farven Lilla' og 'Selma', der begge handler om sorte amerikaneres historie og rettigheder.

Rosa Parks tog sagen op

Recy Taylor døde for nylig og kunne derfor ikke overvære Oprah Winfrey omtale hende. Men selvom hun ikke fik juridisk retfærdighed tilbage i 1940'erne, fik hun i 2011 en officiel undskyldning på vegne af staten Alabama, fordi de "fejlede i at få retsforfulgt de mænd, der angreb hende".

Hendes sag bliver af mange set som en af de første sager, der tændte ild under den amerikanske borgerrettighedsbevægelse, og blev også dengang mødt af landsdækkende protester blandt de afroamerikanske borgere.

Det var da også Rosa Parks, der tog sig af Recy Taylors sag, da hun meldte den til borgerrettighedsbevægelsen NAACP. Dengang var Rosa Parks ukendt i offentligheden, men få år efter blev hun verdenskendt, da hun nægtede at give sin plads i bussen til en hvid mand.

Også Rosa Parks fik en hilsen med i Oprah Winfreys pristale:

- Jeg håber bare, at Recy Taylor døde med visheden om, at hendes sandhed, ligesom så mange andre kvinders sandhed, der blev pint i disse år og stadig bliver pint, vil gå sin gang. Det sad stadig i Rosa Parks næsten 11 år senere, da hun tog beslutningen om at blive siddende i bussen i Montgomery, og det er her med hver eneste kvinde, der vælger at sige ”me too”. Og hver eneste mand – hver mand, der vælger at lytte, sagde Oprah Winfrey.

Se hvordan det gik samtlige nominerede til Golden Globes her.