23 personer blev ofre for to brødres handlinger i Paris - søndag blev de mindet

Søndag er det tre år siden, at det franske satiremagasin Charlie Hebdo blev angrebet, hvor 12 personer blev dræbt.

Der var helt stille, mens den franske præsident Emmanuel Macron sirligt lagde en stor, rød blomsterkrans på asfalten foran den grå mur i Paris søndag.

Kransen var ikke den første.

Foran bygningen, der plejede at huse det satiriske magasin Charlie Hebdo, lå allerede flere blomster. Røde, hvide og blå.

Sammen med borgmesteren i Paris, Anne Hidalgo, uniformeret politi og journalister fra Charlie Hebdo, deltog præsidenten i en mindehøjtid i forbindelse med, at det søndag er tre år siden, et islamistisk angreb fandt sted på det satiriske magasin.

Har vi det stadig sjovt?

12 personer blev dræbt, mens 11 blev såret. Heriblandt journalister, bladtegnere og en politimand.

Angrebet var den første i en række af hidtil usete og drabelige islamistiske angreb i Frankrig, som siden da har kostet 241 menneskeliv ifølge det franske medie Le Monde.

- Den 7. januar 2015 drev os ind i en ny verden af bevæbnet politi, bevogtede indgange og sikrede døre, af frygt og død, skriver journalisten Fabrice Nicolino ifølge AFP i den seneste udgave af Charlie Hebdo.

Han tilføjer:

- Og dette er i hjertet af Paris og under vilkår, der ikke gør den franske republik ære. Men har vi det stadig sjovt? Ja.

Tre år efter angrebet på Charlie Hebdo mindedes den franske præsident og kollegaer til de dræbte journalister og bladtegnere dagen.
Tre år efter angrebet på Charlie Hebdo mindedes den franske præsident og kollegaer til de dræbte journalister og bladtegnere dagen. Foto: CHRISTOPHE ARCHAMBAULT / Scanpix Denmark

Hævn for Muhammed

Angrebet skete, da de to maskerede brødre Said og Cherif Kouachi, der havde svoret troskab til al-Qaeda, den 7. januar 2015 om formiddagen gik direkte ind i den grå bygning.

Bevæbnet med flere geværer begyndte de at skyde omkring sig, mens de råbte ’Allahu Akbar’ - Allah er størst.

Det skulle angiveligt være hævn for, at magasinet havde portrætteret profeten Muhammed.

Brødrene nåede at flygte fra gerningsstedet. Men to dage efter blev de dræbt i et opgør i Dammartin-en-Goële nordøst for Paris.

Dagen efter angrebet på Charlie Hebdo blev en kvindelig betjent dræbt af en tredje gerningsmand, Amedy Coulibaly.

Den 9. januar trængte han ind i et jødisk supermarked. Her tog han gidsler og endte med at dræbe fire personer, inden han selv blev dræbt af politiet.

Emmanuel Macron deltog søndag ved en mindehøjtidelighed foran supermarkedet Hyper Casher, hvor Amedy Coulibaly dræbte flere personer to dage efter angrebet på Charlie Hebdo.
Emmanuel Macron deltog søndag ved en mindehøjtidelighed foran supermarkedet Hyper Casher, hvor Amedy Coulibaly dræbte flere personer to dage efter angrebet på Charlie Hebdo. Foto: CHRISTIAN HARTMANN / Scanpix Denmark

Francoise Hollande, der var præsident i Frankrig under angrebene, mindes søndag ofrene.

- Vi må aldrig glemme de frygtelige dage. Jeg vil altid huske ofrenes ansigter og deres familiers smerter, skriver han på Facebook.

Hemmelige kontorer

Charlie Hebdo udgiver fortsat deres opsigtsvækkende magasin som før. Dog ligger deres kontorer i dag på et hemmeligholdt sted.

Charlie Hebdo gør grin med og laver satire over politik, religion og alt mulig andet - blandt andet med islam og profeten Muhammed. Siden angrebet i 2015 magasinets dog ophørt med at lave karrikaturer af profeten.

Magasinet bruger mellem 7,5 og 11 millioner kroner om året på sikkerhedsforanstaltninger, har redaktøren Riss oplyst ifølge AFP.