Sexanklage mod Michael Jackson afvises otte år efter hans død

16x9
Michael Jackson. Foto: Carl de Souza / Scanpix Denmark / AFP Photo

Mere end otte år efter popsangerens død er der stadig liv i rygterne om hans forhold til mindreårige.

I 2009 døde popikonet Michael Jackson af en overdosis sovemedicin, og hans livlæge blev kendt skyldig i uagtsomt manddrab.

Allerede inden skandalen havde det ellers ikke skortet på kontroverser omkring sangeren, som trods sin musikalske popularitet var omgivet af anklager om seksuelt misbrug af børn på sin residens, Neverland Ranch.

Et af de børn, som havde tilbragt sine nætter på sangerens bopæl, var den dengang 5-årige australier Wade Robson, skriver nyhedsbureauet AP.

Senere, som 23-årig i 2005, var han med sine vidneudsagn med til at frifinde Michael Jackson for anklagerne om pædofili.

På trods af 20 ophold på Neverland Ranch og overnatninger i popsangerens værelse var Wade Robson nemlig efter eget udsagn aldrig blevet forulempet.

Men i 2013, fire år efter Michael Jacksons død, ændrede Wade Robson forklaring.

Samme år sagsøgte han nemlig popsangerens bo for det, han igennem sine advokater beskrev som syv års seksuelt misbrug.

Efter flere års rettergang har den i dag 35-årige Wade Robson imidlertid tabt sagen.

Dommernes rationale er, at Michael Jacksons efterladte virksomhed ikke kan holdes ansvarlig for en eventuel krænkelse, på samme måde som en skole eller et spejderkorps ikke vil kunne holdes ansvarlig for, hvis en voksen benytter en sådan institution som afsæt for seksuelt misbrug.

Dommerne har i sagen udelukkende taget stilling til spørgsmålet om erstatning og ikke troværdigheden omkring Wade Robsons anklager.

Her påpeger forsvarerne for Michael Jacksons bo, at Wade Robson hele to gange har støttet popsangeren i tidligere vidneudsagn. Af samme grund beskylder de Robson for at være på jagt efter popstjernens efterladte penge snarere end retfærdighed.

Omvendt mener Robsons advokat, at sagen skaber et farligt fortilfælde, der tillader pædofile at gemme sig bag virksomheder og institutioner. Samtidig oplyser han, at Robson agter at anke afgørelsen.