På tærsklen til en krise: Nu skal disse bilister betale for renere luft i London

16x9
Det er Islington i Nordlondon, der nu vil opkræve en ekstrabetaling på cirka 17 kroner i timen for dieselbiler, der vil parkere på en af bydelens 6500 parkeringspladser. Foto: DANIEL LEAL-OLIVAS / Scanpix Denmark

London vil have bugt med luftforurening. Det skal ejere af dieselbiler betale for.

Luften i London er fyldt med forurening, og det er noget, man i den britiske hovedstad blandt andet giver dieselbiler skylden for.

Årsagen er, at bilernes udstødning indeholder forurenende partikler og nitrogenoxid (NO2), der er blevet koblet med lungesygdomme. Så sent som i september i år udsendte byens borgmester, Sadiq Khan, en regulær advarsel via tv, radio og masser af skilte på gader og stræder om høj luftforurening til borgerne i London.

London står på tærsklen til en krise, hvad angår luftkvaliteten.

Pressemeddelelse, Islington byråd

Og netop kvaliteten af den luft, beboerne i London indånder, får nu endnu en bydel i den britiske hovedstad til at melde ud, at der bliver indført en ekstra afgift, hvis man vil parkere sin dieselbil.

På tærsklen af en krise

Det er bydelen Islington i Nordlondon, der nu vil opkræve en ekstrabetaling på cirka 17 kroner i timen for dieselbiler, der vil parkere på en af bydelens 6500 parkeringspladser. I dag koster det op til 50 kroner i timen at parkere i Islington.

Med den nye ekstrabetaling lander man altså visse steder på 67 kroner for en enkelt times parkering med dieselbil.

I en pressemeddelelse skriver det lokale byråd, at ”London står på tærsklen til en krise, hvad angår luftkvaliteten”, og at de store indfaldsveje mod London, som strækker sig gennem Islington, giver enorme mængder trafik, der udleder giftig dieselforurening

Det koster at køre i London

Islington er ikke ene om at hæve parkeringsafgifter. Også i den centrale London-bydel Westminster koster det på udvalgte parkeringspladser op mod 62 i timen at parkere sin dieselbil.

Lange bilkøer er en del af hverdagen i den britiske millionby.
Lange bilkøer er en del af hverdagen i den britiske millionby. Foto: Divya Das/TV 2

Dertil kommer, at London i forvejen har en slags betalingsring (Congestion Charge Zone), som udløser en regning på 96 kromer om dagen, hvis man kører i det centrale London. Desuden har borgmesteren i London i oktober 2017 indført en yderligere afgift, T-afgiften (Toxicity charge) på 84 kroner om dagen for ældre biler, der kører i London.

Tanken bag er, at ældre biler forurener mere end nyere modeller, så T-afgiften gælder for de fleste biler, der er indregistreret før 1. januar 2006.

Det vil sige, at hvis man kører i en ældre dieselbil og skal parkere i det indre London i tre timer, kan det koste op mod 366 kroner (62*3 + 96 + 84 kroner) - En ikke ubetydelig regning.

London bryder loven

Men der er en grund til, at London tager affære. Ifølge Kings College i London er den britiske hovedstad det primære område i det forenede kongerige, der ikke overholder EU’s standarder for luftforurening.

Forureningen hober sig op i London, når den bliver fanget mellem bygninger, særligt når luften står stille, skriver universitetet på sin hjemmeside.

Flere steder i London opfordres bilisterne til at slukke for motorerne.
Flere steder i London opfordres bilisterne til at slukke for motorerne. Foto: Divya Das/TV 2

Da Londons borgmester i september måtte fortælle byens borgere, at forureningen havde nået et alvorligt højt niveau, var det syvende gang på 13 måneder, at han havde udsendt en sådan advarsel.

Sadiq Khan udtalte dengang, at det var ”det chokerende og ulovlige forureningsniveau af Londons møgbeskidte luft”, der fik ham til trykke på alarmknappen.

En undersøgelse fra oktober i år peger på, at titusindvis af indbyggere i Storbritannien hvert år dør tidligt som følge af det høje niveau af forurening, og professor Jonathan Grigg fra organisationen Doctors Agains Diesel (Læger imod Diesel, red.) har sagt til avisen The Guardian, at ”den beskidte luft er alvorligt ødelæggende for borgernes sundhed og trivsel”.

Dieselbiler ud af byen

Den britiske regering har en langsigtet plan om at udfase brugen af dieselbiler inden 2040. I Finansloven, der netop er blevet fremlagt, bliver der faktisk allerede nu indført et instrument, der skal få antallet af nyindkøbte dieselbiler ned.

Fra april 2018 indfører staten en ny skat, der kan løbe op i en ekstraregning for britiske bilkøbere på 4200 kroner ekstra, hvis man investerer i en dieselbil.

Udover personbiler er vejene i London også propfyldte med taxaer og Uber-biler. Den seneste officielle opgørelse fra 2017 viser, at der er 108.000 køretøjer (taxaer og biler fra kørselstjenesten Uber) på gaden.

Men også herfra lyder det, at man vil deltage i at få udfaset brugen af dieselbiler. Ifølge avisen the Independent har kørselstjenesten Uber lovet at stoppe med at køre med dieselbiler i London med udgangen af 2019, og den ikoniske sorte London-taxa skal transformeres til en mere grøn og miljøvenlig version fra det nye år.

Så sent som i september i år udsendte byens borgmester, Sadiq Khan, en regulær advarsel, via TV, radio, og masser af skilte på gader og stræder, om høj luftforurening til borgerne i London.
Så sent som i september i år udsendte byens borgmester, Sadiq Khan, en regulær advarsel, via TV, radio, og masser af skilte på gader og stræder, om høj luftforurening til borgerne i London. Foto: Divya Das/TV 2

I Islington håber byrådsmedlem fra miljø og transportforvaltningen, Claudia Webbe, at den forhøjede parkeringsafgift allerede nu vil få folk til at skille sig af med deres dieselbil og overgå til en mere bæredygtig transportform.

Ligesom byrådet nærer håb om, at London på linje med Paris, Madrid og Mexico City vil være med til at forbyde dieselbiler fra 2025.