KOMMENTAR: Trumps tale skal ikke løse konflikten - det er en godbid til vennerne

16x9
Trump holdt tale i Det Hvide Hus onsdag aften dansk tid. Foto: JONATHAN ERNST / Scanpix Denmark

Trumps Jerusalem-beslutning gør op med 70 års amerikansk mellemøstpolitik og vil blive hyldet af basen og den israelske regering.

Et af Donald Trumps varemærker under valgkampen var forretningsmandens uortodokse tilgang til politik.

Trump anførte gentagne gange, at han ikke havde tænkt sig at være bundet af gamle dogmer eller den ortodokse politiske tænkning. Denne filosofi har Trump taget med i Det Hvide Hus og agter nu at afprøve den i et af de mest betændte spørgsmål overhovedet: Israel-Palæstina konflikten.

Som Trump sagde i sin tale onsdag aften, nytter det ikke noget at holde fast i de ”samme antagelser”, når man efter flere årtier ikke er tættere på en løsning. Tværtimod bliver man nødt til at ”afprøve nye tilgange”. Det er sjovt nok den samme argumentation, som Trumps forgænger Obama brugte i sammenhæng med USA's politik over for Cuba, som Trump er i gang med at rulle tilbage igen.

I dag spillede Trump ud med sit bud på en ny tilgang fremfor ”gamle antagelser”: USA anerkender nu officielt Jerusalem som Israels hovedstad. Hvorvidt Trump refererede til hele byen eller kun dets vestlige del, lod Trump dog stå åben.

Udenrigsministeriet er ydermere blevet bedt om at indlede processen, der skal resultere i, at den amerikanske ambassade skal flyttes til Jerusalem. Hvorvidt der er tale om et nybyggeri på en grund, som amerikanerne i forvejen pagter i Jerusalem, eller om det eksisterende amerikanske konsulat i Jerusalem bliver til en ambassade, er også uvist.

Kort sagt er der i skrivende stund tale om en hensigtserklæring fra Trump, når det kommer til ambassadespørgsmålet. Der kan med andre ord være tale om en situation, hvor ambassadeflytningen enten aldrig bliver ført ud i livet, Trumps beslutning bliver omstødt af en eventuel efterfølger - eller først bliver realiseret efter Trumps eventuelle genvalg.

Ifølge præsidenten er dagens beslutning ”den bedste beslutning for at avancere fredsprocessen”. Men hvorvidt dette i realiteten er tilfældet er stærkt tvivlsomt.

Præsident Trump har bestemt en pointe i, at man burde forsøge at finde andre løsningsformer, når man i flere årtier har prøvet at løse en konflikt uden succes. Men Trumps udmelding i dag er tydeligvis ikke et led i et forsøg på at løse Israel-Palæstina konflikten. For beslutningen om at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad vil sandsynligvis i hvert fald på den korte bane torpedere løsningen på konflikten, og dermed ironisk nok også spænde ben for Trumps svigersøn, Jared Kushner, som præsidenten har sat i spidsen for at løse Israel-Palæstina konflikten.

Dagens beslutning er et valgløfte

Men ret beset er det egentlig også ligegyldigt. For meget peger på, at dagens udmelding ikke skal ses som et forsøg på at puste nyt liv i fredsforhandlingerne mellem Israel og Palæstina. Det skal snarere ses som opfølgningen på et valgløfte og en gave til USA's tætteste allierede i regionen.

Trumps beslutning er ganske enkelt en godbid til Trumps base og den israelske regering anført af Netanyahu. Sidstnævnte havde da også svært ved at skjule sin begejstring efter Trumps pressemøde.

I USA er holdningen til Israel er blevet mere polariseret det seneste årti. Republikanske vælgere er blevet endnu mere markant pro-israelske og nærer nærmest ingen sympati for palæstinenserne, en udvikling der ikke i samme omfang har gjort sig gældende hos moderate demokrater. Hos demokraterne har særligt den mere og mere magtfulde venstrefløj undergået en sand transformation siden 2001 og har nu større sympati for palæstinenserne end for israelerne. En udvikling der i høj grad også er et generationsspørgsmål, hvor den unge (demokratiske) generation er væsentlig mere positiv indstillet over palæstinenserne end den ældre garde.

Nogle vil mene, at Trump omsider er den præsident, der kan være med til at forhandle en fredsplan mellem Israelerne og palæstinenserne på plads. Forretningsmanden og dealmakeren, der upåvirket af ideologiske begrænsninger søger den pragmatiske løsning.

Problemet med denne udlægning er, at dagens beslutning er det stik modsatte af en uideologisk og pragmatisk tilgang til spørgsmålet. Det er en dybt ideologisk beslutning - en godbid til basen og Netanyahu.

Men ud fra det perspektiv er det en ganske glimrende en af slagsen.