Nordkorea er landet, som alle frygter - men hvad ved vi egentlig om det lukkede land?

Bag propaganda og parader er verdens mest lukkede land mere rationelt end som så. Hvad er det, Nordkoreas diktator i virkeligheden vil?

Først blev de to mænd gennemhullet af maskinpistoler. Derefter spyede flammekastere ild ud over ligene.

Den 67-årige general så det hele ske. Så sank han sammen og besvimede.

Den dag i december 2013 var Jang Song-thaek, Nordkoreas næstmest magtfulde mand, blevet ført til Gang Gun-militærakademiet i en forstad til hovedstaden Pyongyang.

Her var han sammen med hundredvis af tilskuere fra den nordkoreanske elite vidne til henrettelsen af to af sine næstkommanderende.

Det sidste billede af Jang Song-thaek, inden han blev henrettet på ordre fra sin egen nevø.

Det sidste billede af Jang Song-thaek, inden han blev henrettet på ordre fra sin egen nevø.
Det sidste billede af Jang Song-thaek, inden han blev henrettet på ordre fra sin egen nevø. Foto: YONHAP / Scanpix Denmark

Hans egen nevø havde givet ordren.

Kort efter var det Jang Song-thaeks tur. Det sidste billede af ham viser en alvorsfuld og nedbøjet ældre mand med sammenbundne hænder, der bliver ført frem af to soldater.

Også han blev dræbt af maskinpistoler og brændt med flammekastere.

Den mand, der i fire årtier havde tjent sit land, og som af mange blev anset som Nordkoreas reformhåb, var død.

Onkel Jang Song-thaek bag Kim Jong-un, efter nevøen kom til magten i 2012.
Onkel Jang Song-thaek bag Kim Jong-un, efter nevøen kom til magten i 2012. Foto: Scanpix Denmark

Tilbage stod en rund og mut ung mand, som sandsynligvis endnu ikke var fyldt 30 år, men som nu havde den ubestridte magt i Nordkorea.

Så stor usikkerhed er der omkring Kim Jong-un, at omverdenen ikke engang kender hans korrekte fødselsdato.

To år tidligere vurderede omverdenen ellers, at det så lovende ud, da Nordkoreas diktator, Kim Jong-il, døde af et hjerteanfald den 11. december 2011 og efterlod verdens mest lukkede land i hænderne på sin yngste søn. Men siden er situationen kun blevet værre.

Ganske normal og helt usædvanlig

square to 16x9
Dette billede menes at være Kim Jong-un som barn. Foto: Scanpix

Alene den tredje Kims cv gav håb om et større udsyn til en verden, der i den grad havde forandret sig, siden hans farfar skabte det nordkoreanske diktatur i skyggen af Sovjetunionens udbredelse i årene efter 2. Verdenskrig.

Den unge arving var blandt andet formet af studieårene på en international kostskole i Schweiz.

Da han var omkring 12 år, ankom han til Bern, hvor hans mors søster tog sig af ham.

Klassekammerater fra tiden i Schweiz har siden beskrevet en ganske normal dreng, som ikke vakte særlig opsigt, men lærte engelsk, fransk og tysk, elskede basketball og havde plakater med idolet Michael Jordan.

Han opførte sig så arrogant og uforskammet, at han kun rejste sig modvilligt fra sin stol og kun klappede halvhjertet

Det nordkoreanske militærtribunals begrundelse for at dømme Jang Song-thaek til døden

Det stemmer overens med mosterens minder om tiden med nevøen, inden hun i 1998 flygtede til USA.

Det samme gjaldt hans musiksmag, og under det europæiske ophold havde diktatorens søn Michael Jackson og Whitney Houston i ørene.

På andre punkter er Kim Jong-uns barndom et mysterium.

Få informationer om yngstesønnens tidlige opvækst er sluppet ud, og de primære detaljer stammer fra faderens japanske sushi-kok, som også husker, at den yngste Kim legede på strande, gik i amerikanske kondisko og spiste importeret mad. Ligesom så mange andre børn af firserne.

Blot ikke de nordkoreanske børn.

- Han var en normal fyr ligesom mig. Han var et konkurrencemenneske, når det gjaldt sport. Han kunne ikke lide at tabe, nøjagtig som alle os andre. For ham var basketball alt, har klassekammeraten Joao Micaelo tidligere fortalt til CNN.

Kim-familiens tidligere sushi kok, Kenji Fujimoto.
Kim-familiens tidligere sushi kok, Kenji Fujimoto. Foto: Jo Yong hak / Scanpix Denmark

Henrettet for at klappe halvhjertet

Onklen Jang Song-thaek, som var gift med Kim Jong-ils eneste søster, hjalp den tredjefødte søn med at etablere sig som efterfølger i årene op til faderens død.

Måske så han i lighed med omverdenen også et håb i den unge mand.

Ved faderens død var Kim Jong-un sandsynligvis blot 27 år, og den manglende erfaring fik mange til at antage, at sønnen ville blive en slags kransekagefigur, styret af den magtfulde onkel.

Men noget gik galt.

Skal man tro på det nordkoreanske propagandaapparats officielle motivation for henrettelsen, så blev Jang Song-thaek dømt til døden for blandt andet at have ”begået en hæslig forbrydelse ved at forsøge at vælte staten med alle slags intriger og afskyelige metoder og en vild ambition om at gribe den øverste magt over vores parti og stat”.

Jang Song-thaek sammen med Kim Jong-un - otte måneder før nevøen fik sin onkel henrettet. Blandt andet for at
Jang Song-thaek sammen med Kim Jong-un - otte måneder før nevøen fik sin onkel henrettet. Blandt andet for at "klappe halvhjertet". Foto: KNS / Scanpix Denmark

Og da Kim Jong-un blev valgt til viceformand for Det Koreanske Arbejderpartis Centrale Militærkommission, opførte onklen sig angiveligt ”så arrogant og uforskammet, at han kun rejste sig modvilligt fra sin stol og kun klappede halvhjertet, hvorved han pådrog sig en tårnhøj harme fra vores soldater og folk”.

Sandheden findes formentlig et andet sted.

For selvom henrettelsen af Jang Song-thaek skabte rædsel og fordømmelse i den vestlige verden, cementerede den unge arving med ét sin magtovertagelse i verdens mest lukkede land.

Med mordet på sin onkel havde Kim Jong-un vist, at han var alt andet end en marionetdukke.

- Alt tyder på, at henrettelsen handlede om, at onklen havde en stærk magtbase og kunne blive et alternativt epicenter, hvis højtstående personer satte spørgsmålstegn ved den unge Kims lederevner, forklarer forsker i international sikkerhed ved Dansk Institut for Internationale Studier Andreas Bøje Forsby.

square to 16x9
Et billede fra den statskontrollerede nordkoreanske tv-station KRT viser, hvordan Jang Song-thaek bliver ført væk under et politisk møde i Pyongyang. Foto: YONHAP / Scanpix Denmark

For onklen var Kinas mand i styret, og dermed blev det også klart, at Kina ikke fremover ville kunne svinge taktstokken i forhold til Nordkorea, som landet ellers historisk set havde gjort, som nabo, beskytter og handelspartner.

Ifølge den sydkoreanske efterretningstjeneste udstedte den unge diktator yderligere en ordre i denne periode. En ordre om endnu et mord.

Denne gang på en person, han end aldrig havde mødt. Først flere år senere bød chancen sig.

Messias fra masserne

Kvinderne kastede sig ned i krampegråd. De skrigende børn blev opildnet til at følge trop, men kunne knap nok skimte kvinderne for tårerne i deres egne forvredne ansigter.

Den gamle mand var iført et vestligt jakkesæt og lå svøbt i et rødt tæppe. Var det ikke for glaskisten og blomsterhavet, kunne man tro, at han sov.

Men Kim Il-sung var borte. I en alder af 82 år fik Nordkoreas landsfader et hjerteanfald og døde en julidag i 1994.

Nordkorea blev kastet ud i landesorg.

I modsætning til så mange andre detaljer om, hvad der i årenes løb foregik bag det lukkede lands grænser, var styret denne gang ikke bleg for at løfte sløret for billeder af jamrende og fortvivlede borgere, da nyheden tre dage senere nåede ud til omverdenen.

Og den store leders død markerede et skifte i mere end én forstand.

For i forbindelse med landsfaderens død blev hans fødselsår erklæret udgangspunkt for Nordkoreas tidsregning.

Landsfaderen Kim Il-sung bliver vist frem på et blomsterhav efter sin død i 1994.
Landsfaderen Kim Il-sung bliver vist frem på et blomsterhav efter sin død i 1994. Foto: Scanpix Denmark

Kim Il-sungs Nordkorea blev skabt i kølvandet på 2. Verdenskrig.

Det samlede Korea var under krigen besat af Japan, men ved slutningen af krigen havde Sovjetunionen invaderet landet fra nord, mens USA var nået frem fra syd.

De første opdagelsesrejsende fik det at føle, da de forsøgte at handle og missionere i landet. De blev mødt med bål og brand. Isolation er en del af Koreas kulturtradition

Geir Helgesen, direktør ved Nordisk Institut for Asienstudier

Siden delte de to stormagter Korea på den 38. breddegrad.

Midlertidigt, lød det.

Men da de to delte områder med tre måneders mellemrum afholdt valg, var splittelsen af den koreanske halvø en realitet.

I august 1948 proklamerede Kim Il-sung oprettelsen af Den Demokratiske Folkerepublik Korea.

Her skabte han en ideologi og vision, der førte landet ud i en dobbelt isolation, da omverdenen svarede igen med embargoer og sanktioner, og som den dag i dag er nerven i nordkoreanernes identitet.

Manden bliver til myten

I nordkoreansk historieskrivning blev Kim Il-sung født på et helligt bjerg i Nordkorea i 1912. Men kun årstallet stemmer overens med omverdenens viden om manden.

Derimod tyder alt på, at Kim Il-sung blev født den 15. april 1912 i et hus ikke langt fra Nordkoreas hovedstad, Pyongyang.

Han var den ældste søn i en kristen familie, og som så mange andre koreanske familier flygtede Kim-familien fra japanernes besættelse. De slog sig i stedet ned i Manchuriet i det nordøstlige Kina, hvor Kim Il-sung som ung blev medlem af kommunistpartiet.

square to 16x9
Nordkoreas landsfader Kim Il-sung med sin første kone Kim Jong-suk og sønnen, som overtog landet efter hans død, Kim Jong-il. Foto: HANDOUT / Scanpix Denmark

Myten omkring Kim Il-sungs person skulle siden gå i arv til sønnen, sønnesønnen og en befolkning på 25 millioner.

Historien om et grusomt USA, der har overtaget verdensherredømmet, og fortællingen om et nordkoreansk dynasti, som skæbnen havde udvalgt til - som det eneste land - at stå imod.

I udviklingen af den beretning blev mange af detaljerne om diktatorens tidlige liv udvisket. Og langsomt blev manden til den myte, han selv havde skabt.

33 år gammel vendte Kim Il-sung i 1945 tilbage til Nordkorea, da han med Stalins velsignelse blev indsat som Sovjetunionens kommunistiske leder i landet. Siden udviste han en eminent evne til at navigere mellem Sovjetunionen og Kinas politik.

Han formåede at spille de to stormagter ud mod hinanden, samtidig med at han i sidste ende fik gennemtrumfet egne interesser.

Den kinesiske leder Mao Zedong (tv.) hilser på Kim Il-sung (th.) på et udateret billede.
Den kinesiske leder Mao Zedong (tv.) hilser på Kim Il-sung (th.) på et udateret billede. Foto: Scanpix Denmark

Krigen, der aldrig sluttede

I skyggen af Den Kolde Krig bevægede de to koreanske nationer sig længere og længere fra hinanden, mens fronterne blev trukket op.

Nordkorea med støtte fra det kommunistiske Kina og Sovjetunionen og Sydkorea med USA i ryggen.

Den 25. juni 1950 foretog nordkoreanske tropper et overraskelsesangreb på Sydkorea og erobrede det meste af landet, inden verdenssamfundet greb ind, da USA indsatte landtropper, som tvang nordkoreanerne på tilbagetog.

Korea-krigen tog sin begyndelse. Tusindvis af familier blev adskilt uden udsigt til genforening.

Nordkorea er bygget på en nationalistisk tanke, som kan oversættes til at stole på egne kræfter. De har en stærk idé om, at de har et højere udviklet system end alle andre

Geir Helgesen, direktør ved Nordisk Institut for Asienstudier

Efter tre års indædte kampe på landjorden og i luftrummet, hvor overtaget skiftevis bølgede mellem nord og syd, indgik de to lande våbenhvile. Og grænsen blev igen trukket på den 38. breddegrad.

Sydkoreanske kvinder i gråd, mens de leder efter slægtninge, som er blevet dræbt af nordkoreanske soldater under Koreakrigen
Sydkoreanske kvinder i gråd, mens de leder efter slægtninge, som er blevet dræbt af nordkoreanske soldater under Koreakrigen Foto: Scanpix

Men der blev aldrig underskrevet en fredsaftale.

Nord- og Sydkorea er i dag formelt set stadig i krig med hinanden, og den demilitariserede zone mellem de to lande er et af de mest højspændte og skarpt bevæbnede grænseområder i verden.

En ung Kim Il-sung underskriver en aftale om våbenhvile under Koreakrigen.
En ung Kim Il-sung underskriver en aftale om våbenhvile under Koreakrigen. Foto: Scanpix

Men i Nordkorea fastholdt Kim Il-sung ikke alene sit greb om magten.

Med fortællingen om, hvordan han nærmest egenhændigt fordrev japanerne fra Nordkorea og siden modstod amerikansk invasion, blev en eksilkoreaner hævet op over masserne og forvandlet til en nærmest messiaslignende frelser.

square to 16x9
En militærparade markerede 105-året for landsfaderens fødselsdag i april 2017. Bagved ses statuer af landsfaderen og hans søn og aftager i Nordkorea. Foto: DAMIR SAGOLJ / Scanpix Denmark

Århundreders isolation

Historisk set blev Nordkorea dog ikke alene isoleret bag kommunismens grænser.

Landet har afveget fra omverdenen i århundreder.

Det påpeger direktør ved Nordisk Institut for Asienstudier Geir Helgesen, der flere gange har besøgt landet.

- De første opdagelsesrejsende fik det at føle, da de forsøgte at handle og missionere i landet. De blev mødt med bål og brand. Isolation er en del af Koreas kulturtradition. Landet har til alle tider været et hierarkisk samfund med Kina som politisk faderfigur. Men selv marxismen er blevet tilpasset den koreanske tankegang, siger han.

Det er ligesom at møde Hitler i Berchtesgaden og observere, hvordan han trivedes med hundene og børnene

Den amerikanske diplomat Stephen J. Solarz

Kim Il-sung udviklede nemlig sin egen ideologi, Juche, der erstattede marxismen. Landsfaderen har selv beskrevet Juches tre grundlæggende principper som; politisk uafhængighed, økonomisk selvnæring og selvhjulpenhed i forsvar.

- Nordkorea er bygget på en nationalistisk tanke, som kan oversættes til at stole på egne kræfter. De har en stærk idé om, at de har et højere udviklet system end alle andre, siger Geir Helgesen.

Kvindelige nordkoreanske soldater under en march i forbindelse med markeringen af 105-året for landsfaderens fødsel.
Kvindelige nordkoreanske soldater under en march i forbindelse med markeringen af 105-året for landsfaderens fødsel. Foto: ED JONES / Scanpix Denmark

Det ligger derfor dybt forankret i den koreanske folkesjæl at se omverdenen i et frygtsomt lys. Selv i dag er viden om resten af verden stærkt begrænset i landet.

- Deres erfaring siger dem, at de skal passe på. Ellers bliver de slugt. Nordkorea har sammenlignet sig selv med en reje blandt hvaler, siger Geir Helgesen.

Måske er det ikke helt forkert.

square to 16x9
Et barn står foran en mosaik af landsfaderen Kim Il-sung i Pyongyang. Foto: Scanpix Denmark

En ny allieret

Faktisk så det i mange år ud til, at Kim Il-sungs vision om et såkaldt ”Paradis på Jord” ville blive den stærkeste af de to koreanske nationer.

Oprindeligt havde Nordkorea flere råmaterialer og en sundere økonomi. Indtil 1960’erne, hvor Sydkorea i kraft af stigende åbenhed samt økonomisk og handelsmæssig hjælp fra USA og Japan langsomt begyndte at rejse sig.

Da Sovjetunionen styrede mod kollaps, og Kina gradvist påbegyndte relationer til Sydkorea, stod Nordkorea pludselig alene og var på et tidspunkt nærmest komplet isoleret fra omverdenen.

I stedet vendte Kim Il-sung sig mod en anden stærk beskytter i form af udviklingen af atomvåben.

Lad være med at købe kød, hvis du ikke ved, hvor det kommer fra

Kvinde i byen Chongjin

I årene op til sin død havde den aldrende diktator allerede flere gange lagt arm med verdenssamfundet om adgangen til atomvåben.

En kamp, som hans søn siden overtog og førte videre mod USA's skiftende præsidenter og et verdenssamfund i forandring.

square to 16x9
Billedet, hvor den danske delegation var på besøg i Nordkorea i 1976, og hvor Svend Aukens ben blev forkortet: Fra venstre Christen Amby, en unavngiven koreaner, Gert Petersen, Kim Il-sung, Svend Auken og en unavngiven koreaner. Foto: Ritzau/Polfoto

Da Svend Aukens ben blev for lange

De færreste har dog mødt den mytiske landsfader.

En af de få er den nu afdøde socialdemokrat Svend Auken, som i 1976 besøgte Nordkorea og efterfølgende kunne konstatere, at hans ben var blevet forkortet på det officielle billede fra besøget.

Den danske politiker stod til højre for Kim Il-sung, som tilsyneladende ikke ville have den høje skandinav til at rage for langt op over den lille diktator.

Som at møde Hitler

En anden er den amerikanske diplomat Stephen J. Solarz. To gange stod han ansigt til ansigt med Kim Il-sung, og han har siden beskrevet ham således:

- Han har denne onkellignende personlighed, der står i stærk kontrast til realiteterne i regimet, som uden tvivl er det mest skrupelløse og tyranniske i verden over hovedet. Det er ligesom at møde Hitler i Berchtesgaden og observere, hvordan han trivedes med hundene og børnene.

- Han har millioner af menneskers blod på hænderne, han har et samfund, som er baseret på George Orwells bog '1984'. Så man forventer en person, som vil opføre sig som Saddam Hussein; en forbydende, truende tilstedeværelse. Og han er lige det modsatte. Han er altid smilende og taler altid blødt.

Kim Jong-il med sin far Kim Il-Sung i 1986.
Kim Jong-il med sin far Kim Il-Sung i 1986. Foto: Scanpix Denmark

Mens Kim Il-sung ved sin død blev erklæret ”præsident til evig tid”, vurderede den vestlige verden, at landsfaderens endeligt også var dødsstødet til et land, som længe havde kørt på pumperne økonomisk og samfundsmæssigt.

Et forestående kollaps var nær, mente man.

For hvordan skulle så usandsynlige bedrifter og så presset en nation kunne løftes af en søn, som havde levet 53 år i skyggen?

Nordkoreas landsfader Kim Il-sung med den voksne søn Kim Jong-il.
Nordkoreas landsfader Kim Il-sung med den voksne søn Kim Jong-il. Foto: Scanpix

Der gik hele tre år, før omverdenen fik svar på dette. Men da svaret endelig kom, gav det også anledning til endnu flere spørgsmål.

Ved sin død havde Kim Il-sung efterladt sit folk på kurs mod en katastrofe. Og det var nu op til sønnen at håndtere den.

Efterfølgeren og den store hungersnød

square to 16x9
Et propagandabillede, hvor landsfaderen Kim Il-sung og sønnen Jong-il viser deres omsorg for de nordkoreanske børn. Foto: Scanpix

Selvom børnene var hjemløse og levede på gaden, turde de ikke sove udenfor.

- Lad være med at købe kød, hvis du ikke ved, hvor det kommer fra, hviskede en kvinde i byen Chongjin til en ven, som siden flygtede fra styret og gengav advarslen i bogen 'Intet at misunde: Hverdagsliv i Nordkorea'.

Underernærede børn i en børnehave i Pyongyang i 1997.
Underernærede børn i en børnehave i Pyongyang i 1997. Foto: Scanpix

Året var 1994.

Det år, hvor Nordkorea mistede sin landsfader, og det år, hvor Nordkorea blev kastet ud i så afgrundsdyb en hungersnød, at der ville gå lang tid, før omfanget af den blev kendt.

Men på trods af de tomme maver undgik folk at spise kødet i gadesælgernes supper.

En underernæret 15-årig dreng i 1995.
En underernæret 15-årig dreng i 1995. Foto: KATHI ZELLWEGER / Scanpix Denmark

For rygterne om, at hungersnøden havde drevet folk ud i kannibalisme, gik fra mund til mund.

I Chongjin var mindst én person blevet arresteret og henrettet for at spise menneskekød.

Unicefs billede af en underernæret drengs arm under hungernøden i Nordkorea.
Unicefs billede af en underernæret drengs arm under hungernøden i Nordkorea. Foto: FILES / Scanpix Denmark

En nordkoreansk officer, som flygtede til Kina, beskrev, hvordan befolkningen var drevet til vanvid af mangel på mad.

Nogle slog endda deres egne spædbørn ihjel og spiste dem.

Hungersnøden markerede overgangen til Kim Jong-ils magtovertagelse i Nordkorea.

square to 16x9
Nordkoreanske børn i en børnehave er for svage til at sidde eller stå i 1995. Foto: ALLYSON THIRBELL / Scanpix Denmark

For den vestlige verden var befolkningens nød endnu et bevis på, at noget måtte ændres. Men igen ville Nordkorea det anderledes.

Isoleret, men afhængig af omverdenen

I flere tilfælde blev landet kastet ud i yderligere isolation, samtidig med at befolkningen mere end nogensinde var afhængig af hjælp fra omverdenen.

Da beskytteren i skikkelse af Sovjetunionen kollapsede i løbet af 1980'erne, forsvandt også store dele af importen til Nordkorea.

Kombineret med oversvømmelser, tørke og ikke mindst en fejlslagen kollektivistisk økonomi indtraf katastrofen, som verdenssamfundet først fik begreb om det følgende år, hvor desperationen i befolkningen var blevet afgrundsdyb.

Nordkoreanere venter på forsyninger fra Røde Kors i 1995.
Nordkoreanere venter på forsyninger fra Røde Kors i 1995. Foto: CALVI PARISETTI / Scanpix Danmark

I fire lange år kæmpede Nordkoreas befolkning med sulten.

Estimater viser, at op mod tre millioner mennesker sultede ihjel. Op mod 10 procent af befolkningen mistede livet.

Men lederen overlevede. Og det samme gjorde diktaturet.

Landsfaderen og sønnen med bønder på en nordkoreansk propagandaplakat. I virkeligheden blev landet kastet ud i hungersnød i 1994.
Landsfaderen og sønnen med bønder på en nordkoreansk propagandaplakat. I virkeligheden blev landet kastet ud i hungersnød i 1994. Foto: MARK RALSTON / Scanpix Denmark

Militæret først

Der gik hele tre år fra landsfaderens død til, at Kim Jong-il reelt fik magten i Nordkorea. Mange tog det som et tegn på, at der internt i landet var modstand mod aftageren.

Nordkorea stod ved en skillevej.

Far og søn inspicerer en fodboldbane. Billedet er udateret fra 1992.
Far og søn inspicerer en fodboldbane. Billedet er udateret fra 1992. Foto: KNS / Scanpix Denmark

I det øjeblik kunne sønnen have set sig omkring og indset, at verden havde forandret sig. Han kunne have åbnet landets økonomi, som Vietnam tidligere havde gjort.

Men i stedet valgte han at videreføre regimet i faderens ånd.

Vi vil være i stand til at finde løsningen på alle problemerne

Besked fra Nordkorea til USA i 2000

Da Kim Jong-il i 1997 endelig kunne kalde sig generalsekretær for Koreas Arbejderparti og formand for Den Nationale Forsvarskommission, blev det uden titlen som præsident.

I anerkendelse af landsfaderen havde Nordkorea nemlig udråbt den afdøde Kim Il-sung som ”præsident til evig tid”. I stedet fik Kim Jong-il en plads som ”Den Kære Leder”.

square to 16x9
Nordkoreanske soldater, officerer og andre højtstående personer i styret. Foto: Damir Sagolj / Scanpix Denmark

Samtidig indførte han et nyt politisk begreb i landet.

Songun betyder direkte oversat ”militæret først”. Og med indførelsen af Songun blev hæren det mest magtfulde organ – også med magt over regeringen. Og som formand for militærkommissionen fik Kim Jong-il den ubestridte magt.

Hans person er i høj grad præget af mystik.

Ifølge den officielle biografi er Kim Jong-il født i Nordkorea, men sovjetiske notater viser, at han er født i Rusland den 16. februar 1941, mens faderen var udstationeret i landet.

Da Kim Il-sun i 1945 vendte tilbage til Nordkorea, fulgte sønnen med. Officielt modtog han sin skolegang i Pyongyang, mens mange mener, at han i virkeligheden gik i skole i Kina.

Kim Jong-il havde tilsyneladende en drøm om at blive filmproducent.

Og i 1980’erne resulterede den ambition i en besynderlig sag, da diktatorsønnen, som efter sigende var besat af spillefilm, kidnappede en sydkoreansk filminstruktør og hans skuespillerkone, for at disse skulle lave film for ham.

Kim Jong-il med Ruslands præsident Putin i 2002.
Kim Jong-il med Ruslands præsident Putin i 2002. Foto: Scanpix

Kim Jong-il ser på ting

I mellemtiden stod den frie verden på spring for at gøre grin med alverdens diktatorer.

Og Kim Jong-il blev hurtigt et yndlingsoffer.

I løbet af sine 17 år som leder blev han blandt andet portrætteret som en tyrannisk, men ensom eneherre i animationsfilmen 'Team America'.

Sammen med bizarre propagandaoverdrivelser som for eksempel, at diktatoren lavede 11 hole in ones, da han første gang svingede en golfkølle.

Internettets indtræden syntes at være skabt til at gøre grin med en lille mand med storhedsvanvid.

En mand, hvis kakifarvede uniform, snorlige parader og endda de tykke og alt for store briller, tiden syntes at være løbet fra.

”Kim Jong-il ser på ting” opstod som et fænomen på de sociale medier, når styret offentliggjorde billeder af diktatoren, der rejste rundt og inspicerede sit rige.

Samtidig smed han diplomater på porten og lukkede landet for forhandlinger, mens sanktionerne tog til.

Kim Jong-nam kigger på skærmene i lufthavnen i Kuala Lumpur kort inden angrebet.
Kim Jong-nam kigger på skærmene i lufthavnen i Kuala Lumpur kort inden angrebet. Foto: KCNA / Scanpix Denmark

Men i 2000 skete der noget.

En begivenhed, som efterfølgende har fået historikere og analytikere til at vurdere, at der var tale om et afgørende vendepunkt.

En oktoberdag blev en højtstående nordkoreansk militærperson sendt til Det Hvide Hus med et brev fra diktatoren.

Den forspildte chance, som kunne have ændret verden

Det efterår inviterede Nordkorea den daværende amerikanske præsident Bill Clinton på besøg i landet.

Beskeden fra Nordkorea lød, at hvis præsidenten og den nordkoreanske leder mødtes, ”vil vi være i stand til at finde løsningen på alle problemerne".

Madeleine Albright og Kim Jong-il side om side i Pyongyang i 2000.
Madeleine Albright og Kim Jong-il side om side i Pyongyang i 2000. Foto: ANDREW WONG / Scanpix Denmark

Mens Clinton overvejede sit svar, sendte han sin udenrigsminister Madeleine Albright afsted for at rekognoscere. Til dags dato er hun den højst rangerede vestlige politiker, som nogensinde har besøgt diktaturet.

Diktator i høje hæle

Begge havde høje hæle på, konstaterede den knap halvanden meter høje udenrigsminister fra USA, da hun endelig stod ansigt til ansigt med Nordkoreas diktator.

Og de var omtrent lige høje.

square to 16x9
Militærparaden, som Madeleine Albright overværede i Nordkorea i 2000. Foto: FREDERIC BROWN / Scanpix Denmark

I to dage havde hun intensive møder med Kim Jong-il i Pyongyang.

Diktatoren viste sig at være langt mere villig til at forhandle end først antaget, har Albright siden beskrevet i sin bog 'Madam Secretary'.

Under besøget overværede Albright diktaturet i alt sin magt og vælde; en militærparade med over 100.000 nordkoreanere.

Albright (th.) overværer paraden sammen med Kim Jong-il (tv.)
Albright (th.) overværer paraden sammen med Kim Jong-il (tv.) Foto: FREDERIC BROWN / Scanpix Denmark

Ved middagen den første aften serverede diktatoren franske vine og betroede den amerikanske udenrigsminister, at han var en filmnørd, der mindst hver 10. dag holdt sig opdateret på de nyeste spillefilm, og at han elskede at se Oscar-uddelingen.

Over amerikansk kalkun og koreansk kimchi blev besøget afsluttet, da amerikanerne den følgende aften var værter ved en middag.

Madeleine Albright forlod Nordkorea overbevist om, at et visit fra den amerikanske præsident kunne blive frugtbart.

Madeleine Albright og Nordkoreas leder Kim Jong-il i en skål i forbindelse med middagen under den amerikanske udenrigsministers besøg.
Madeleine Albright og Nordkoreas leder Kim Jong-il i en skål i forbindelse med middagen under den amerikanske udenrigsministers besøg. Foto: Scanpix

Den 11. time

I sidste ende blev besøget dog opgivet.

Ifølge Madeleine Albright fordi Clinton i den 11. time valgte at kaste sine kræfter efter et muligt gennembrud i et andet af verdens brændpunkter: Konflikten mellem Israel og Palæstina.

Men noget tyder på, at der også indenfor USA's egne rækker var modstand mod besøget.

Landet stod overfor et præsidentvalg, og en mulig løsning i Nordkorea ville for republikanerne være en for stor fjer i hatten for præsidenten og demokraterne, ifølge Geir Helgesen.

Samtidig var den amerikanske våbenindustri ved at opruste et missilforsvar i Sydkorea. Hvis USA sluttede fred med Nordkorea, ville den lukrative våbenaftale være spildt.

Det er ikke et udtryk for demokrati. Men det viser, at der foregår samtaler og diskussioner på et vist niveau

Geir Helgesen, direktør ved Nordisk Institut for Asienstudier

Og da en ny amerikansk regering kom til, blev kløften mellem den vestlige verden og Nordkorea endnu en gang dybere.

Ikke mindst da George W. Bush i 2002 opfandt begrebet ”ondskabens akse” om nationer, som USA mente støttede terror og udviklede masseødelæggelsesvåben og derfor var legitime mål.

Det gjaldt Irak, Iran og Nordkorea.

Konflikten mellem Nordkorea og Vesten gik ikke blot i arv fra Kim til Kim, men også fra præsident til præsident i Det Hvide Hus.

Nordkoreanere i sorg under Kim Jong-ils begravelsesoptog i Pyongyang i 2011.
Nordkoreanere i sorg under Kim Jong-ils begravelsesoptog i Pyongyang i 2011. Foto: KYODO / Scanpix Denmark

Efter præsidentvalget i 2016 mødtes to mænd i Det Ovale Kontor i Det Hvide Hus.

Her advarede den afgående præsident Obama angiveligt sin efterfølger Donald Trump om, at Nordkorea ville blive den mest alvorlige og presserende sikkerhedstrussel, som den nyvalgte præsident ville komme til at stå overfor i sin embedsperiode.

USA's udenrigsminister Madeleine Albright og præsident Bill Clinton i 2000.
USA's udenrigsminister Madeleine Albright og præsident Bill Clinton i 2000. Foto: JOYCE NALTCHAYAN / Scanpix Denmark

Præsidentens fortrydelse

Da Madeleine Albright senere mødte den norske forsker Geir Helgesen, fortalte hun, at Kim Jong-il havde betroet hende noget.

- Diktatoren lod Albright vide, at han ikke var egenrådig. Han sagde: "Nok er jeg diktator, men jeg bestemmer ikke alt. Militæret var meget skeptiske over for dit besøg. Men jeg overbeviste dem", fortæller Geir Helgesen, som tolker Kim Jong-ils udtalelse som, at der var en vilje til et gennembrud i 2000.

I 2009 rejste den tidligere præsident Bill Clinton til Pyongyang for at forhandle med Kim Jong-il om frigivelsen af to amerikanske journalister.
I 2009 rejste den tidligere præsident Bill Clinton til Pyongyang for at forhandle med Kim Jong-il om frigivelsen af to amerikanske journalister. Foto: KCNA / Scanpix Denmark

- Lederen har en hær af rådgivere, og han forsøger at træffe de rigtige beslutninger samtidig med, at han sørger for, at det ikke går ud over ham selv, hvis det går skidt. Det er ikke et udtryk for demokrati. Men det viser, at der foregår samtaler og diskussioner på et vist niveau.

Ifølge Madeleine Albright har Bill Clinton siden udtrykt stor fortrydelse over, at han ikke foretog besøget til Nordkorea.

Ikke mindst i lyset af, hvad der siden skete.

Diktatoren rydder den sidste hindring af vejen

square to 16x9
Kim Jong-un i april 2017 - to måneder efter drabet på storebroren. Foto: Scanpix

I de første 20 år af sit liv blev Kim Jong-nam som den førstefødte søn betragtet som den oplagte arving efter sin far.

Men da han i 2001 blev pågrebet med et falsk pas, tilsyneladende i et forsøg på at opleve Disneyland i Tokyo, faldt Kim Jong-nam i unåde og blev udstødt af sine egne.

Kim Jong-nam med sin mormor i 1975
Kim Jong-nam med sin mormor i 1975 Foto: Scanpix

En anden bror, som også stod før den nuværende leder Kim Jong-un i arvefølgen, var angiveligt for ”feminin” til at lede landet.

Under opvæksten blev brødrene holdt adskilt.

Tilsyneladende for at undgå magtkampe mellem arvingerne.

Kim Jong-il med sin familie på et foto taget den 19. august 1981. Til højre for den siddende diktator sidder sønnen Jong-nam. De stående på billedet er svigerinden Sung Hye-Rang og hendes to børn.
Kim Jong-il med sin familie på et foto taget den 19. august 1981. Til højre for den siddende diktator sidder sønnen Jong-nam. De stående på billedet er svigerinden Sung Hye-Rang og hendes to børn. Foto: Scanpix Denmark

Fra 2003 levede Kim Jong-nam i eksil i Macau. Flere gange blev der rapporteret om mislykkede attentatforsøg på den ældste bror, som havde været gift to gange og fået flere børn.

Det nordkoreanske regime ville kollapse uden reformer, lød Kim Jong-nams spådom over sit fødeland i en bog fra 2012, hvor han også kaldte Kim Jong-un ”for ung og uerfaren” til at lede landet.

square to 16x9
Her ses Kim Jong-nam angiveligt i en kinesisk lufthavn i 2007. Foto: JAPAN POOL VIA JIJI PRESS / Scanpix Denmark

Den 13. februar 2017 trådte en halvskaldet asiatisk mand ind i mandagens morgenmylder i lufthavnen i Kuala Lumpur, Malaysia.

Han havde slænget en rygsæk over sin højre skulder og stoppede et øjeblik op for at orientere sig ved informationsskærmene, før han begav sig videre ind i mængden. Efter en uges ophold i Malaysia skulle han denne dag boarde et fly tilbage til sit hjem i Macau.

Pludselig opstod der tumult. Få meter fra en skranke i check-in-området blev manden passet op af to unge kvinder.

Kim Jong-nam kigger på skærmene i lufthavnen i Kuala Lumpur kort inden angrebet.
Kim Jong-nam kigger på skærmene i lufthavnen i Kuala Lumpur kort inden angrebet. Foto: TV 2

Mens den ene greb fat i manden bagfra, sprøjtede den anden en væske i hovedet på ham og holdt kortvarigt et fugtigt lommetørklæde hen over hans ansigt. 

Herefter gik de to kvinder roligt væk og forsvandt i den rejsende mængde.

Videoovervågning fra lufthavnen i Kuala Lumpur viser, hvordan Kim Jong-nam gestikulerer foran sit ansigt, da han efter angrebet forklarer lufthavnspersonalet, hvad der er sket.
Videoovervågning fra lufthavnen i Kuala Lumpur viser, hvordan Kim Jong-nam gestikulerer foran sit ansigt, da han efter angrebet forklarer lufthavnspersonalet, hvad der er sket. Foto: REUTERS TV / Scanpix Denmark

Manden var forholdsvis rolig, da angrebet var overstået, og han efterfølgende henvendte sig til personalet i lufthavnen.

Af overvågningsbillederne fremgår det, at han med begge hænder gestikulerede foran sit ansigt, da han forklarede, hvad der var sket.

Han var selv i stand til at gå, da han blev vist hen til en lægeklinik i lufthavnen.

Der er tale om en ganske brutal magtrationalitet her. Skaf dig af med rivalerne. Men det giver god mening

Andreas Bøje Forsby, forsker i international sikkerhed ved Dansk Institut for Internationale Studier

Men så kollapsede han og var ved at blive kvalt i sit eget spyt, blod og opkast.

Personalet stak et rør ned i halsen på den bevidstløse mand, og på en båre blev han hastet gennem lufthavnen ud til en ambulance, som skulle fragte ham til det nærmeste hospital.

Sådan foregik snigmordet på Kim Jong-nam.

Broren til Kim Jong-un blev myrdet midt i en travl lufthavn.

I sit pas hed den 46-årige mand Kim Chol. Men kun det første navn var ægte.

Hans rigtige navn var Kim Jong-nam, og han var storebror til Nordkoreas diktator, Kim Jong-un. Med tryk på var.

For på vejen til hospitalet døde Kim Jong-nam. Dræbt med nervegiften VX, som regnes for at være blandt verdens farligste kemiske stoffer.

Giften var så farlig, at den ene af kvinderne, som havde forgiftet nordkoreaneren, efterfølgende kastede op.

Begge kvinder blev anholdt og identificeret.

Det viste sig at være en 28-årig vietnamesisk kvinde og en 25-årig indonesisk kvinde. Siden blev også den indonesiske kvindes kæreste arresteret samt en 46-årig nordkoreansk mand i Malaysia.

Da den vietnamesiske kvinde afgav forklaring, lød det, at hun blev kontaktet af en kvinde og fire mænd, som bad hende om ”at lave narrestreger” med den rejsende.

Den 28-årige vietnamesiske kvinde Doan Thi Huong efter anholdelsen for mordet på Kim Jong-nam.
Den 28-årige vietnamesiske kvinde Doan Thi Huong efter anholdelsen for mordet på Kim Jong-nam. Foto: Lai Seng Sin / Scanpix Denmark
Indonesiske Siti Aisyah er den anden kvinde, som blev anholdt for at have forgiftet Kim Jong-nam.
Indonesiske Siti Aisyah er den anden kvinde, som blev anholdt for at have forgiftet Kim Jong-nam. Foto: Reuters

Men skaden var sket, og hele sandheden får vi, som så meget andet, der trækker tråde til Nordkorea, nok aldrig at vide.

Mordet på Kim Jong-nam bliver opfattet som et bevis på, hvor langt lillebrorens magt strækker sig ud over Nordkoreas grænser.

For selvom storebroren blev vejet og fundet for let til at overtage landet efter faderen Kim Jong-il, så stillede det tilsyneladende ikke Kim Jong-un tilfreds.

Sønnen, der faldt i unåde, Kim Jong-nam i Macau i 2010.
Sønnen, der faldt i unåde, Kim Jong-nam i Macau i 2010. Foto: Scanpix Denmark

- Mordet på storebroren handler om, at lillebroren for at konsolidere sin magt i et dynasti, skal skaffe sig af med den person indenfor arvefølgen, som vil kunne gøre krav på magten. Også selvom storebroren havde gjort det klart, at han ikke var interesseret i at vende tilbage, forklarer Andreas Bøje Forsby.

- For hvis kineserne eller andre skulle forsøge at skabe et alternativ til regimet, ville storebroren være oplagt at bruge som bannerfører. Der er tale om en ganske brutal magtrationalitet her. Skaf dig af med rivalerne. Men det giver god mening.

Den februardag fem år senere lukkede Kim Jong-un én gang for alle munden på sin storebror og beviste over for verden, at han var klar til at tage alle midler i brug for at fastholde magten i Nordkorea. Koste, hvad det ville.

En prik på nattehimlen

Ni måneder efter giftattentatet i lufthavnen i Kuala Lumpur tændte den unge diktator en cigaret. Og med den i sin højre hånd lagde han hovedet tilbage for at følge prikkens rejse op i den stjerneklare nattehimmel.

Så begyndte han at le med åben mund.

Det var den 29. november 2017, og Kim Jong-un havde netop med succes oplevet et Hwasong-15 missil nå næsten 10 gange længere ud i rummet end Den Internationale Rumstation, ISS.

Han havde bevist, at Nordkorea har kræfter til at nå helt til USA. Hvis de vil.

Jeg har set flere soldater med skovle og hakker end med geværer

Geir Helgesen, direktør ved Nordisk Institut for Asienstudier

Håret er stadig lige så kulsort, som da han som ung og uprøvet yndling overtog magten for seks år siden, men hagen er nærmest forsvundet ind i flæsket på diktatoren, der har fået en betydeligt tungere krop og et rundere ansigt.

Efter sigende er det ikke kun genernes arvelige sammensætning. Det er dybt bevidst.

Kim Jong-un har nemlig udviklet en slående fysisk lighed med sin farfar, som han forsøger at efterligne på alt fra frisure til måden, han holder sin cigaret på. Vægtforøgelsen forstærker dette indtryk.

Kim Jong-un vil forgudes af sine undersåtter og frygtes af resten af verden.

square to 16x9
Kim Jong-un griner efter opsendelsen af sit nye missil. Foto: KCNA VIA KNS / Scanpix Denmark

Internt er styret, ud over Kim-klanen, bygget op om militæret og partiet, som består af folk fra hele landet.

- Partiet er topledelsens relation til befolkningen. Styret sidder ikke i et elfenbenstårn. Der er faktisk kontakt mellem befolkningen og styret, og partiet er instrumentet, som forbinder det hele, siger Geir Helgesen.

Militæret er landets overlevelsesstrategi, forklarer forskeren, som selv har oplevet, hvordan landets over én million soldater er en integreret del af samfundet, som bygger jernbaner, broer og hjælper landsbyer efter oversvømmelser.

- Jeg har set flere soldater med skovle og hakker end med geværer, siger Geir Helgesen.

- Men militæret er ikke et alternativ til styret. De er ikke gearet til at overtage magten. Jeg ser ikke militæret som en magt, der skal holdes i arve. Jeg tror snarere, det er de kommende generationer.

square to 16x9
Kim Jong-il betragter sin søn Kim Jong-un under en militærparade tre måneder før sin død i 2011. Foto: Scanpix Denmark

Søn overgår far

Andreas Bøje Forsby er enig.

- Den tredje Kim har formået at skabe en høj grad af samhørighed og loyalitet med sine magtpositioneringer. Jeg kender ikke indikationer på, at militæret rummer nogen form for magtbase eller røst, som taler grimt om ham, siger han.

Kim Jong-un i tårer under sin fars mindehøjtidelighed i december 2011.
Kim Jong-un i tårer under sin fars mindehøjtidelighed i december 2011. Foto: KCNA / Scanpix Denmark

Siden overtagelsen af Nordkorea i 2011 har Kim Jong-un ikke alene formået at løfte arven efter sin far og farfar.

Han har også skruet op for missilaffyringerne i landet.

Mens faren foretog omkring 16 missilaffyringer i sine 17 år ved magten, så har sønnen stået bag langt over 20 årlige affyringer alene i 2016 og 2017.

square to 16x9

Kim Jong-un er nemlig opsat på at have atomvåben. Det er hans primære mål at blive en atommagt.

I virkeligheden er nordkoreanerne ikke vanvittige. De er beregnende og logiske i deres overlevelsesstrategi

Geir Helgesen, direktør ved Nordisk Institut for Asienstudier

Han formår at retfærdiggøre udviklingen af disse for sit folk, som til gengæld bliver straffet med sanktioner fra det internationale samfund.

Men diktatoren har succes med konstant at minde dem om, at USA står på spring til at invadere Nordkorea. Kun de frygtede våben holder USA stangen.

square to 16x9
​ Statiske grafikker : Missiler rækkevidde Forfatter: nbol ​Parade på Kim Il-sung-pladsen den 1. december 2017 efter affyringen af nye nordkoreanske Hwasong-15-missiler. Foto: - / Scanpix Denmark

Og befolkningen stoler på ham.

Systemet er baseret på frygt og had mod USA. Helt ned til dagligdagen i skolen, hvor nordkoreanske børn kaster sten og slår med pinde mod dukker udklædt som amerikanske soldater.

- Nordkorea er temmelig sikker på, at USA vil angribe på et tidspunkt. De har set, hvad der er sket i Irak, Libyen og Afghanistan, og ved, at de står på samme liste. I virkeligheden er nordkoreanerne ikke vanvittige. De er beregnende og logiske i deres overlevelsesstrategi, pointerer Geir Helgesen og trækker et andet og mere uudforsket perspektiv ind i konflikten.

Vikarfjenden

- Man kan også vende situationen om. USA frygter Kina, som bliver stærkere for hver dag, der går. Både økonomisk og militært. Mange mener, at Nordkorea er blevet en vikarfjende til USA's fordel. Ingen bryder sig om dem, fordi de har atomvåben, fangelejre og en diktator. Og pressen har gjort sit til at udpensle Nordkorea som det værst tænkelige.

- Det betyder, at USA ikke længere behøver at begrunde deres oprustning i Asien. De kan bare pege på Nordkorea. Hvis det er sandt, hvori ligger så incitamentet for at slutte fred?

Verden er for længst holdt op med at undervurdere den unge Kim, som med brutale likvideringer på den nærmeste familie, affyringer af langtrækkende missiler og en voldsomt truende retorik i løbet af 2017 nu for alvor har fået verdens opmærksomhed.

En nordkoreansk kvinde græder af glæde ved synet af Kim Jong-un under en parade i 2017.
En nordkoreansk kvinde græder af glæde ved synet af Kim Jong-un under en parade i 2017. Foto: Scanpix

Kampen for anerkendelse

Andreas Bøje Forsby tror ikke, Nordkorea nærer et ønske om at forblive isoleret.

Omvendt skal de heller ikke misforstås, mener han.

- Befolkningen har vist sig at være villige til at leve under egne præmisser. Selv når de er på randen af sult og nød. Så deres vilje til at fortsætte skal vi ikke undervurdere, siger han.

Og det, Nordkorea først og fremmest søger, er anerkendelse, mener Geir Helgesen.

Da diktatoren begyndte at le, og hans jublende soldater kastede armene i vejret i eufori den stjerneklare novembernat i 2017, var det med det mål i sigte.

Jubel på opsendelsesstedet.
Jubel på opsendelsesstedet. Foto: KCNA

- Ultimativt ønsker Nordkorea at realisere sit eget selvbillede som et avanceret land, der ikke kun kan udvikle atomvåben, men også give befolkningen bedre levevilkår. Men det kan ikke ske, før de får en accept fra omverdenen om, at de har lov til at være dem, de er, siger forskeren.

Han tror ikke på, at Nordkorea som system på sigt vil bryde sammen under pres fra omverdenen.

Dertil er landet for komplekst.

- Det er ønsketænkning. Befolkningen er i det store hele loyal. Men jo flere unge mennesker, der kommer ind i regimets administration, jo mere opstår tankerne om, at ting kan være anderledes.

- Det kan sagtens ske indenfor Kim Jong-uns generation. Han er en ung mand. Hvis han ikke spiser sig ihjel, kan han leve længe. Jeg tror på, at den generation, der vokser op, finder en åbning, slutter Geir Helgesen.

square to 16x9
En grinende Kim Jong-un under et besøg til det hellige bjerg Paektu i december 2017. Foto: - / Scanpix Denmark

Kilder: New York Times, Wall Street Journal, Washington Post, Vanity Fair, Berlingske, CNN og The Guardian.