BLOG: Præsidenten der kaldte mig "et fjols" er på spil igen

16x9
Mikheil Saakashvili taler med TV 2. Foto: Morten Storch / TV 2

Georgiens tidligere præsident Mikheil Saakashvili er nu højaktuel i Ukraine. Da jeg mødte ham ved fronten, blev han vred over mit spørgsmål.

Han fik hurtigt andet at tænke på, den georgiske præsident, som netop havde givet mig en overhaling

Jeg er helt på det rene med, at den tidligere georgiske præsident Mikheil Saakashvili ikke kan huske, hvem jeg er. Men jeg er overbevist om, at han kan huske den dag, vi mødtes. 

Det var på dag to under den russiske lynkrig mod Georgien. Sammen med fotograf Morten Storch og vores georgiske tolk Paata var vi på vej tilbage til hovedstaden Tbilisi fra et besøg tæt på fronten.

Vi havde fundet et ældre ægtepar, der havde søgt tilflugt i deres kælder, men huset genlød af rungende drøn fra artillerigranater, der eksploderede et sted ude i horisonten.

Vejen tilbage mod Tbilisi førte os igennem Gori, og nej, det har ikke noget med træbeskyttelses at gøre, men er navnet på den georgiske by, hvor diktatoren Josef Stalin er født.

På vej ud af byen sagtnede vores chauffør farten, da vi fik øje på en større samling køretøjer parkeret tæt op ad et par ejendomme, som var blevet ramt af russiske bomber på krigens første dag. En større samling civile og folk i uniform havde samlet sig, så vi besluttede os for at stoppe op og kigge nærmere på tingene.

Ville svare på alt

Da vi kom tættere på, kunne vi se, at det var den georgiske præsident Mikheil Saakashvili, som var i færd med at vise de ødelagte ejendomme frem for den franske udenrigsminister Bernard Kouchner.

Vi satte kurs over mod præsidenten, der var omgivet af et par lokale journalister og så selvfølgelig sine bodyguards. I næste øjeblik lykkedes det os at få præsidenten i tale. Måtte vi stille et spørgsmål? Saakashvilis ansigt lyste op, da han blev klar over, at vi var repræsentanter for den udenlandske presse.

Selvfølgelig, han var klar til at svare på alt!

Men nej, i næste øjeblik fik jeg ødelagt den gode stemning med mit spørgsmål. For det handlede ikke om den uhørte russiske aggression mod den lille Kaukasus-nation. I stedet stillede jeg præsidenten om det, som lå mig allermest på sinde, om ikke krigen var udtryk for, at han havde taget en chance – og tabt? Det var nemlig et georgisk raketangreb på den lille udbryderrepublik Syd-Ossetien, som var russernes påskud for at gå i krig. Min påstand var, at Saakashvili på den måde selv havde provokeret den russiske bjørn.

Svaret fra præsidenten kom prompte.

- Kun et fjols kunne finde på at stille den slags spørgsmål!

Den vilde flugt

Jeg fik altså læst og påskrevet. Men kun i ganske få sekunder. For pludselig lød der en råben og en skrigen, nogle pegede op mod himlen, og næste øjeblik begyndte de tilstedeværende at løbe i alle retninger. Inden vi vidste af det, var alle væk, journalister, livvagter, præsident.

Fotograf Morten Storch nåede at hoppe i sikkerhed bag et træ, inden de store firehjulstrækkere fra præsidentens kortege kom farende for fuldt drøn, det gjaldt bare om at komme væk.

Selv søgte jeg tilflugt ved det nærmeste hus, og mens jeg forsøgte at lokalisere mine kolleger og chaufførens aldrende Mercedes, fik jeg øje på en klump af mænd og skjolde, der lå på jorden et par meter væk. Først bagefter gik det op for mig, at det var livvagterne, der havde smidt sig oven på præsidenten, inden også han blev hevet ind i en bil og kørt væk.

Tilsyneladende var det frygten for et forestående russisk luftangreb, som havde fremkaldt panikken. Præsident Saakashvili slap uskadt, og selv om han har oplevet mange dramatiske øjeblikke siden den eftermiddag i Gori, så er jeg overbevist om, at han husker den dag, vi mødtes.