BLOG: Ruslandssagen har taget en drejning - nu kan det blive farligt for Trump

16x9
Meldingen om, at præsidentkandidaten Trump bad Flynn om at kontakte russerne, har medført en ophedet diskussion om, hvorvidt dette er den rygende pistol, der ender med en rigsretssag mod præsident Trump, skriver Mirco Reimer. Foto: Ralph Freso / Scanpix Denmark

BLOG: At dømme ud af fra anklageskriftet mod Flynn er vi gået ind i en ny og for præsident Trump potentiel livsfarlig politisk fase af undersøgelsen.

For næsten præcis en måned siden rejste den særlige anklager Robert Mueller de første anklager mod Trumps tidligere kampagnechef, Paul Manafort, Manaforts hans højrehånd, Richard Gates, og den udenrigspolitiske rådgiver George Papadopoulos i undersøgelsen om Ruslands indblanding i det amerikanske præsidentvalg.

I dag kom der så en ny banebrydende - om end forventet - udvikling i sagen, da Trumps tidligere sikkerhedspolitiske rådgiver og senere kortvarige nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynn erklærede sig skyldig i at have løjet over for forbundspolitiet FBI.

At Flynn løj om sine samtaler med den russiske ambassadør Sergey Kislyak tilbage i december sidste år, har været velkendt i flere måneder. Det var en af hovedårsagerne bag præsident Trumps fyring af Flynn efter bare 25 dage på posten som national sikkerhedsrådgiver.

Men at dømme ud af fra den særlige anklagers anklageskrift er vi gået ind i en ny og for præsident Trump potentiel livsfarlig politisk fase af Ruslandsundersøgelsen.

At dømme ud fra anklageskriftet og den særlige anklagers fremgangsmåde i undersøgelsen indtil videre, tyder det på, at man lader Michael Flynn slippe relativ billigt ved kun at anklage ham for at have løjet over for FBI. Som modydelse har man fået Trumps tidligere sikkerhedsrådgiver til at samarbejde med forbundspolitiet. Det er en fremgangsmåde, som den særlige anklager også anvendte i efterforskningen af Trumps udenrigspolitiske rådgiver George Papadopoulos.

Men modsat Papadopoulos var Flynn en langt mere fremtrædende aktør i valgkampen og også kortvarigt en del af Trumps administration. Der er tale om en højtstående medarbejder i Trumps kampagne og senere administration, der ifølge den tidligere fungerende justitsminister Sally Yates var blevet kompromitteret i en sådan grad, at der var fare for, at han kunne afpresses af russerne. En mand, som præsident Obama ydermere havde advaret president-elect Trump imod at ansætte efter Trumps valgsejr sidste november.

Michael Flynn er med andre ord en større fisk end Papadopoulos og skulle derfor også tilbyde Mueller en noget større luns for at slippe nådigt. Flynn kunne med andre ord nok kun redde sig selv – og sin søn der også figurerer i efterforskningen – ved at hjælpe den særlige anklager med at få fat i personer længere oppe i Trumps inderkreds.

Det første store spørgsmål er nu, om og i så fald hvem Flynn kan levere på et sølvfad for Mueller.

I sin vidneerklæring kom den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver ind på, at han af ”en højtstående person i Trump-kampagnen” var blevet instrueret i at tage kontakt til en række lande, herunder Rusland. Spørgsmålet, som vi ikke har fået svar på endnu, er hvem der var, der instruerede Michael Flynn, og hvad han præcis skulle konferere med russerne om.

Det andet store spørgsmål er selvfølgelig, hvad den nye udvikling betyder for præsident Trump.

Her er det værd at huske, at en af grundene til, at præsident Trump tilbage i maj måned fyrede den daværende FBI-chef James Comey, var, at Comey havde nægtet at give efter for Trumps pres for at stoppe efterforskningen af Michael Flynn. Et pres, der selvfølgelig i sagens natur står i et andet lys efter dagens afsløringer. Den tidligere FBI-chef blandede sig i øvrigt selv i debatten om Flynns vidneerklæring tidligere med et kryptisk tweet, der er åben til fortolkning.

Den amerikanske tv-station ABC rapporterede i dag, at Flynn har erklæret over for FBI, at præsidentkandidaten Trump bad ham om at kontakte russerne. En melding, der med det samme medførte en ophedet diskussion om, hvorvidt dette er den rygende pistol, der ender med en rigsretssag mod præsident Trump. Men tv-stationen rapporterede ikke om, i hvilken sammenhæng præsidentkandidat Trump skulle have ytret dette ønske. Også her er der ikke noget, der nødvendigvis indikerer aftalt spil mellem Trumps kampagne og russerne. Hvis det overhovedet forholder sig sådan, som ABC skildrede det.

Vi må med andre ord væbne os med tålmodighed.

For når alt det er sagt, er det ligesom for en måned siden atter værd at fremhæve, at Flynns erklæring og villighed til at samarbejde med FBI udgør en vigtig ny udvikling i sagen, men også er fortsættelsen på det, der ligner en langvarig (rets)proces.

For ligesom i sine tidligere sigtelser af Trumps kampagnefolk er den særlige anklagers formål at arbejdet sig frem til toppen af Trumps kampagne og om muligt også Donald Trump selv.