Var udpeget som et nyt feriehit, men nu er 21 personer dræbt i demonstrationer

Mindst 21 er dræbt i Iran i protester og sammenstød med politiet de seneste dage. Men flere danske rejsearrangører tror stadig på Iran som turistmål.

Igennem fem døgn har der været demonstrationer og sammenstød i flere iranske byer. Mindst 21 er dræbt og 450 anholdt de seneste dage, og protesterne betegnes som den største folkelige opstand i Iran siden 2009. 

Den reformvenlige præsident Hassan Rouhani har udtrykt en vis forståelse for protesterne, mens præstestyrets øverste leder, Ayatollah Khamenei, tirsdag beskylder "udenlandske fjender" for at stå bag – ved at støtte demonstranterne med ”penge, våben og efterretningsagenter”.

Iran kan blive det nye hit for turister

Overskrift i Jylllands-Posten 30. maj 2016

Ali Alfoneh, seniorforsker ved tænketanken Atlantic Council, ser en klar og tydelige forskel på signalerne fra Præsident Rouhani og så de mere konservative kræfter i præstestyret.  

- Rouhani anerkender, at iranerne er blevet fattigere igennem de seneste årtier. Fejlslagen økonomisk politik og internationale sanktioner har gjort iranerne fattigere, og han forsøger at imødekomme dem. Han forstår demonstranterne, siger Ali Alfoneh. 

- Revolutionsgarden og andre sikkerhedsstyrker derimod - de vil gerne fastholde en anden dagorden: At det er amerikanerne og israelerne, der står bag. De anerkender ikke rigtigt, at iranerne har en grund til at gå ud og demonstrere, siger Alfoneh. 

Den iranske præsident har udtrykt en vis forståelse for demonstranternes krav. Video: Louise With
Ali Alfoneh fra tænketanken Atlantic Council siger, at Irans præsident forsøger at imødekomme demonstranterne. Video: Louise With

Faktum er, at det igen er protester og vold, der præger nyhedsdækningen af Iran. Men faktisk kommer protesterne efter en periode med flere positive overskrifter i vestlige medier, siden Iran i 2015 indgik en aftale om landets atomprogram med FN og en række globale stormagter - som til gengæld gik med til at løfte en del af de økonomiske sanktioner mod landet. 

- Iran kan blive det nye hit for turister, lød det for eksempel i Jyllands-Posten i foråret 2016.

Iran var også med på denne liste fra Bloomberg News over hotte rejsedestinationer i 2017. 

I rejsebranchen tror flere af de danske arrangører stadig på Iran som feriemål. De følger udviklingen i Iran nøje, men ændrer indtil videre ikke på deres planer og ambitioner for den kommende sæson.

Iranerne er veluddannede, og de ved godt, hvad der foregår i verden omkring dem. De ved, at Syrien og Yemen er i opløsning, og de går ekstremt meget op i tryghed – også mere end i demokrati

Esben Gynther, partner og marketingchef i rejsebureauet Viktors Farmor

Bureauet Viktors Farmor har arrangeret rejser til Iran siden 1996 – også under de seneste store folkelige protester, som fandt sted tilbage i 2009 efter valget af den konservative Mahmoud Ahmadinejad som præsident.

- Dengang var det primært politiske protester, blandt andet mod valgsvindel. Denne gang handler det mest om økonomien, fordi folk simpelthen ikke kan få deres hverdag til at hænge sammen, siger Esben Gynther, partner og marketingchef i Viktors Farmor.

Han tror dog ikke på, at der er en større længerevarende konflikt eller et decideret oprør på vej.

- Jeg har selv været i Iran for nylig og har talt med mange mennesker. Desuden er vi hele tiden i dialog med Udenrigsministeriet og med vores kontakter i landet. Iranerne er veluddannede, og de ved godt, hvad der foregår i verden omkring dem. De ved, at Syrien og Yemen er i opløsning, og de går ekstremt meget op i tryghed – også mere end i demokrati, siger Esben Gynther.

Danmarks ambassadør i Iran, Danny Annan, siger til TV 2 Nyhederne, at det er et bredt udsnit af iranerne, der protesterer. 

- Det er svært at sætte dem i bås - om det er konservative eller reform-tilhængere. Det er simpelthen en folkelig protest, siger ambassadøren. 

Demonstranterne har forskellige politiske udgangspunkter for deres protester. Det fortæller den danske ambassadør i Iran, Danny Annan. Video: Louise With

- Jeg tror og håber, at der bliver fundet en løsning, så styret kommer folket lidt i møde og laver nogle reformer. Selv præstestyret må jo kunne se, at det ikke går at drive landet på en måde, hvor befolkningen slet ikke kan få enderne til at mødes, siger Esben Gynther.

Ingen af de danske rejsebureauer har danske gæster i Iran i øjeblikket. Lige nu er det lavsæson, og de første danske turistgrupper skal først afsted i slutningen marts, fortæller direktør Peter Frederiksen fra Horisont Rejser.

Vi kan naturligvis ikke udelukke, at det ender med, at landet står i brand. Men hvis det går den anden vej, og det er det, jeg tror og håber, så kunne det måske ende med, at de åbnede lidt mere op

Peter Frederiksen, direktør i Horisont Rejser

- Vi holder nøje øje med, hvad der foregår, og det gør vi af flere årsager: Dels er der jo de grupper, vi skal have afsted i løbet af de næste måneder. Og dels er der efterspørgslen længere frem, fortæller han.

- Vi kan naturligvis ikke udelukke, at det ender med, at landet står i brand. Hvis det går den vej, og det bliver et nyt arabisk forår - eller noget, der ligner, så bliver det ingen stor turistdestination de næste mange år, siger Peter Frederiksen.

- Men hvis det går den anden vej, og det er det, jeg tror og håber, så kunne det måske ende med, at de åbnede lidt mere op, siger Peter Frederiksen.

Horisont-chefen håber på, at protesterne på lidt længere sigt kan give et løft til Præsident Rouhani og reformfløjen.

- Det ville være godt for iranerne og godt for deres turistindustri. Det ville også betyde, at nogle af de danskere, der siger: Vi rejser ikke til et land, som undertrykker folk – de ville måske fatte ny interesse for Iran, siger Peter Frederiksen.

Der er kommet flere positive historier om Iran i medierne, ikke kun de negative om det strenge præstestyre eller om Irans militære indblanding i andre lande i Mellemøsten: Syrien, Yemen

Esben Gynther, partner og marketingchef i rejsebureauet Viktors Farmor

Hos bureauet Viktors Farmor oplevede man den største stigning i Iran-bestillinger tilbage i 2016, da den seneste aftale om Irans atomprogram var i hus, og en række af de vestlige sanktioner blev løftet.

I 2016 steg antallet af danske Iran-rejser gennem Viktors Farmor med cirka 33 procent fra cirka 750 til 1000. Året efter var tallet cirka 1100, og i år regner Esben Gynther og hans kolleger igen med en lille stigning til cirka 1200 danske Iran-gæster.

- Der er kommet flere positive historier om Iran i medierne, ikke kun de negative om det strenge præstestyre eller om Irans militære indblanding i andre lande i Mellemøsten: Syrien, Yemen og så videre, siger Esben Gynther.  

- Hver gang der kommer en negativ bølge af mediehistorier, så ser vi, at folk lige venter og tøver lidt. Men hvis det går, som det plejer, så kommer der ro på igen, og så vender bestillingerne også tilbage, forklarer Esben Gynther. 

- Jeg vil gætte på, at det er det mest sandsynlige scenario også denne gang: Der kommer nogle reformer. Så kommer der ro i landet igen, og så vender turisternes interesse tilbage.