Apple sagsøges for at gøre iPhone langsommere med vilje

16x9
Arkivfoto. Foto: ADNAN ABIDI / Scanpix Denmark

En gruppe kunder er rasende over, at Apple i al hemmelighed sløver deres telefoner - uden at spørge om lov.

Apple er havnet i et sandt stormvejr, efter firmaet erkendte, at de med vilje gør iPhones langsommere, hver gang softwaren skal opdateres.

Og stormen ender nu i en retssag, for en gruppe rasende kunder med Stefan Bogdanovich fra Californien i spidsen har lagt sag an mod den amerikanske IT-virksomhed. Det skriver det amerikanske medie TMZ.

Kunder sagde aldrig 'ja'

Apple forklarer sig med, at det sker for at spare på batteriet.

Det bliver nemlig med tiden dårligere og dårligere til at holde på strømmen, og derfor har Apple set sig nødsaget til at sætte hastigheden ned på telefonen gennem diverse iOS-opdateringer.

Men Stefan Bogdanovich mener, at netop den afvejning aldrig er blevet clearet med kunderne i form af en anmodning, som man kan godkende eller afvise.

Og netop det argument er afgørende for hans krav om, at Apple straks skal standse den praksis og udbetale kompensation til kunder med ældre telefoner, da Apple ved at sænke hastigheden samtidig har sænket telefonernes værdi.

Sådan skruer du op for hastigheden

Men er du en af dem, der står med en langsommere iPhone i hånden og ikke ønsker at kaste penge efter en ny, er der gode råd at hente.

Alene det at skifte batteri kan give telefonen et boost.

- Sidder du med en ældre iPhone, der kan føles langsom og træg, kan du med fordel udskifte batteriet og derved opleve underværker, anbefaler TV 2s gadgeteksperter David Guldager.