80 rensdyr dræbt af tog i Norge

16x9
110 rensdyr døde ved en togkollision i slutningen af november. Foto: JOHN ERLING UTSI / Scanpix Denmark

På få uger er cirka 200 rensdyr blevet dræbt af tog i området.

80 rensdyr mistede søndag livet, da de blev ramt af et passagertog ved Trettnes i Norge på Nordlandsbanen.

Det skriver TV 2 Norge.

I slutningen af november døde 110 rensdyr på samme strækning, da de ligeledes blev ramt af et tog. I alt har cirka 200 rensdyr mistet livet på strækningen på få uger.

Har sat farten ned

Thor Brækkan, der er områdedirektør i det norske Bane Nor, forklarer, at rensdyrejerne i området er blevet udstyret med et vagtnummer, de skal ringe til, når der er risiko for påkørsler.

- Vi er afhængige af, at rensdyrejerne tager kontakt og varsler os. De har hovedansvaret, siger han.

Han fortæller, at togselskabet som konsekvens af påkørslerne har nedsat farten på en 20 kilometer lang strækning.

Trist over påkørsel

Lederen for Saltfjellets rensdyrsdistrikt, Per Ole Oskal, er trist over nyheden om den seneste påkørsel, fortæller han til NRK.

- Nu må Bane Nor snarest muligt komme i gang med arbejdet med at sætte gærder op for at hindre lignende tragedier, siger han til mediet.

Bane Nor oplyser, at de satte gærder op i sommer, men at de står nord for der, hvor den seneste hændelse skete. Thor Erik Skarpen, der er pressechef i Bane Nor, oplyser, at man ikke har vurderet det nødvendigt at sætte gærder op i området, men at andre løsninger skal forebygge nye tilfælde.

- Nogle rensdyrejere har radiomærket flere af dyrene. Med den slags data kunne vi have set, hvor dyrene befandt sig i de tilfælde, hvor de kom tæt på sporet. Dyrene kan også jages derhen, hvor der er gærder. Det er det mest enkle, siger han til NRK.

2000 rensdyr dræbt på tre år

Rensdyrejer Lars Nikolas Kuhmunen fortæller til TV 2 Norge, at man var nødt til at aflive 20 rensdyr, der lå lidende ved togbanen efter påkørslen.

- Én ting er at blive påkørt og dræbt på én gang. Men det er tragisk med dem, som lider. Det er deprimerende at tænke på, siger han.

Han opfordrer til en snarlig løsning på problemet. Han mener selv, at den eneste løsning er gærder, der kan forhindre rensdyrene i at komme ind på togbanen.

Ifølge NRK blev 2000 rensdyr påkørt langs skinnerne fra 2013 til 2016.