KOMMENTAR: Trumps reform vil ramme hans egne vælgere - men de vil hylde ham alligevel

16x9
Arkiv Foto: Justin Merriman / Scanpix Denmark

KOMMENTAR: Trumps appel skal forstås i en værdipolitisk kontekst, ikke en økonomisk. Også når det handler om skatter.

Præsident Donald Trump fik i nat sin hidtil største indenrigspolitiske sejr, da Senatet med et snævert republikansk flertal vedtog den største skattereform i mere end 25 år.

Det er en historisk bedrift for præsident Trump og republikanerne i Kongressen.

Skattereformen skal stadig strømlines og underskrives af præsidenten. Men Trump og republikanerne står nu på tærsklen til at få gennemført en af deres politiske mærkesager. Og det i et år, hvor de lovgivningsmæssigt ikke er lykkedes med ret meget andet - som for eksempel at afskaffe og erstatte sundhedsreformen ObamaCare.

Men nattens succes rummer også et paradoks. For skattereformen kommer med al sandsynlighed til at ramme de selvsamme hvide arbejderklassevælgere, der var med til overraskende at sende Trump i Det Hvide Hus for snart tretten måneder siden, hårdt på pengepungen.

Ifølge en analyse fra Kongressens egne uafhængige regnedrenge vil amerikanere med en indkomst på mellem 50.000 og 75.000 dollars – hvilket svarer til medianindkomsten i USA – om ti år ende med at betale sammenlagt mere end fire milliarder dollars mere i skatter, mens amerikanere med en indtægt på mere end en million dollars sammenlagt vil betale næsten seks milliarder mindre. Og amerikanere, der tjener mindre end 30.000 dollars om året, vil blive ramt ekstra, da skattereformen kommer til at fjerne støtten til disse amerikanernes sygesikring igennem sundhedsreformen ObamaCare.

Ydermere forventer iagttagere, at skattereformen vil resultere i nedskæringer på en lang række programmer og offentlige ydelser, der i dag primært kommer under- og middelklassen til gavn.

Præsident Trump, der ofte bliver beskrevet som en populistisk outsider, der taler den ”lille mands sag”, forfølger med andre ord i høj grad en økonomisk politik, der er til gavn for virksomhederne og de rigeste amerikanere.

Det store spørgsmål er altså, hvorfor mange amerikanske arbejderklassevælgere støtter op om en præsident og et parti, som er i færd med at vedtage en skattereform, der primært kommer den rigeste del af befolkningen og de amerikanske virksomheder til gode?

Som den politiske kommentator Fareed Zakaria skrev i Washington Post i denne uge, så er svaret nok, at Trumps base - modsat den gængse fortolkning - ikke primært går op i økonomiske emner, men forfølger en værdi- og kulturpolitisk dagsorden.

Zakaria har bestemt en pointe. For ser man tilbage på de indikatorer, der drev mange hvide arbejderklassevælgere hen mod Trump, så var økonomiske aspekter ifølge forskningsinstituttet PRRI ikke blandt de mest afgørende faktorer.

Den klart mest udslagsgivne indikator var det politiske tilhørsforhold til republikanerne. Det blev efterfulgt af et ubehag over for den igangværende kulturelle forandring i USA, der får hvide arbejderklassevælgere til at føle sig som fremmede i deres eget land. Ydermere var ønsket om at deportere illegale immigranter en stærk indikator for at støtte Trump frem for Clinton.

Her skal man selvfølgelig fastholde, at der sagtens kan være en sammenhæng mellem disse værdipolitiske prioriteter og ens økonomiske prioritering. Men min tese vil være, at man også skal se Trumps kritiske tilgang til handels- og immigrationspolitik mere som et værdipolitisk element frem for et økonomisk.

Trump og hans republikanske partifæller er ikke i mål endnu. Senatets og Repræsentanternes Hus bud på en skattereform skal endnu stemmes overens, inden Kongressen kan sende en skattereform til præsident Trump, som præsidenten må forventes at skrive under på.

Men i vores diskussion af skattereformens effekt på Trumps arbejderklassebase er det værd at minde sig selv om, at det ikke er "the economy stupid", som Bill Clintons tidligere kampagnechef James Carville yndede at sige, men snarere "the culture, stupid". Og man kan som bekendt ikke vinde en værdipolitisk diskussion med økonomiske argumenter.

Det burde demokraterne måske skrive sig bag øret frem mod midtvejsvalget næste år og præsidentvalget i 2020, hvis de ikke vil ende i samme situation igen.