Mystisk asteroide kommer tæt på jorden - kan give regn af stjerneskud

16x9
Arkivbillede. Foto: STAN HONDA / Scanpix

En asteroide, der bliver beskrevet som "potentiel farlig" i fremtiden, vil krydse med Jordens bane i december.

Det var den første asteroide, der blev opdaget ved hjælp af billeder fra et rumfartøj.

Asteroiden hedder 3200 Phaethon, og den er på vej direkte forbi Jorden. Den kommer så tæt på, at Nasa tidligere har omtalt den som "potentiel farlig" i fremtiden.

Men umiddelbart er der ikke grund til bekymringer, forklarer astronom og astrofysiker ved Niels Bohr Institutet i København Anja Andersen.

- Den er ikke farlig, som det ser ud lige nu. Men den kan blive det, siger hun og uddyber:

- Den har en halv størrelse af det objekt, der for 64 millioner år siden udryddede dinosaurerne. Så den kan blive farlig, men vi skal bare sørge for at holde øje med den.

Asteroidens afstand til Jorden vil være næsten 10 millioner kilometer, når den krydser Jordens bane den 16. december. 3200 Phaethon har en omløbstid på 1,4 år, men det er sjældent, at den kommer så tæt på jorden som nu. I 2007 var den 18 millioner kilometer borte og tætteste omløb i dette århundrede bliver i år 2093, hvor den vil være blot tre millioner kilometer fra jorden.

Men for at sætte asteroidens alvor i kontekst forklarer Anja Andersen, at vi først skal begynde at blive bekymrede, hvis den kommer under månens afstand på 384.400 kilometer.

Ifølge astronomen handler det om, hvorvidt asteroiden bliver skubbet ud af kurs eller ej.

- Den ligger i en bane, hvor den krydser både Jorden og planeterne Mars, Venus og Mercur. Planeternes tyngdekraft kan påvirke asteroiden, fordi de er markant større. Asteroiden er meget lille i forhold til, siger hun.

- Planeterne kan derfor være med til at bøje asteroidens bane i en retning, så den kommer tættere på Jorden.

Asteroidens omløbstid er 1,4 år.
Asteroidens omløbstid er 1,4 år. Foto: Wikipedia

Asteroide eller komet?

Anja Andersen beskriver 3200 Phaethon som et interessant og mystisk objekt. Forskere har nemlig svært ved at vurdere, om den mest af alt er en asteroide eller en komet. 

- Den ligner en asteroide, men den opfører sig som en komet, forklarer hun.

En asteroide er en sten, som er solid og blot svæver ude i rummet. En komet er en blanding, hvor den ene halvdel er is, og den anden er sten. Når 3200 Phaethon svæver i rummet som en mørk sten, efterlader den sig ifølge Anja Andersen et støvspor.

Det betyder, at den kan give Jordens befolkning 'en gave', når den passerer vores bane til december.

- Når vi passerer den del, hvor objektet tidligere har været, flyver vi ind i dens støvspor. Når vi gør det, ser vi en meteorsværm med masser af stjerneskud. Spørgsmålet er blot, om vi krydser hinanden, når det er nat eller dag på Jorden, siger Anja Andersen.

Ingen grund til panik

3200 Phaethon blev opdaget den 11. oktober 1983, mens to astronomer søgte data til bevægelige objekter.

Det blev formelt annonceret den 14. oktober sammen med optisk bekræftelse af astronomen Charles T. Kowal, som rapporterede det til at ligne en asteroide. Den foreløbige betegnelse var 1983 TB, men i 1985 fik den navnet 3200 Phaethon. Phaethon er navnet på den græske solgud Helios søn, og henvisningen til solen skyldes, at asteroiden er det navngivne objekt, der i sin bane kommer tættest på solen af alle.

For at sikre, at asteroiden ikke rammer Jorden i fremtiden, kan man gå ind og påvirke dens bane, forklarer Anja Andersen.

- Dens bane bliver hele tiden skubbet, fordi det er et lille objekt. Vi kan sætte et solsejl på den, som fanger solvinden. Det gør, at den bliver tvunget til at følge vinden, og så vil den blive hevet lidt til side.

- Vi skal derfor ikke frygte for noget. Jeg håber blot, at vi får en masse smukke stjerneskud at se.