Oprah Winfrey fik alle ved Golden Globes til at rejse sig

#MeToo-kampagnen gennemsyrede årets første store prisuddeling, hvor blandt andre Oprah Winfrey sendte et stærkt budskab.

- Alt for længe er kvinder ikke blevet hørt eller troet, hvis de har vovet at fortælle sandheden om den magt, nogle mænd har haft. Men den tid er forbi.

Hvad er Golden Globe Awards?

Golden Globe Award hædrer film og tv-serier fra det forgangne år.

Globusserne uddeles af Hollywood Foreign Press Association, HFPA, og vinderne vælges af 90 udenlandske journalister i Los Angeles-området.

Priserne uddeles under en gallamiddag, der finder sted på Beverly Hilton Hotel i USA.

Prisuddelingen betragtes som et pejlemærke for den kommende Oscar-uddeling, der finder sted den 4. marts 2018. 

Golden Globes blev afholdt første gang i 1944 og uddeles for 75. gang i 2018. 

Sådan sagde Oprah Winfrey, da hun iført sin sorte kjole modtog Golden Globes' ærespris.

Ord, som fik hele salen til at rejse sig og give den amerikanske talkshow-guru et stående bifald, og som får de amerikanske medier til at kalde hende "en dronning".

Hendes ord ramte lige ned i den bevægelse, der har domineret Hollywood allermest de seneste måneder. Den bevægelse, der er skyld i det største antal sortklædte gæster til en prisuddeling nogensinde.

- At fortælle sandheden er det stærkeste våben, vi alle har, fortsatte Oprah Winfrey og sendte en stor tak til de mange kvinder, der den seneste tid er stået frem og har fortalt om deres oplevelser med sexchikane i film- og tv-branchen.

Et sort øjeblik for solidaritet

Golden Globes er den første prisuddeling på amerikansk jord, efter et utal af skandalesager om seksuelle overgreb har rystet Hollywood.

#MeToo-kampagnen gennemsyrede årets første store prisuddeling, hvor blandt andet Oprah Winfrey sendte et stærkt budskab. Video: Anne Brandbjerg

Det begyndte i oktober 2017 med anklager mod filmmogulen Harvey Weinstein, hvilket snart skød gang i #MeToo-kampagnen, som fik kvinder verden over til at dele egne oplevelser med seksuelle overgreb på sociale medier.

Oprah Winfrey er langt fra den eneste, der har følt behov for at støtte op om dem.

Meryl Streep og Ai-jen Poo, forkvinde for den amerikanske forening National Domestic Workers Alliance, på den røde løber til Golden Globe Awards 2018.
Meryl Streep og Ai-jen Poo, forkvinde for den amerikanske forening National Domestic Workers Alliance, på den røde løber til Golden Globe Awards 2018. Foto: VALERIE MACON / Scanpix Denmark

Siden december har der svirret rygter om, at op mod 30 kvindelige skuespillere - heriblandt store stjerner som Meryl Streep - ville bære sort til Golden Globes i protest.

Senest har Hollywoods nye anti-krænkelsesbevægelse Time's Up opfordret alle til at deltage i et blackout på den røde løber.

Reese Witherspoon, Eva Longoria, Salma Hayek og Ashley Judd ankommer til Golden Globes på Beverly Hilton Hotel i Californien.
Reese Witherspoon, Eva Longoria, Salma Hayek og Ashley Judd ankommer til Golden Globes på Beverly Hilton Hotel i Californien. Foto: MIKE NELSON / Scanpix Denmark

- Det er et øjeblik af solidaritet. Ikke et modeøjeblik, siger en af stifterne af Time's Up-bevægelsen, skuespiller Eva Longoria, til New York Times.

- I årevis har vi som kvinder solgt prisuddelingen med vores kjoler og farver, vores smukke ansigter og vores glamour. Denne gang kan branchen ikke forvente, at vi kommer og drejer rundt. Det er ikke, hvad dette øjeblik handler om, fortsætter hun.

Både mandlige og kvindelige hollywoodstjerner bar sort til årets Golden Globe prisuddeling som en symbolsk protest imod seksuelle krænkelser. Video: Anne Brandbjerg

Flere af kvinderne havde derfor også valgt at følges med kvindesagsaktivister til den prestigefyldte overrækkelse.

Skuespillerinden Emma Watson valgte af følges med den amerikanske aktivist Marai Larasi.
Skuespillerinden Emma Watson valgte af følges med den amerikanske aktivist Marai Larasi. Foto: MARIO ANZUONI / Scanpix Denmark

Mandlig opbakning

Selvom bevægelsen centrerer sig om kvinder, har branchens mænd også følt et behov for at tage et standpunkt. Det fortæller TV 2s korrespondent Jesper Steinmetz, der var med til prisuddelingen.

- Jeg har aldrig oplevet sådan en grad af solidaritet til en prisuddeling før. Det var ikke kun kvinderne, der var klædt i sort i aften. Både de kvindelige og de mandlige stjerner bar et emblem i reverset med ordene "Time's Up". Det var utrolig stærkt og rørende at opleve Hollywood-kollegernes opbakning til hinanden, fortæller han.

Sådan ser emblemet, som skuespillere og skuespillerinder bar ved Golden Globes, ud.
Sådan ser emblemet, som skuespillere og skuespillerinder bar ved Golden Globes, ud. Foto: VALERIE MACON / Scanpix Denmark

Taler om det usagte

Faktisk var der stort set ingen takketaler, der ikke bar præg af, at det er nye tider i Hollywood.

- Må vi lære vores børn at tale uden frygt for repressalier. Det er vores kulturs nye ledestjerne, sagde skuespillerinde Laura Dern for eksempel, da hun modtog en pris for sin rolle i serien 'Big Little Lies'.

Laura Dern, Nicole Kidman, Zoe Kravitz, Reese Witherspoon og Shailene Woodley poserer med prisen for 'Bedste miniserie', der gik til 'Big Little Lies'.
Laura Dern, Nicole Kidman, Zoe Kravitz, Reese Witherspoon og Shailene Woodley poserer med prisen for 'Bedste miniserie', der gik til 'Big Little Lies'. Foto: MIKE NELSON / Scanpix Denmark

- Alle taler om det. Både mænd og kvinder. Der er en revolution i gang, hvor det her bare ikke accepteres længere. Alt det, man ikke talte om før, det taler man helt åbent om nu, siger Tina Jøhnk, der er dansk medlem af Hollywood Foreign Press Association, der uddeler Golden Globes.

Tina Jøhnk er en del af Hollywood Foreign Press Association, der uddeler Golden Globes. Video: Anne Brandbjerg

En ny dag gryr

De mange ønsker for fremtiden fik gang på gang Hollywood-stjernerne op af stolene.

- Alle ved bordene rejste sig i sympati og klappede hver gang, der var referencer til, at tidligere tiders tavshed om overgreb nu er forbi, fortæller Jesper Steinmetz fra festen og tilføjer, at Oprah Winfreys tale helt klart var aftenens højdepunkt.

Skuespiller og tv-vært Oprah Winfrey med æresprisen 'Cecil B. DeMille Award'.
Skuespiller og tv-vært Oprah Winfrey med æresprisen 'Cecil B. DeMille Award'. Foto: FREDERIC J. BROWN / Scanpix Denmark

Prisen, Oprah Winfrey modtog, gives som anerkendelse for et enestående bidrag til underholdningsbranchen, og hun sluttede sin takketale med at sende et opråb til de mange modige kvinder og mænd, der tager kampen op.

- Alle piger, der ser med nu, skal vide, at en ny dag er på vej i horisonten. Og når den dag endelig gryr, så er det på grund af en masse fantastiske kvinder, mange af dem er her i aften, og nogle fænomenale mænd, der kæmper hårdt for at lede os ind i nye tider, hvor ingen nogensinde har behov for at sige "Me Too" igen.

Se alle vinderne af Golden Globe Awards her:

Vindere af Golden Globe Awards 2018