Ny mission i rummet vil få direkte konsekvenser for vores hverdag

16x9
Arkivfoto fra Den Internationale Rumstation (ISS). Foto: NASA NASA / Scanpix Denmark

En bedre forståelse af vejrfænomener i atmosfæren vil sikre vores satellitter, siger astrofysiker.

Den amerikanske rumorganisation NASA vil udforske den zone, hvor jordens ydre atmosfære og den nederste del af rummet mødes.

Det skriver organisationen i en pressemeddelelse.

Missionen skal blandt andet besvare, hvordan vejret i verdensrummet fungerer, og hvorledes satelliter bliver påvirket heraf, lyder det fra NASA.

Vigtig for menneskelig kommunikation

NASA vil den 25. januar i år fra Fransk Guyana indlede den såkaldte GOLD-mission, der skal udforske det nære verdensrum.

Missionens observationer vil rent praktisk blive udført ved hjælp af et instrument, der bliver kontrolleret på en kommunikationssatellit. Det vil ifølge NASA være den første videnskabelige mission af sin slags.

Ifølge rumorganisationen vil GOLD-missionen potentielt kunne bidrage til at forbedre modeller for vejrudsigter i rummet.

GOLD-missionen vil have direkte og praktiske konsekvenser for vores hverdag

Tina Ibsen, astrofysiker Tycho Brahe Planetariet

Netop denne zone i rummet er vigtig, fordi den er hjemsted for teknologi, der er nøglen til menneskelig kommunikation. Eksempelvis satelliter, som giver information til GPS-systemer, og radiosignaler, der hjælper med at styre skibe og fly. Det er også i dette område af rummet, at astronauter er placeret på Den Internationale Rumstation (ISS).

Det skriver CNN.

Har konsekvenser for hverdagen

Tina Ibsen er astrofysiker ved Tycho Brahe Planetariet, og hun ser store muligheder i NASA's kommende rumprojekt, der primært skal undersøge ionosfæren.

Ionosfæren er det lag af atmosfæren, der ligger i cirka 100 til 300 kilometers højde fra Jorden, og hvor flere forsknings- og vejrsatellitter er placeret.

- Alle rummissioner er som udgangspunkt vigtige og bidrager til en større viden. Men netop GOLD-missionen vil have direkte og praktiske konsekvenser for vores hverdag. Når vi bliver klogere på ionosfæren, vil det betyde mere sikre kommunikations- og navigationsnetværk, siger Tina Ibsen til TV 2.

Vejrfænomen påvirker os

Hun påpeger, at vi i dag er dybt afhængige af vores smartphones og den GPS-navigation, der ligger indbygget heri.

Ligeledes er en stor del af vores transport i form af fly, skibe og på sigt selvkørende biler lagt an på kommunikationen via satellitter, der derfor skal beskyttes bedst muligt.

- Vi ved endnu ikke, hvor meget ionosfæren påvirker Jordens atmosfære og dermed klimaet. Men vi ved, at de såkaldte soludbrud, der er store mængder af brandvarmt plasma af gas, påvirker atmosfæren i form af blandt andet nordlys og samtidig kan forårsage forstyrrelser i Jordens magnetfelt, siger hun og fortsætter:

- Derfor er det vigtigt at forstå netop dette vejrfænomen i rummet endnu bedre for at sikre vores kommunikationsudstyr.