Svensk kulturprofil anklages for stribe af voldtægter og overgreb

16x9
Talskvinde fra Det Svenske Akademi møder her pressen og læser en pressemeddelelse op om 'Kulturprofilen' efter et møde i akademiet i sidste uge. Foto: Vilhelm Stokstad / Scanpix

Ny skandale i Sverige trækker tråde til toppen af Det Svenske Akademi. En ældre mand har angiveligt begået overgreb på unge kvinder i flere årtier.

Hun var en ung forfatter. Han var en ældre magtfuld mand i den svenske kulturverden. De befandt sig til en fest i det intellektuelle miljø i Stockholm, da overgrebet skete.

- Han sagde ikke mange ord til mig, før han hårdt trykkede sin hånd op mellem mine ben og lavede et pussy grab. Han blev ved med ligesom at … grave. Der var ikke noget, der havde motiveret hans handling. Ingen flirt eller berøring på min arm op til da. Han stak bare sin hånd lige op i mit underliv.

Udtalelsen kommer fra den svenske forfatter Gabriella Håkansson. Hun og 17 andre kvinder anklagede i sidste uge en kendt, ældre mand for at have begået seksuelle overgreb på dem. Overgrebene skal være foregået gennem de seneste 30 år, og de 18 kvinder har ladet sig interviewe i avisen Dagens Nyheter. Fire af kvinderne stod frem med navn, resten udtalte sig anonymt.

Kun få svenske medier har indtil videre valgt at skrive navnet på manden. I de fleste svenske medier kaldes manden blot ‘Kulturprofilen’.

Mandag i denne uge valgte to kvinder at anmelde den pågældende mand til politiet for voldtægt og overgreb, og torsdag fulgte yderligere tre kvinder trop, så ’Kulturprofilen’ nu er meldt til politiet for fem voldtægter.

Forsidestof i Sverige

Ifølge Dagens Nyheter skal voldtægterne være sket i Stockholm i løbet af de seneste syv år. Den ene af kvinderne var ligeledes en ung forfatter, men hun forlod kulturverdenen efter overgrebene.

- Jeg bestemte mig for at anmelde hændelserne, da jeg indså, at mange andre gerne ville gå til politiet, men ikke turde, fordi de har for meget at tabe. Jeg ved, at det her har stor betydning for andre end mig selv, siger kvinden til avisen.

Historien om ‘Kulturprofilen’ går dog langt videre end disse fem politianmeldelser.

Han lokker med sin magt og sine kontakter.

Anonym kvinde i Dagens Nyheter om 'Kulturprofilen'

I Sverige har tusindvis af kvinder siden midten af oktober som del af metoo-fænomenet fortalt om deres oplevelser med seksuelle overgreb. I begyndelsen af november skrev 456 kvindelige skuespillere et åbent brev om overgreb i film- og teaterverdenen, og kort efter lød et lignende opråb fra 653 kvindelige sangere om sexisme i opera- og koncertmiljøet.

Både i det svenske kulturliv, i den svenske mediebranche og i politiske kredse i den svenske hovedstad er kvinder stået frem og har sagt nok er nok.

Det Svenske Akademi

Det litterære selskab Svenska Akademien blev stiftet den 20. marts 1786 af kong Gustav 3. af Sverige.

Akademiet går også under navnet 'De Aderton' (de atten på dansk, red.) på grund af akademiets 18 medlemmer, som sidder på posten på livstid.

Akademiets formål er at fremme svensk litteratur og det svenske sprog, og akademiets medlemmer udpeger hvert år modtageren af Nobelprisen i litteratur.

Men den nyeste skandale om ‘Kulturprofilen’, som skal have forgrebet sig på kvinder i både Stockholm, Paris og Gøteborg igennem tre årtier, er den historie, der lige nu har taget fast plads på forsiderne af medierne i vores broderland.

På den anden side af sundet spørger man sig selv, hvordan det kunne lade sig gøre, at denne højtstående kulturprofil i så mange år kunne slippe afsted med sit angivelige forehavende, uden at nogen stoppede ham.

Men før vi når frem til et muligt svar på det spørgsmål, skal vi begynde et helt andet sted. 

Det handler om mænds magt

Metoo-bølgen begyndte at rulle den 5. oktober, da The New York Times offentliggjorde en række anklager mod den kendte amerikanske filmproducer Harvey Weinstein. Små to måneder senere stod Hollywoodmogulen ramponeret tilbage og forsøgte desperat at redde sit ry, efter beskyldningerne fra en lang række prominente skuespillerinder, modeller og journalister om, at han skal have forgrebet sig på dem eller for at have tvunget sig til sex med dem.

Weinstein-sagen handler i sin yderste konsekvens om, at produceren gennem sin prominente placering på toppen af den amerikanske filmindustri har brugt sin magt til at forsøge at tiltvinge sig sex med kvinder, som gerne ville frem i branchen.

- Hvis du er sammen med mig, så får du langt lettere ved at få roller i fremtiden, anklages Weinstein for at have brugt som pressionsmiddel over for de håbefulde skuespillerinder, han har forgrebet sig på. Han anklages også for at have opsøgt kvinderne flere gange efter, at han havde forsøgt at få sex med dem, og her skal han have truet med, at det ville koste dem dyrt, hvis de skulle finde på at fortælle om hans tilnærmelser.

De mange anklager mod Harvey Weinstein har den seneste måned også herhjemme medført et opgør med Peter Aalbæk Jensen og arbejdskulturen på filmselskabet Zentropa. Beskyldningerne mod den danske filmboss er ikke identiske med beskyldningerne mod Weinstein, men alligevel er der lighedspunkter.

Flere tidligere kvindelige ansatte på Zentropa har beskrevet, at ydmygelser og sexchikane var en del af hverdagen på filmselskabet i Avedøre. Ifølge kvinderne, som var elever (såkaldte småttere) på Zentropa, fik de blandt andet, hvis de havde begået en fejl, valget mellem enten at muge ud på Peter Aalbæks gård eller at blive lagt hen over chefens bord eller knæ og få smæk.

I kølvandet på afsløringerne har Zentropa iværksat en intern undersøgelse, og Peter Aalbæk Jensen har meddelt Zentropas ledelse, at han bliver væk fra arbejde, indtil en rapport fra Arbejdstilsynet foreligger.

Efter adskillige beretninger om upassende adfærd over for ansatte fra Peter Aalbæks side og et generelt dårligt arbejdsmiljø hos selskabet, har Zentropa iværksat en intern undersøgelse. Samtidig er Arbejdstilsynet på banen for at lave en rapport om arbejdsmiljøet hos filmselskabet.

‘Kulturprofilen’ udvalgte angiveligt sine ofre på kælderklub

Den mand, som lige nu er under anklage i Sverige, er 71 år og har særdeles tætte bånd til Det Svenske Akademi, som uddeler Nobelprisen i litteratur. 

Han ringede hele tiden, opsøgte mig og truede mig.

Anonym kvinde i Dagens Nyheter om 'Kulturprofilen'

Vedkommende er gift med en kvindelig forfatter, som er et prominent medlem af Det Svenske Akademi, og sammen med sin hustru driver han en eksklusiv, intellektuel klub i en kælder i Stockholm. Klubben hedder ‘Forum’ og har igennem 30 år været der, den svenske kulturelite mødtes.

Klubben beskrives i svenske medier som et sted, hvor Sveriges førende forfattere, skuespillere og musikere forsamles for at drikke vin og debattere kulturelle emner. Klubben har de seneste 10 år modtaget knap otte millioner svenske kroner i offentlig støtte, og Det Svenske Akademi har doneret store beløb til stedet, årligt mindst 125.000 svenske kroner.

Den 71-årige mand, som er fransk statsborger, anklages for at have udvalgt sine ofre, oftest helt unge kvinder, ved arrangementer i klubben. Men han skal angiveligt også have begået overgreb i lejligheder i Stockholm og i Paris, som er ejet af Det Svenske Akademi.

Desuden anklages ’Kulturprofilen’ for at have forulempet flere kvinder ved den årlige bogmesse i Gøteborg, hvor han har været vært ved ekstravagante fester i en suite på Park Hotel.

‘Kulturprofilen’ afviser over for Dagens Nyheter, at han har gjort noget forkert.

– Men, rare du, jeg har ikke lyst til at svare på de her spørgsmål. Og jeg beklager, at du skal skrive om sådan noget. Jeg troede, at du var en bedre journalist, siger han til avisens reporter.  

- Det føltes som om, han tændte på min angst

I Dagens Nyheter udtaler flere af de kvinder, som retter beskyldninger mod ’Kulturprofilen’, at han misbrugte sin magtfulde position til at komme tæt på dem og derudover har truet med at ødelægge kvindernes karrierer, hvis ikke de indvilligede i at være sammen med ham seksuelt.

- Han lokker med sin magt og sine kontakter. Han foreslog, at jeg skulle komme til Paris, hvor han og en af hans nære venner, en mand fra Det Svenske Akademi, skulle bo. Da jeg ankom, blev han en anden, fuld af foragt. Jeg blev ved med at se ham gennem en måned i Sverige … Her bad han mig om at give ham et blow job, og det begyndte frivilligt. Men pludselig tog han fat i mit hoved, hårdt. Han holdt fast. Jeg kunne ikke røre mig, og jeg var så fandens bange. Jeg vidste ikke, om jeg ville komme derfra. Og det føltes som om, han tændte på min angst, siger en af kvinderne.

En anden kvinde, der blot omtales som ‘den 9. kvinde’, udtaler:

- Jeg ville virkelig gerne arbejde i kulturverdenen, og han henvendte sig til mig under en fernisering … På et tidspunkt angreb han mig med tvang. Det skete i hans lejlighed på Östermalm. Han voldtog mig. Jeg fik et panikanfald, og så snart jeg formåede at slippe væk, ringede jeg til en ven og fortalte, hvad der var sket … Jeg brøde med klubben og kulturprofilen, men det var et helvede. Han ringede hele tiden, opsøgte mig og truede mig. Jeg er stadig bange for at besøge Stockholm.

Endnu en kvinde, der i Dagens Nyheter omtales som ‘den 11. kvinde’, fortæller:

- Han betalte flybilletter til mig til Paris, hvor vi boede i Det Svenske Akademis lejlighed. Han havde lovet mig, at jeg kunne sove alene i mit eget værelse. Men om natten kom han ind om natten og forsøgte at tvinge sig på mig. Jeg kunne judo og formåede at forsvare mig selv … Det værste var, da jeg forsøgte at komme ud af forholdet. Han ringede og sendte mig beskeder hele tiden. Han opsøgte mig på mit arbejde og fortalte mig, at han havde drømt, at en kvinde, der lignede mig, var blevet myrdet. Jeg flyttede til udlandet i en periode for at komme væk fra ham.

Kulturministeren går ind i sagen

Dagens Nyheter kan berette om flere andre tilfælde, hvor ‘Kulturprofilen’ på kælderklubben i Stockholm angiveligt har stukket sin hånd op mellem benene på kvinder og har befamlet andre på bagdelen. Hvis kvinderne har sagt fra, har han truet med repressalier, fortæller en af dem, der står frem med navn, journalisten og forfatteren Lena ten Hoopen.

- Så sagde han: “Med den attitude skal jeg nok sørge for, at du ikke holder længe i branchen”, og “ved du godt, hvem jeg er gift med?”.

TV 2 har forgæves forsøgt at få kontakt til ‘Kulturprofilen’ for at forholde ham anklagerne. TV 2 har desuden talt med flere personer, der arbejder i kulturverdenen og på nærmeste hold har oplevet grænseoverskridende adfærd fra den 71-årige mand. Ingen af disse vil dog udtale sig til citat om anklagerne mod manden.

Sagen har for længst haft flere konsekvenser for den 71-årige mand. Udover, at han selv er gået under jorden, er klubben ’Forum’, som han driver med sin hustru, lukket og alle planlagte arrangementer på stedet er aflyst. Klubbens hjemmeside er også forsvundet, og hvis man ringer op til ’Forum ’kommer man igennem til en telefonsvarer.

Oven i det undersøger den svenske kulturminister Alice Bah Kuhnke netop nu, om det er muligt at fratage ’Kulturprofilen’ en kongelig medalje, som han fik overrakt i 2015.

- Det er åbenlyst, at den person aldrig burde have fået udmærkelsen, siger Alice Bah Kuhnke til flere svenske medier.

Torsdag i sidste uge valgte Det Svenske Akademi desuden at stoppe al samarbejde med ‘Kulturprofilen’, og samtidig oplyste akademiets permanente sekretær, Sara Danius, at “akademimedlemmer, medlemmers døtre, medlemmers hustruer og personale ved akademiet er blevet udsat for uønsket intimitet og upassende behandling af den pågældende.”

Hvorfor greb ingen ind?

Spørgsmålet er, om denne handling er nok til, at topledelsen i Det Svenske Akademi, som blev stiftet helt tilbage i 1786, vil gå fri.

Det er der ikke meget, der tyder på.

For i de seneste dage er det kommet frem, at medlemmerne af akademiet i årevis er blevet konfronteret med rygter om, at ‘Kulturprofilen’ opfører sig upassende over for det modsatte køn.

- I over tyve år tid har kvinder i kulturbranchen talt om ham. Om at vi burde sætte advarselsskilte op i hele byen og klistre dem op på porten til Det Svenske Akademi. Om at det måtte stoppe. Men ingenting er sket, siger en af de kvinder, Dagens Nyheter har interviewet.

Der hersker en aristokratisk selvforståelse i visse dele af det svenske intellektuelle miljø

Anne Fastrup, lektor i europæisk litteratur- og kulturhistorie

En anden kendt svensk kulturpersonlighed, Cecilia Blomberg, skriver i en klumme i Sveriges Radio:

- Med de oplysninger, der nu afsløres, er spørgsmålet, hvad folkene i akademiet måske har vidst om den alvorlige seksuelle chikane og det misbrug, der skal have fundet sted siden slutningen af 1990’erne.

Endnu en kommentator, Ann Heberlein, skriver i en kommentar, at hun er vidende om, at flere kvinder, der har været sammen med ‘Kulturprofilen’, efterfølgende er blevet belønnet af Det Svenske Akademi med priser, stipendier og stillinger i kulturverdenen.

- Det har kunnet betale sig at være høflig over for den mand, der er gift med et medlem af akademiet og bedste ven med et andet medlem af akademiet. Hvordan kan det være, mon? Hvor meget indflydelse har ‘Kulturprofilen’ haft på Det Svenske Akademis arbejde? Hvor meget vidste andre medlemmer om hans forhold til de kvinder, der blev tildelt priser og penge af akademiet? Der er noget, der lugter råddent. Noget, der florerer i den fineste salon af alle de fine saloner.

Et opgør med aristokratiet

Den seneste udvikling i sagen er, at en svensk professor i civilret, Claes Sandgren har krævet, at de ledende figurer i Nobelpris-komiteen, Horace Engdahl og Peter Englund, trækker sig fra Det Svenske Akademi på grund af afsløringerne i Dagens Nyheter.

Et krav de begge - i første omgang - ikke har tænkt sig at opfylde.

Men sagen har under alle omstændigheder sendt dønninger gennem det intellektuelle, svenske parnas, hvis man spørger en dansk ekspert, Anne Fastrup, der er lektor i europæisk litteratur- og kulturhistorie.

- Der hersker en aristokratisk selvforståelse i visse dele af det svenske intellektuelle miljø – som for eksempel ’Forum’ og Det Svenske Akademi. Jeg vil være fræk og sige, at nogle af de intellektuelle, der er tilknyttet disse institutioner, har en tendens til at betragte sig selv som medlemmer af et ”åndsaristokrati”. Personligt har jeg ikke svært ved at se, hvordan en sådan selvforståelse kan generere den type adfærd, som denne skandale handler om. Det ligger i den aristokratisk selvforståelse, at man har visse privilegier, at man er hævet over de moralske love, som almindelige mennesker skal respektere, og at man således kan tillade sig at gøre mere eller mindre, hvad man har lyst til, siger Anne Fastrup. 

En anden dansk ekspert på området, Anne-Marie Mai, som er professor i dansk litteratur på Syddansk Universitet, er "oprigtigt rystet og chokeret" over de historier, der er blevet bragt i de svenske medier i de seneste uger.

- Det er godt at høre, at Det Svenske Akademi nu har sat et advokatfirma til at undersøge anklagerne mod denne mand. Akademiet er jo også et offer i sagen i og med, at nogle af akademimedlemmernes egne døtre og hustruer og ansatte angiveligt har oplevet overgreb. Det er helt essentielt, at akademiet åbent og tilbundsgående får afdækket alle dele af denne sag, siger Anne-Marie Mai.

Anne Fastrup, der er lektor ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, mener, at skandalen omkring ’Kulturprofilen’ kan være medvirkende til, at svenskerne får gjort op med det kulturelle jetset.

- Og dermed med hele den autoritære mentalitet, som dette miljø grundlæggende afspejler og lever af. Dette miljø kan jo kun opretholde sin aristokratiske selvforståelse, fordi der er nogen som beundrer dem, ser op til og dyrker dem som åndelige autoriteter, siger hun.