Her er Trumps fem største politiske sejre

En ny højesteretsdommer, afviklingen af Obamas politik og en økonomi i fremgang. Se, hvilke succeser Donald Trump har opnået indtil nu.

USA's Højesteret traf mandag en afgørelse, der betyder, at præsident Donald Trumps indrejseforbud for personer fra otte lande kan træde i kraft omgående. 

Syv dommere i Højesteret stemte for afgørelsen, mens to stemte imod. 

De otte lande er Iran, Libyen, Syrien, Yemen, Somalia og Tchad, der er overvejende muslimske samt Venezuela og Nordkorea.

- Det er lande, som Trump ganske enkelt ikke stoler på. Trump ønsker at værne om USA's interesser. Hensynet til USA's sikkerhed vejer tungere end hensynet til borgere fra de her lande, som måtte ønske at komme til USA, siger TV 2s USA-korrespondent Jesper Steinmetz om baggrunden for indrejseforbuddet, der dog fortsat kun er midlertidigt godkendt, mens der kører appelsager.

Indrejseforbuddet regnes bredt som en politisk sejr for Donald Trump, men hvad har derudover været præsidentens største sejre?

Det giver TV 2s USA-analytiker Mirco Reimer-Elster her et bud på i prioriteret rækkefølge. 

Trumps fem største succeser

Den konservative værdipolitik

Donald Trumps Twitter-aktivitet er fortsat med uændret hastighed siden han blev præsident. Foto: HANDOUT / Scanpix Denmark
Mirco Reimer-Elster: 
Allerede fra sin indsættelsestale signalerede Donald Trump, at han ikke ville række armen ud til dem, der ikke havde stemt republikansk. Det brød med traditionen om en præsident, der søger at samle sit folk. I stedet insisterer han på at føre en hård konservativ værdipolitik.
Hans evne til på særligt Twitter at føre værdipolitik er også en sejr. Det kan godt være, det er upræsidentielt at lange ud efter knælende NFL-spillere, men hans konservative base elsker det. Og han er ikke bleg for at tage en debat. Han langede ud efter Hillary Clinton, fordi hun modtog donationer fra filmproducenten Harvey Weinstein, selv om Clinton ikke kendte til de sager mod filmproducenten, der på det seneste er blevet afsløret. Trump har selv flere anklager om sexchikane hængende over sig, men det skader ham alligevel ikke nævneværdigt.
Kombinationen af at føre en hård værdipolitisk kurs og ikke blive nævneværdigt ramt af venstrefløjens angreb må anses for at være en sejr.

Afviklingen af Obamas politik

Tidligere præsident Barack Obama har kunnet se store dele af sin lovgivning rullet tilbage under Donald Trump. Foto: MARTIN BUREAU / Scanpix Denmark
Mirco Reimer-Elster: 
Donald Trump har fokuseret på at omgøre og afvikle den førte politik under den tidligere præsident Barack Obama. Det er Obamacare et tydeligt eksempel på.
USA's udmeldelse af FN's klimaaftale er et andet eksempel såvel som USA's farvel til handelsaftalen TTP.
Trump har også ambitioner om at trække sit land ud af den nordamerikanske handelsaftale Nafta og har omgjort Obamas åbne Cuba-politik. 
Man skal ikke tage fejl af, at Trumps kernevælgere var inderligt imod Obamas politik, og for Trump er det forholdsvist let politisk at annullere flere af Obamas initiativer. Så det er en nem måde at score billige point på. 

Den nye højesteretsdommer

Højesteretsdommer Neil Gorsuch ved sin indsættelse i Washington. Foto: Carlos Barria / Scanpix Denmark
Mirco Reimer-Elster: 
Trumps udnævnelse af Neil Gorsuch som ny højesteretsdommer er en af hans største bedrifter, da Gorsuch er udnævnt på livstid, og som 50-årig vil have mange år på posten. Der har endnu ikke været sager, hvor Gorsuch havde den afgørende stemme, men de vil komme.
En af de sager, hvor det bliver spændende at følge Gorsuch, omhandler en retssag fra Colorado, som skal for højesteretten. En kristen bager har nægtet at lave en bryllupskage til et homoseksuelt par. Men er det diskrimination af det homoseksuelle par på grund af deres seksualitet, eller er det en krænkelse af bagerens kristne tro, hvis han ikke kan nægte at lave kagen på grund af deres forhold.
Man skal heller ikke undervurdere, at Gorsuch pleaser den republikanske højrefløj, som Trump ellers har haft udfordringer med. Gorsuch er en klassisk konservativ.

Immigrationspolitikken

En mand vinker til sine familiemedlemmer ved den amerikansk-mexicanske grænse ved San Ysidro i Californien. Foto: Sandy Huffaker / Scanpix Denmark
Mirco Reimer-Elster: 
Indrejseforbuddet er et eksempel på en vellykket immigrationspolitik. Også selvom det kun er midlertidigt blåstemplet.
Muren til Mexico er fortsat ikke blevet bygget, men det handler for Trump mindst lige så meget om at italesætte problemerne som rent konkret at få lavet en mur. Trump vil kunne sige, at det var det politiske system i Washington, der ikke gav ham lov. Så han får sat en agenda.
Jeg vil argumentere for, at det ikke behøver skade ham, hvis muren aldrig kommer. Samtidig er der sket et fald i antallet af illegale immigranter siden Trumps indsættelse. 

It's the economy stupid

Travlhed på børsen i New York, der har haft rigeligt at se til med en økonomi i fremgang. Foto: SPENCER PLATT / Scanpix Denmark
Mirco Reimer-Elster: 
Trumps største sejr må være økonomien, der buldrer derudad. Aktiemarkedet boomer, og væksten er stærk.
Samtidig har Trump udsigt til en skattereform, som er vedtaget i begge kamre. Den betyder med stor sandsynlighed, at erhvervslivet kan se frem til en selskabsskattelettelse fra 35 til 20 procent.
Og så skal man ikke undervurdere betydningen af, at Trump ved valget sikrede republikansk flertal i både Senatet og Repræsentanternes Hus. Det ses som en fordel i virksomhedernes øjne og lægger ikke en dæmper på den økonomiske optimisme.