Nu er det muligt at flyve uden pas og boardingkort

Ny teknologi får passagerer hurtigere i flyet, men bliver også mødt af kritik.

- Har jeg husket mit pas?

- Og hvor lagde jeg nu boardingkortet?

Det er spørgsmål, som mange danskere med sved på panden har stillet sig selv i lufthavnen, lige inden turen går til udlandet, og ferien kan begynde.

Men det slipper rejsende for i visse amerikanske lufthavne. For her kan man nu rejse med fly blot på sit glatte ansigt. Bogstaveligt talt.

Teknologien hedder ansigtsgenkendelse, og den bliver testet i flere lufthavne, hvor rejsende til udlandet blot skal scanne deres ansigt for at komme med flyet.

- Man går bare derhen, så tager den et billede, og det er det. Wow. Hvert år bliver jeg forbløffet over teknologiens udvikling, siger flypassageren Francis Sadowski.

Kritik af teknologien

Den nye teknologi gør det muligt at stige på fly helt uden at møde menneskelig kontakt i lufthavnen og gør både boardingkort og pas overflødigt.

Det handler om sikkerhed, men det handler også om at speede processen op og få passagererne hurtigere ud i flyet.

- Inkorporeringen af alle teknologierne på alle trin revolutionerer oplevelsen. Man kan gå direkte ind fra gaden og ombord på flyet uden menneskelig kontakt, hvis man skulle ønske det, siger Gareth Joyce fra det amerikanske flyselskab Delta Airlines.

Ansigtsgenkendelse i lufthavnen.
Ansigtsgenkendelse i lufthavnen. Foto: TV 2

Men den nye teknologi møder også kritik. Videnscentret Electronic Privacy, der hører til i Washington D.C. og arbejder for at beskytte privatliv og ytringsfrihed, mener, at ansigtsgenkendelse i lufthavnen invaderer passagernes privatliv.

- I takt med at vi samler biometrisk data i store databaser og bruger dem mere og mere, bliver databaserne et mål, og risikoen for datatyveri stiger kraftigt, siger Jeramie Scott, direktør i Electronic Privacy.

Teknologien er endnu på prøvestadiet i USA, hvor det testes på visse afgange i Boston, Atlanta, Chicago, Las Vegas, Miami, New York, Houston og Washington.

Akvarietunnel i Dubai

I Dubai er man også langt med ansigtsgenkendelse i lufthavnen. Ifølge The National indfører den internationale lufthavn i 2018 den første "akvarietunnel", som scanner passagerernes ansigter og samtidig viser billeder på væggene, så det føles som at gå i et akvarium.

Herhjemme er vi endnu ikke kommet til ansigtsgenkendelse i lufthavnen, men vi kan selv tjekke vores kuffert ind ved at scanne den uden at møde et eneste menneske.

I Sverige er det togpassagererne, der kan skifte billetten ud med ny teknologi. Her er det muligt at betale togturen med en chip, der er skudt ind i hånden, som TV 2 skrev torsdag.

Den teknologi får dog ikke ros fra Claus Kjeldsen, der er direktør ved Instituttet for Fremtidsforskning. Han er mere positiv stillet over for ansigtsgenkendelse.

- Umiddelbart kan det godt ligne en smart løsning, men der er allerede løsninger på vej, der er mindre indgribende og langt smartere. Tag for eksempel ansigtsgenkendelse, som vi allerede kender fra vores telefoner. I eksemplet med offentlig transport fra Sverige vil det være langt smartere og nemmere, hvis nu dit ansigt var din helt egen personlige identifikationskode, siger Claus Kjeldsen til TV 2.