To danskere såret ved knivoverfald i Gabon

Angrebet 'fylder mig med vrede', skriver Lars Løkke Rasmussen i en kommentar på Twitter.

To danskere er blevet såret i et knivangreb i Gabons hovedstad, Libreville. Ifølge TV 2s kilder er de to danskere i 50'erne.

Den ene er af de to danskere er så alvorligt såret, at han er indlagt på intensiv-afdelingen.

Det oplyser landets forsvarsminister, Etienne Massard, ifølge det franske nyhedsbureau AFP.

- Ifølge de første vidneberetninger fra stedet råbte angrebsmanden, en 53-årig nigeriansk mand, Allahu Akbar (Gud er størst, red.) under angrebet. Han blev anholdt på stedet, siger Etienne Massard i en tale på nationalt tv og tilføjer, at den anholdte mand har boet i Gabon i 19 år. 

Under forhøret af den formodede gerningsmand kom det frem, at angrebet var gengældelse for "amerikanske angreb mod muslimer og USA's anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad", oplyser forsvarsministeren.

Det lokale medie L'Orient Le Jour beretter også om angrebet. Her står der, at de to danske mænd menes at have været på opgave for National Geographic.

Ifølge Etienne Massard skete angrebet, mens de to danskere var ude at shoppe i et populært turistområde i Libreville.

Gabon er et olierigt land, der ligger på vestkysten af det centrale Afrika.
Gabon er et olierigt land, der ligger på vestkysten af det centrale Afrika. Foto: TV 2

Borgerservice bekræfter overfald

TV 2 har været i kontakt med Udenrigsministeriets Borgerservice, som bekræfter, at to danskere er kommet til skade i Gabon.

Udenrigsministeriets Borgerservice oplyser desuden, at de yder "den sædvanlige konsulære bistand", og at det ikke er muligt at fortælle danskernes tilstand, alder, og hvorfor de er i landet, da Udenrigsministeriets Borgerservice har tavshedspligt i personsager.

Danskerne er indlagt på et hospital i hovedstaden, oplyser regeringstalsmand Alain-Claude Bilie By Nze.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har på Twitter kommenteret overfaldet.

TV 2 har sent lørdag aften forgæves forsøgt at få en kommentar fra National Geographics hovedkvarter i Washington i USA.

Ressourcerigt land styret af familien Bongo

Gabon er et olierigt land, der ligger på vestkysten af det centrale Afrika.

Ali Bongo Ondimba leder i dag landet, der er en tidligere fransk koloni. Han er søn af den tidligere leder Omar Bongo, og de to har til sammen ledet landet i cirka 50 år.

Dermed er Gabon det næstældste politiske dynasti på det afrikanske kontinent, skriver BBC.

Rettighedsgrupper hævder, at Bongo-familien har gjort landet til et "kleptokratisk regime", som har stjålet dets naturressourcer, skriver den britiske tv-station.