BLOG: Syv skarpe om Trump-bogen, alle taler om

16x9
Mirco Reimer-Elster gennemgår Michael Wolffs bog om den amerikanske præsident, Donald Trump. Foto: 0001561 / Scanpix Denmark

BLOG: Michael Wolffs bog om Trumps Hvide Hus bekræfter kritikerens værste frygt – men kan også snildt affejes af præsidentens støtter.

1. Holder bogen, hvad forfatteren lover?

Det må være grundpræmissen, at man skal bedømme en bog på det, forfatteren satte sig for at skrive om, og ikke den bog, man gerne ville have læst.

I 'Fire and Fury: Inside the Trump White House' havde journalisten og forfatteren Michael Wolff sat sig for at beskrive ”livet i Trumps Hvide Hus fortalt af de mennesker, der er tættest på". En ambition, som forfatteren lever op til, men med nogle aber dabei.

På trods af bogens markedsføring som den ultimative insiderbog om Trumps Hvide Hus lærer man ikke særlig meget nyt jævnfør de amerikanske mediers tidligere dækning af det halvandet år lange forløb fra Trumps sejlende valgkamp og overraskende valgsejr i 2016 til fyringen af chefstrategen Steve Bannon i august 2017.

Ydermere får nogle aktører lov til at fylde lige lovlig meget i bogens vurderinger, og forfatteren vælger beklageligvis ikke at gøre læseren særlig opmærksom på indbyggede problemer, der ligger i hans brug af kilder. Mere om det om lidt.

Overordnet set er der på mange måder tale om en kombination af en sladder- og en insiderbog.

Hvis man vil vide mere om, at præsidenten ønskede to yderligere tv-skærme i sit soveværelse og helst spiser på McDonald's af angst for at blive forgiftet, vil ens sladderbehov blive tilfredsstillet.

Det samme gør sig gældende, hvis man gerne vil have et større indblik i magtkampene i Trumps indtil nu tumultariske præsidentskab med et kaospræget Hvidt Hus og medarbejdernes maniske forsøg på at styre deres impulsive og ifølge forfatteren mentalt ustabile præsident.

2. Er bogen troværdig?

Det korte svar er: ja, på det lange stræk.

Der er detaljer, der forekommer overspillede og til tider usandsynlige, men det store billede, som forfatteren tegner, nikker man genkendende til. For Wolffs bog opsummerer på mange måder "bare" en i forvejen velbelyst historie:

Trump-kampagnen forventede ikke at vinde præsidentvalget. Transitionsfasen efter valgsejren var derfor hektisk, da hverken Trump eller hans inderkreds var klædt på til opgaven. Præsidentkandidaturet skulle i bund og grund kun styrke Trump-familiens personlige brand.

Da Trump og co. satte foden i Det Hvide Hus, havde størstedelen af præsidentens inderkreds og ministre ingen politisk erfaring, hvilket yderligere satte sit præg på et tumultarisk forløb, hvor alle kæmpede om præsidentens gunst, og Trump ikke trådte i karakter som leder.

Tværtimod har præsident Trump vist sig at være uinteresseret, uvidende og uvillig til at møde opgaven som verdens mest magtfulde mand med den forberedelse, ydmyghed og historiske bevidsthed, der normalt forventes af en amerikansk præsident.

3. En bog om Bannon og Trump

Interessant nok er det ikke primært Donald Trump, der er forfatterens hovedperson. Trump figurerer (logisk nok) meget i spalterne, men hans tidligere kampagnechef og chefstrateg Steve Bannon efterlader et mindst lige så stort indtryk.

Bannon har tydeligvis været hovedkilden til bogen og står bag mange af de saftige citater. En vægtning, der også understreges ved, at Bannon nævnes mere end 500 gange i løbet af bogens knap 300 sider. Og et indtryk, der kun yderligere bliver manifesteret i bogens epilog, der ganske sigende hedder 'Bannon og Trump'.

Vægtningen af Bannon giver mange episke citater og et formidabelt indblik i chefstrategens tankegang – særligt det åndsfællesskab, som Bannon gerne vil se sig selv i med Trump.

Som forfatteren skriver i bogen:

- Bannon forblev overbevist om, at han repræsenterede, hvad Donald Trump faktisk troede eller mere præcist, hvad præsidenten følte. Han vidste, at Trump var en fundamentalt følelsesladet mand, og han var sikker på, at den dybeste del af ham var vred og mørk.

Eller som Trumps vicestabschef, Katie Walsh, formulerer Bannons syn på præsidenten:

- Steve mener, at han er Darth Vader, og at Trump vil kaldes til den mørke side.

4. Problemet med Bannons fremtrædende rolle

Steve Bannon er som sagt også i store træk manden, der bærer Michael Wolffs fortælling om livet i Trumps Hvide Hus igennem. At forfatteren vælger at basere så meget af fortællingen på Bannons udlægning, er problematisk, da Bannon på mange måder er en utroværdig kilde.

Bannon blev fyret af Trump og lå i åben clinch med Trumps datter Ivanka Trump og svigersøn Jared Kushner. Og ikke overraskende er det især de to, der står for skud i bogen, hvor vi ofte præsenteres for en ”Bannon fik ret ”-udlægning fra forfatterens side. Ligeledes er det Bannon, der tydeligvis primært er kilden, der lækker til forfatteren fra de lukkede møder i Det Hvide Hus. Og ikke overraskende fraviser Bannon sig belejligt ethvert ansvar, når det kommer til Ruslandssagaen.

Som Stuart McGurk skrev det så præcist i sin anmeldelse af bogen hos GQ: ”Det er Donald Trumps tidligere chefstrateg, der bliver brugt mest tid på, fordi det er ham, der har mindst at tabe og bærer mest nag. Hvor historien bliver skrevet af vinderne, bliver samtidshistorien næsten altid skrevet af taberne".

At forfatteren vælger at give en mand, Bannon, som igennem bogen bliver beskrevet som ”ondsindet”, ”uærlig”, ”ude af stand til at vise omsorg for andre mennesker” og ”altid ude på at dolke dig i ryggen” en så fremtrædende rolle, er ganske bemærkelsesværdigt.

5. Bogens metode er stærkt kritisabel

Dette henleder os til et andet kritikpunkt: forfatterens metode.

At den slags journalistiske bøger domineres af anonyme kilder eller ofte overhovedet ikke har kildehenvisninger, når der refereres til bestemte episoder, er til dels forståeligt, men for en historiker beklageligt.

Metoden gør, at man som læser selv må vurdere, om man grundlæggende stoler på forfatteren eller ej. For som Wolff selv skriver i bogens introduktion, så er det i sidste ende ham, der vurderer, hvilken af de ofte modstridende udlægninger fra sine angiveligt mange kilder, han vælger at stole på og formidle i bogen.

Problemet med den fremgangsmåde er, at det selv som velinformeret læser oftest var umuligt at greje, om forfatteren byggede sine beskrivelser på selv at have været tilstede eller at have talt med en mødedeltager efterfølgende, om han har hørt om episoden igennem von hören-sagen, eller om han baserer den på mediernes dækning.

At man var overladt til at stole på forfatterens integritet –  en forfatter, der er kendt for at pynte på og overdrive sine historier og i enkelte tilfælde åbenbart helt at have opfundet dem til lejligheden – var ikke særlig betryggende.

Den relative fordel for Michael Wolff i den her konkrete sag var, at han skrev en bog om Donald Trump, der om nogen nok har et endnu mere løst forhold til sandheden end Wolff. Men det gør det ikke desto mindre nemt at afvise bogens præmisser, hvis man er Trump-støtte.

6. Trumps reaktion skaber interessen

Som Steve Bannon observerer i bogen, så har præsident Trump en tendens til at gøre ”alt personligt” og kan ”simpelthen ikke lade være med det”. Ser man på præsidentens reaktion bare inden for det seneste døgns tid, har han blandt andet kaldt forfatteren en ”taber” på Twitter.

Overordnet set er det også Trumps reaktion, der har været medvirkende til den enorme eksplosion i interessen for bogen. Havde Trump valgt at tie bogen ihjel – som tidligere præsidenter typisk har gjort med den slags bøger – havde den aldrig fået den samme grad af opmærksomhed. Særligt når forfatteren er så kontroversiel, som Michael Wolff er. Men efter Trump valgte at kaste sig ud i en fuldblods-tilsværtning af forfatteren og bogen, eksploderede interessen for bogen.

7. Hvordan vil bogen blive modtaget?

Der er tale om en bog, der vil og allerede har delt vandene. Trumps kritikere vil bruge bogen som en lang dokumentation af, at Trump er uegnet til at bestride embedet, har alvorlige karakterbrister, er mentalt ustabil og burde fjernes fra præsidentposten omgående. De vil kunne føle sig bekræftet i disse overbevisninger, når de læser passager i bogen som denne her, hvor en unavngiven ansat i en lækket e-mail fra Det Hvide Hus i barske vendinger beskriver arbejdet for USA's 45. præsident:

- Det er værre, end du kan forestille dig. En idiot omgivet af klovne. Trump vil ikke læse noget - ikke en side notater, ikke de korte politiske positionspapirer; ikke noget. Han rejser sig halvvejs gennem møder med verdens ledere, fordi han keder sig… Trump er mindre en person end en samling af frygtelige karaktertræk... Jeg hader arbejdet, men føler, at jeg bliver nødt til at blive hængende, fordi jeg er den eneste person her, der faktisk ved, hvad jeg laver.

Trumps støtter – i det omfang de overhovedet interesserer sig for bogen og har hørt om den – vil kunne affeje bogens troværdighed ved at henvise til forfatterens tendens til at smøre for tykt på i sine tidligere værker og glædeligt konstatere, at Trump netop ikke er endnu en levebrødspolitiker, de ønsker langt væk.

Wolff opsummerer selv de to opfattelser af Trump ganske glimrende med denne observation:

- I den ene virkelighed, som omfatter de fleste af Trumps tilhængere, bliver hans natur forstået og værdsat. Han er anti-nørden. Han er ikke-eksperten. Han handler ud fra mavefornemmelsen. Han er en af os. Han er jazz, hvor alle andre er folkemusik. I den anden virkelighed, hvor de fleste af hans kritikere bor, er hans dyder alvorlige, hvis ikke mentale og kriminelle skavanker".