Trumps anerkendelse af Jerusalem bliver mødt med fordømmelse - og glæde

USA har anerkendt Jerusalem som Israels hovedstad. Det har ført til hurtige, skarpe reaktioner fra hele verden.

Selv om Israel er glad for den amerikanske præsident Donald Trumps beslutning om at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad, så er der andre, der er mindre begejstrede.

I Israel taler premierminister Benjamin Netanyahu med stor begejstring om skiftet i amerikanernes holdning.

- Jerusalem har været hovedstad for det jødiske folk i 3000 år. Det har været Israels hovedstad i snart 70 år.

- Vi er præsidenten dybt taknemmelige over hans modige og rigtige beslutning, siger premierministeren.

Abbas: - En provokation

Præsidenten for det palæstinensiske selvstyreområde, Mahmoud Abbas, ser erklæringen som en provokation.

- Den amerikanske regering har med dette besluttet sig for at overtræde alle internationale og bilaterale resolutioner og aftaler.

- USA's handlinger er en tilbagetrækning fra den understøttende rolle i fredsprocessen.

Generalsekretæren for den palæstinensiske befrielsesorganisation PLO mener, at Trump har sat fredsprocessen tilbage, og at USA har diskvalificeret sig selv fra at spille en rolle i den fremover.

- Hvordan kan jeg sidde ved forhandlingsbord med disse folk som en af palæstinensernes topforhandlere, hvis de vil diktere Jerusalems fremtid for mig? lyder spørgsmålet fra Saeb Erekat.

Hamas fordømmer beslutningen

Lederen af den militante islamiske Hamas-gruppe, Ismail Haniyeh, fordømmer beslutningen.

- Det palæstinensiske folk ved, hvordan de giver et passende svar på denne tilsidesættelse af deres følelser og helligdomme.

- Beslutningen vil ikke ændre på historiske og geografiske fakta.

Advarer mod enegang

FN's generalsekretær, António Guterres, advarer USA mod at gå enegang i den israelsk-palæstinensiske konflikt.

- I dette bekymrende øjeblik ønsker jeg at understrege, at der ikke findes noget alternativ til tostatsløsningen.

- Jerusalem er et spørgsmål, som skal løses gennem direkte forhandlinger mellem begge parter på grundlag af FN's Sikkerhedsråd og generalforsamlingens løsninger.

Den tyske regering mener, at USA går den forkerte vej, og Tyskland støtter ikke Trumps udmelding, melder forbundskansler Angela Merkel via sin talsmand.

- Jerusalems status skal forhandles inden for rammerne af en tostatsløsning, siger Merkel ifølge Steffen Seibert på Twitter.

Uretfærdigt og uansvarligt

I en meddelelse fra kongehuset i Saudi-Arabien bliver der udtrykt stor frustration over USA's beslutning.

Saudi-Arabien langer kraftigt ud efter Donald Trump, og kongehuset kalder præsidentens tiltag for "uretfærdigt og uansvarligt".

- Kongeriget udtrykker dyb utilfredshed med USA's præsidents beslutning, står der i en erklæring fra kongehuset ifølge det officielle nyhedsbureau SPA.

- Kongeriget har allerede advaret mod de seriøse konsekvenser, en så uretfærdig og uansvarlig handling kan få, står der videre.

Saudiarabernes kong Salman mener, at Donald Trumps beslutning er et "farligt skridt", der kan opildne muslimer verden over.

- Kan rykke den globale stabilitet

Indonesien fordømmer også på det kraftigste USA’s beslutning om at erklære Jerusalem som hovedstad i Israel.

Sådan lyder det fra den indonesiske præsident, Joko Widodo, ifølge nyhedsbureauet  Reuters.

- Det kan rykke ved den globale sikkerhed og stabilitet, udtaler præsidenten.

Tjekkiet følger Trump

På den modsatte side står Tjekkiet i spørgsmålet om anerkendelsen af Jerusalem som Israels hovedstad.

Tjekkiets udenrigsministerium skriver i en meddelelse onsdag, at "Tjekkiet på nuværende tidspunkt, før der er aftalt fred mellem Israel og Palæstina, anerkender Jerusalem som hovedstaden i Israel".

Dermed følger tjekkerne USA's omdiskuterede tiltag om at gøre op med årtiers politik og anerkende Jerusalem som Israels hovedstad.

Meddelelsen fra tjekkerne er dog ikke entydig. Jerusalem kan i fremtiden blive hovedstad i både Israel og Palæstina, står der.

- Tjekkiet betragter Jerusalem som den kommende hovedstad i begge stater. Både staten Israel og den kommende palæstinensiske stat, står der i meddelelsen.