Gadekampe i Jerusalem - 'vi åbner helvedes porte, Trump', siger Hamas

Lederen af den militante islamistiske gruppe Hamas opfordrer til en ny intifada og kalder Trumps tale for en "krigserklæring".

I storbyen Jerusalem og i Betlehem og Ramallah på Vestbredden er der torsdag brudt omfattende uroligheder ud mellem palæstinensere og israelske sikkerhedsstyrker.

De voldsomme reaktioner kommer som protest efter Donald Trumps tale onsdag aften dansk tid i Det Hvide Hus i Washington.

Her valgte USA's præsident at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad, og samtidig afslørede Trump, at USA vil påbegynde arbejdet med at flytte sin ambassade til Jerusalem fra Tel Aviv.

Disse beslutninger har virket som en rød klud i hovedet på den palæstinensiske befolkning.

Uroligheder i Jerusalem.
Uroligheder i Jerusalem. Foto: MOHAMMED ABED / Scanpix Denmark
Afbrænding i gaderne i Jerusalem
Afbrænding i gaderne i Jerusalem Foto: HAZEM BADER / Scanpix Denmark

Brænder bildæk af og kaster med sten

Mange rasende palæstinensere er derfor gået på gaden i protest, og i Betlehem har demonstranterne brændt bildæk af og smidt med sten.

Omvendt har de israelske sikkerhedsstyrker svaret prompte igen ved at bruge tåregas og vandkanoner mod demonstranterne. Det erfarer flere internationale medier heriblandt Sky News.

Men demonstrationerne mod Donald Trump og USA begrænser sig ikke kun til Mellemøsten.

I byen Quetta i Pakistan er amerikanske flag og en dukke, der forestiller Donald Trump, blevet brændt af i gaderne, og i den tyrkiske hovedstad, Ankara, har demonstranter forsamlet sig foran den amerikanske ambassade for at vise deres utilfredshed med Trumps udmelding.

Afbrænding af amerikanske flag og Trump-dukke i Pakistan.
Afbrænding af amerikanske flag og Trump-dukke i Pakistan. Foto: BANARAS KHAN / Scanpix

Opfordrer til ny intifada

Lederen af den militante islamistiske gruppe Hamas, Ismail Haniyeh, har i en tale opfordret palæstinenserne til at gøre oprør.

Han mener, at Donald Trumps udmeldinger er en krigserklæring og opfordrer sine landsmænd til en ny intifada.

- Vi opfordrer til, og vi bør arbejde for at indlede en ny intifada over for den zionistiske fjende (Israel, red.), siger Ismail Haniyeh i en tale ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ismail Haniyeh, leder af Hamas.
Ismail Haniyeh, leder af Hamas. Foto: MOHAMMED SALEM / Scanpix Denmark

Hamas-talsmanden, Ismail Radwan, siger ifølge nyhedsbureauet AFP, at Donald Trumps beslutning vil "åbne helvedes porte for USA's interesser i regionen".

Fordømmer udmelding

Flere af verdens ledere har over en bred kam fordømt Trumps udmelding.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, sender en appel om at bevare roen i regionen. 

- Det er en beklagelig beslutning, som Frankrig ikke støtter, og som går imod folkeretten og alle beslutninger i FN's Sikkerhedsråd, siger Macron.

Oprør på gaderne i Betlehem.
Oprør på gaderne i Betlehem. Foto: ABBAS MOMANI / Scanpix Denmark

FN vil på et hasteindkaldt sikkerhedsmøde fredag eftermiddag debattere den amerikanske udmelding.

FN's generalsekretær, António Guterres, har udtalt, at Jerusalems status kun kan blive afgjort ved forhandlinger mellem Israel og palæstinenserne, og at han vil gøre alt i sin magt for at støtte, at israelske og palæstinensiske ledere igen får gang i meningsfulde forhandlinger.