Dræbte demonstrant med sportsvogn - nu risikerer han livstid

Susan Bro mistede sin datter i angreb, hvor vred højreorienteret torpederede demonstration. Hun giver også Trump skylden.

James Alex Fields kørte sin sorte muskelbil, en Dodge Challenger, ind i menneskemængden med så høj fart, at nogle af demonstranterne blev kastet op i luften.

Det kostede 32-årige Heather Heyes livet. Af frygt for repressalier fra folk på den yderste højrefløj tør hendes mor nu ikke afsløre, hvor hun ligger begravet.

Og nu har myndighederne valgt at sigte højreradikale James Alex Fields efter en af de alvorligste paragraffer i amerikanske mordsager, også kaldet mord af første grad, skriver CNN.

Symbolsk dag for USA

Oversat til dansk vil det sige overlagt eller forsætligt drab. Og hvis han bliver dømt, kan det føre til livstid i fængsel i staten Virginia.

For mange er James Alex Fields handlinger med den sorte sportsvogn symbolet på en af de mest aktuelle kampe i det moderne USA. Det dræbende sammenstød skete under en demonstration med tilhørende moddemonstration.

Her torpederede James Alex Fields ind i demonstrationen og dræbte Heather Heyer. Efterfølgende lå der i flere dage blomster ved gerningsstedet.
Her torpederede James Alex Fields ind i demonstrationen og dræbte Heather Heyer. Efterfølgende lå der i flere dage blomster ved gerningsstedet. Foto: Justin Ide / Scanpix Denmark (arkiv)

På den ene side den yderste amerikanske højrefløj.

På den anden side mange folk fra den antifascistiske bevægelse, som ville dæmpe omfanget af de højreorienteredes demonstration i byen Charlottesville.

Heather Heyes var juridisk assistent og meget aktiv i menneskerettighedsbevægelser, herunder også Black Lives Matter-bevægelsen, som kæmper for sorte menneskers rettigheder i USA. Hendes mor er klar over symbolikken i datterens død.

- Jeg har sagt før, at jeg ikke forstår, hvorfor det kræver en hvid piges død for at få alles opmærksomhed, men det er, hvad der skete. Desværre tror jeg, at min datters død er et afgørende øjeblik i historien, siger Susan Bro i et længere interview med mediet Daily Beast

Trump blev skoset for bemærkninger

35 andre personer kom til skade, da den 20-årige James Fields kørte ind i menneskemængden. Flere må sidde i kørestol nu, skriver amerikanske medier.

Demonstranterne i Charlottesville demonstrerede imod en stor march, som grupper af højreradikale nationalister havde organiseret under navnet 'Unite The Right'. Blandt deltagerne var Ku Klux Klan-medlemmer.

De højeradikale var utilfredse med, at myndighederne i Charlottesville besluttede sig for at fjerne en statue af sydstatsgeneralen Robert E. Lee, som var en markant skikkelse under den amerikanske borgerkrig, hvor sydstaterne var imod afskaffelsen af slaveriet.

Som så ofte før i 2017 fik USA's præsident også sat sit præg på debatten efter angrebet.

I en tale sagde han, at begge sider var ansvarlige for, at det endte galt. Han understregede også, at der var "gode mennesker" på begge sider af fløjene. Den bemærkning blev han skoset en del for.

Her ses en demonstrant i Charlottesvile med et naziflag.
Her ses en demonstrant i Charlottesvile med et naziflag. Foto: Edu Bayer / Scanpix Danmark (arkiv)

Susan Bro mener, at Trump bærer et ansvar for den hadefulde, tilspidsede situation i USA. Og hun holder ham også på en måde ansvarlig for, at hendes datter nu er død.

- Jeg er nået til den konklusion, fordi han helt tydeligt skubber til en hadefuld dagsorden, siger Bro til Daily Beast.

Vil ikke røbe datters gravsted

En af James Fields' lærere kan fortælle om det had, som efter sigende lå til grund for angrebet.

Han kan fortælle om en elev med ekstremistiske tendenser, som ikke var bange for at udtrykke sit had.

- Det var helt klart, at han havde nogle virkelig ekstreme synspunkter og måske en smule vrede bag dem. Han følte sig, hvordan skal jeg sige det, undertrykt og forfulgt. Han troede virkelig på den her hvide overlegenheds-ting ("white supremacist thing", red.) Han var virkelig bidt af nazismen, og han var virkelig glad for Adolf Hitler, sagde lærer Derek Weimer til AP i august.

Det er også kommet frem, at han kort inden angrebet blev fotograferet med et skjold i hånden, hvor der stod Vanguard America. Det er en højreorienteret gruppering, som tror på hvide menneskers overlegenhed og dominans. De har dog benægtet, at han skulle være en del af grupperingen.

For Susan Bro er angrebene ikke endegyldigt forbi. Datteren er begravet et hemmeligt og beskyttet sted, fortæller hun.

Hun tør ikke offentliggøre placeringen, fordi familien fortsat modtager trusler fra højreorienterede grupper. Hun frygter, at de vil skænde graven.

- Det er et symbol på hadet i vores samfund, at man bliver nødt til at beskytte sit barns gravsted, for himlens skyld, siger Susan Bro.