Yderligere ni meldes dræbt under uro i Iran

16x9
Et medlem af Irans halvmilitære Revolutionsgarde er for første gang nogensinde blevet meldt dræbt i Najafabad. Foto: HANDOUT / Scanpix Denmark

I alt er mindst 20 blevet dræbt under sammenstød mellem demonstranter og sikkerhedsstyrker i iranske byer.

Yderligere ni er dræbt under demonstrationer i Iran natten til tirsdag, oplyser det statslige tv i Teheran.

Nogle af de dræbte demonstranter forsøgte ifølge myndighederne at storme en politistation for at stjæle våben.

Demonstrationerne er de største i Iran siden det omstridte præsidentvalg i 2009. I alt er mindst 20 blevet dræbt.

Protesterne begyndte torsdag i Mashhad og var rettet mod Irans svage økonomi og bratte stigninger i priserne på fødevarer.

Urolighederne spredte sig derefter til flere andre byer, hvor demonstranter råbte slagord vendt mod både regeringen og landets øverste leder, ayatollah Ali Khamenei.

Hundredvis af mennesker er blevet anholdt.

Tre dræbt med jagtgevær

Det statslige tv meldte seks demonstranter dræbt under et angreb natten til tirsdag mod en politistation i byen Qahdarijan. Sammenstødene begyndte, fordi demonstranterne forsøgte at stjæle skydevåben fra politistationen.

Det statslige tv har også meldt en 11-årig dreng og en 20-årig mand dræbt i byen Khomeinishahr, mens et medlem af Irans halvmilitære Revolutionsgarde er blevet meldt dræbt i Najafabad.

De blev angiveligt alle tre dræbt af jagtgeværer, som er almindeligt udbredt i Irans provinser.

Det er første gang, at en revolutionsgardist meldes dræbt.

Byerne ligger alle i den centrale Isfahan provins, omkring 350 kilometer syd for Teheran.

EU: Værn om retten til at demonstrere

Præsident Hassan Rouhani har erkendt, at der er problemer med økonomien, men han siger, at regeringen vil slå hårdt ned på alle, der bryder loven.

- Regeringen vil ikke vise nogen tolerance over for dem, der ødelægger offentlig ejendom, forbryder sig mod offentlig orden og skaber uro i samfundet, sagde han søndag.

Tv-stationer har også vist billeder af private banker, der angiveligt skal være ransaget, af biler, der er væltet, ligesom en brandbil skal være stukket i brand.

EU opfordrer indtrængende Iran til at værne om alle borgeres ret til at demonstrere. 

- Vi har været i kontakt med de iranske myndigheder, og vi forventer, at retten til fredelige demonstrationer og til ytringsfrihed beskyttes, siger EU's udenrigspolitiske chef, Federica Mogherini, i en erklæring.