16 kvinder kræver undersøgelse: Trump har kysset og befamlet os

I kølvandet af #metoo-bevægelsen håber kvinderne, at Kongressen vil give dem ørenlyd.

En gruppe kvinder kræver nu, at den amerikanske kongres indleder en undersøgelse af Donald Trump for seksuelle overgreb.

På et pressemøde fortæller kvinderne Samantha Holvey, Jessica Leeds og Rachel Crooks om tilfælde, hvor USA's præsident ifølge kvinderne skulle have befamlet dem.

Det er 3 ud af 16 kvinder, der står frem i en film, som er set mindst to millioner gange på de sociale medier. Filmen, som kan ses øverst i denne artikel, samler nogle af de mange udtalelser om den amerikanske præsident, kvinder er kommet med.

De håber, at #metoo hjælper

I kølvandet af #metoo-bevægelsen, hvor en lang række kvinder har anklaget prominente mænd for seksuelle overgreb, håber de nu, at den amerikanske kongres vil indlede en sag mod Trump.

- Normalt ville en person med sådan et generalieblad ende på de politiske ambitioners kirkegård. Men her står vi altså alligevel med manden som vores præsident, siger Rachel Crooks på pressemødet. 

Hun stod frem med historien om, at Trump kyssede hende på kinden og munden, da hun i sin tid arbejde som receptionist i en af Trumps bygninger i New York.

Anklages for flere overgreb

- Han rørte ved min vagina gennem mine underbukser, lyder en af anklagerne fra en anden kvinde i filmen. 

En anden fortæller, at hans hustru, Melania Trump, stod lige ved siden af, da Trump tog hende på numsen.

Flere af kvinderne fortæller, at Donald Trump kyssede dem uden at spørge om lov. 

Flere politikere har trukket sig

Beskyldninger om overgreb har allerede haft konsekvenser for en række amerikanske politikere.

I sidste uge måtte republikaneren Trent Franks trække sig fra sin post i Repræsentanternes Hus med virkning fra det nye år efter anklager om sexchikane.

Tidligere samme uge måtte den længst siddende repræsentant i den amerikanske kongres også trække sig. Den 88-årige demokrat John Conyers beskyldes ligeledes for seksuelle overgreb. 

Men der er altså endnu ikke indledt en formel undersøgelse af beskyldningerne mod præsidenten trods de 16 kvinders ambitioner om at få forholdene undersøgt.

De fleste af sagerne har da også været fremme i medierne før, uden at det har haft konsekvenser. Men efter filmens lancering har de fået ekstra opmærksomhed, da den amerikanske FN-ambassadør, Nikki Haley, søndag sagde til CBS, at de kvinder, der har beskyldt Trump for de seksuelle krænkelser, fortjener at blive hørt.

Nikki Haley, der er udpeget af Trump som USA's FN-ambassadør, udtalte sig forud for det pressemøde, der blev afholdt på baggrund af seksuelle anklager mod Trump.

Trump var "som en blæksprutte"

Der har efterhånden været mange anklager om overgreb begået af Trump. 

Den britiske avis The Guardian har lavet en liste over 20 kvinder, der hævder at have haft ubehagelige oplevelser med præsidenten. En stor del af de påståede overgreb går mange år tilbage. 

En af dem er Jessica Leeds, som i de tidlige 80’ere blev opgraderet til første klasse på en flyvetur. Her var hendes sidemand Donald Trump.

Det startede med uskyldig snak, men da stewardesserne havde fjernet middagsbakkerne, begyndte Trump ifølge Leeds at befamle hende.

- Han var som en blæksprutte. Det var, som om han havde seks arme, fortalte Leeds til New York Times under Trumps præsidentvalgkamp.

- Hans hænder var over det hele, sagde hun. Hun fortalte også, at det, der gjorde hende allermest vred, var, at han ikke nøjedes med at røre hendes overkrop, men også stak hånden op under hendes nederdel.

"Tage dem i skridtet"

Det er ikke kun Trumps påståede fysiske handlinger, der har fået ham på glatis. På 12 år gamle optagelser fortæller præsident Trump ivrigt om, hvordan han kan befamle kvinder uden at spørge om lov. 

Videoen blev lækket til Washington Post under præsidentvalgkampen og blev ivrigt benyttet af Trumps kritikere. Især en passage fra videoen blev berømt. Her siger Donald Trump, at man kan gøre hvad som helst ved kvinder, hvis man er en stjerne.

- Tage dem i skridtet. Du kan gøre hvad som helst, siger han i videoen

Under præsidentvalgkampen beklagede Trump videoen:

- Dette her var mandehørm. En privat samtale, der fandt sted for mange år siden. Bill Clinton har sagt langt værre ting til mig på golfbanen. Jeg beklager, hvis nogen har følt sig stødt.

Tilhængere kalder det falske nyheder

Normalt ville sådan en afsløring ødelægge en valgkamp, vurderer Anders Agner Pedersen, der er redaktør på Kongressen.com, som fokuserer på amerikansk politik.

Men noget mærkværdigt skete dengang ifølge Anders Agner Pedersen.

Trumps tilhængere valgte i stedet at tro på, at det var falske nyheder.

- Siden han blev præsident, har Trump dyrket spørgsmålet om fake news. Han har i endnu højere grad end under valgkampen fået mange af sine støtter til at acceptere, at når der er nogen, der kritiserer ham, så er det en heksejagt og fake news. Og det tror jeg også, han har succes med i det her spørgsmål. Så han er noget mere resistent over for denne her type alvorlige sager, siger han.  

Men siden anklagerne om seksuelle krænkelser var et tema i valgkampen, er der sket noget afgørende. 

- Der er med #metoo-bevægelsen sket en fokusforøgelse på det her. Det fylder langt mere nu, end det gjorde i valgkampen. Trump vil uden tvivl feje det af bordet og kalde det for fake news – men det bliver nok ikke lige så nemt nu, siger Anders Agner Pedersen.