16x9

'Alting er perfekt her': TV 2 på bizar rundrejse i Nordkorea

TV 2 fik lov til at rejse rundt i verdens mest lukkede land Nordkorea i en uge. Her er, hvad vi så.

- Vi skal fremad skridt for skridt. Vi er republikkens unge helte.

De synger, allerede inden vi står ud af bussen. I grupper af omkring 50 børn marcherer de i takt forbi os i fire lige rækker. Det er en lejrskole. En slags belønning til de bedste elever fra de bedste klasser i området: 10 dage her i de idylliske omgivelser, hvor børnene har mulighed for at sejle i robåde, køre i vandrutschebane, spille fodbold, gå i biografen - og, nå ja, lære militær eksercits og sangtekster, der afslører, at det her langt fra er nogen normal spejderlejr eller fodboldskole.

- Vi vil kæmpe for vores leder Kim Jong-Un.

Det er vores første dag i Nordkorea.

En af lejrskolens lærere viser os rundt. Hun er smilende og imødekommende og fortæller os om stedet: Om at landets tre præsidenter, hele Kim-dynastiet, i tidens løb har besøgt stedet flere gange (hver gang det sker, bliver der opsat en platte med dato). At børnene selv vælger, hvad de vil bruge tiden på. Og at lejrskolen både handler om at lære noget og om at have det sjovt.

- Børnene nyder virkelig at være her. De lærer Kim Jong-Il-patriotisme og kærlighed til deres kammerater og fædreland. Det er vi stolte af, fortæller hun.

Langs væggene i lejrens computerrum står især drenge i kø for at få lov til at overtage plastikriflen og sende digitale kugler afsted efter modstanderens soldater, der i en evig strøm dukker op på skærmen fra skjulestederne i den sønderskudte by.

Ikke noget usædvanligt her: Digital underholdning - ofte med vold som tema - er et globalt fænomen. Men noget er alligevel anderledes.

En mandlig lærer i træningstøj går rundt og hjælper eleverne på vej.

- Du skal fokusere på din hovedstilling.

Han viser en større pige, hvordan hun skal lægge geværet op til skulderen og sigte. Men det er ikke et hvilket som helst spil, der glider hen over skærmen.

Jeg lærer dem de metoder, som Kim Il Sung brugte under den anti-japanske revolution

Skolelærer, Nordkorea
Børn spiller voldelige videospil, mens læreren kigger på.
Børn spiller voldelige videospil, mens læreren kigger på. Foto: Petter Ettrup / TV 2

Byen, hvor det blodige slag bliver udkæmpet, er den kinesiske storby Shanghai og scenen er 1941. Fjenden er den japanske kejsers tropper, der med hård hånd besatte først den koreanske halvø i 1910, siden dele af det østlige Kina, og som først slap grebet ved 2. Verdenskrigs afslutning.

- Lige nu skyder vi på de japanske soldater. Japanerne myrdede koreanerne på en barbarisk måde.

Børnene, der fortæller os dette, er omkring 10 år gamle. De kender udmærket historien om den japanske besættelsesmagt, og lige nu er de ved at gøre gengæld. Om end kun digitalt.

Hele formålet med vores tur til Nordkorea er om muligt at få nogle almindelige mennesker i tale. Vi vil gerne forsøge at forstå, hvordan de tænker. Hvordan de ser på den globale konflikt, som deres land lige nu står i centrum af.

Men det er helt tydeligt, at det er ikke er blandt disse børn, at vi skal finde ærlige svar.

Under alle interviews, vi udfører i lejren, står der bag barnet oftest tre voksne. En lærer og mindst en af de guider fra regeringen, der følger med os rundt under hele vores rejse i Nordkorea.

Hver gang et barn har udtalt sig, noterer vores flinke rundviser deres navn i et lille hæfte. Og der bliver med garanti lavet en ekstra note, hvis ikke barnets svar er i overensstemmelse med partilinien.

Derfor er det også svært at hive nuancerede svar ud af dem:

- Hvad kan du bedst lide at lave her i lejrskolen?

- Jeg kan lide at lave det hele.

- Men hvad er så det bedste her?

- Alting her er perfekt!

Skoleelev, Nordkorea

Svar af den type skal vi komme til at støde på mange gange i løbet af den følgende uges roadtrip igennem verdens mest lukkede land.

Enorme plakater af de afdøde præsidenter ses over alt i Nordkorea.
Enorme plakater af de afdøde præsidenter ses over alt i Nordkorea. Foto: Petter Ettrup / TV 2

Allerede i flyet kan vi mærke, at vi er på vej til en usædvanlig destination. Ombord på det nordkoreanske flyselskab Air Koryos russisk producerede Tupolev 204-maskine skiller vi os ud: Kun enkelte vesterlændinge er med flyet. Langt hovedparten er nordkoreanere i khakifarvede dragter af den type, som den afdøde præsident Kim Jong-Il altid var iført. På brystet af dem alle sidder en lille nål med billede af netop Kim Jong-Il og i en del tilfælde også af landsfaderen Kim Il-Sung. Nu er vi på vej til Nordkorea.

Da vi med mobilen tager et billede ned igennem midtergangen på flyet, kommer der straks en stewardesse og en ukendt mand i civil over til os.

- Please delete the picture you have just taken.

Billedet bliver slettet. Nu er vi virkelig på vej til Nordkorea.

Ude langs med landingsbanen i Pyongyang International Airport holder en række fly tilsyneladende klar til afgang, og der er hele tre terminaler. Men trafik er det småt med: Pt. er der ingen indenrigsafgange i Nordkorea (selvom der er en hel terminal til formålet), og internationale flyvninger begrænser sig til enkelte daglige afgange til Beijing, Shanghai og Vladivostok.

Vi bliver gennet frem til først paskontrollen og derefter tolden. Den sidste del har vi gruet for, fordi vi har taskerne fulde af kamera- og sendeudstyr. Vi har ikke fået at vide på forhånd, hvad det er tilladt at medbringe (med undtagelse af Bibelen, der er strengt forbudt), så derfor har vores optimistiske fotograf Anders tage både drone og satellitudstyr med. Konfiskeret. Et par avisudklip fra New York Times om situationen i Nordkorea. Konfiskeret.

Det lyder måske strengt, men sådan er det mange steder i verden. Der er mange steder, hvor de ikke elsker hverken droner, sendeudstyr eller New York Times.

Efter en lille times tid i kø slipper vi igennem. Overraskende let. På den anden side af toldbetjentene står en ældre, velklædt herre og venter på os. Han smiler og ser imødekommende ud.

Det er første gang, vi møder Mister Ju.

Mister Ju er TV 2's guide under turen i Nordkorea. Et krævende arbejde.
Mister Ju er TV 2's guide under turen i Nordkorea. Et krævende arbejde. Foto: Petter Ettrup / TV 2

Inde i ankomsthallen køber vi SIM-kort til vores telefoner, der ellers ikke ville virke på det lokale netværk. Nu udstyret med nordkoreanske telefonnumre kan vi ringe til udlandet, men ikke til lokale. Modsat de lokale, der kan ringe til hinanden, men ikke til udlandet.

Opkald koster 35 kroner per minut.

Mens telefonerne bliver tanket op, er ankomsthallen langsomt blevet tømt for folk. Nu er der kun udenlandske journalister tilbage: Os tre fra Danmark og fire fra australsk TV, der skal lave et dokumentarprogram. De bliver vores følgesvende den kommende uge, hvor vi skal dele bus, rejseplan og guider.

Vi får båret vores alt for mange tunge kasser og kufferter ud til den ventende bus, og bag os bliver døren låst. Lyset slukket. Vi var de eneste mennesker i hele lufthavnen, og selv om det er først på aftenen, kommer der ikke flere fly den dag.

På køreturen ind til hovedstaden Pyongyang bliver vi introduceret til vores såkaldte guider. De er oppassere udsendt af den nordkoreanske regering. Officielt er de med for at være vores guider, tolke og for vores sikkerheds skyld. Landet er trods alt stadig på papiret i krig mod USA og Sydkorea.

I realiteten er de med for at styre, hvad vi kan og ikke kan gøre. Hvem vi må tale med og om hvad. Grunden til, at de altid er mindst to, er, at de også skal holde øje med hinanden. Udenlandske journalister har jo både hovedet og computerne fulde af illegal viden udefra.

Mister Ju er den ældre, han er chefen. Normalt kontorarbejdende, når det drejer sig om almindelige turister, men med i marken, når journalister en sjælden gang imellem er blandt gæsterne. Han har en ung hjælper med, der tydeligvis er vant til at vise vej: Han kender alle bygningerne i byen, ved hvornår de er bygget, og han griber ofte mikrofonen undervejs og forklarer løs. Han taler et fint skoleengelsk og griner meget. Han hedder - ligesom omtrent hver femte af alle borgere på den koreanske halvø - Kim.

Undervejs i bussen joker vi med, at de burde sende en guide med os, der i al hemmelighed forstod dansk, så de kunne lytte med, når vi slog over fra høfligt engelsk til vores eget - og mere bramfri - modersmål.

Der i bussen syntes vi, det var sjovt, men vi skulle senere komme til at tænke mere grundigt over, hvad vi sagde på dansk.

Den ældre af guiderne tager nu mikrofonen og holder en lille velkomsttale. Han siger, at han over for journalister ikke kun er Mister Ju, men også Mister Yes. Fordi han altid siger ja. Bagefter fortæller han os, at vi ikke må forlade vores hotel uden en af guiderne.

Vi underskriver et papir, hvor vi lover ikke at gøre det. Eller at viderebringe usande oplysninger om Nordkorea. Eller at stille politisk sensitive spørgsmål under vores besøg.

Det er i sandhed en anderledes journalistisk udfordring, vi står over for.

Replika af den raket, det sendte Nordkoreas første satellit i kredsløb.
Replika af den raket, det sendte Nordkoreas første satellit i kredsløb. Foto: Petter Ettrup / TV 2

- Ingen billeder af individuelle personer. I skal gå indenfor!

Et af utallige stop på vores bustur rundt i Nordkorea har bragt os hen til det nybyggede Science and Technology Museum. På trappen stiller skolebørn sig op på rækker for at bukke for det store billede af præsidenterne, inden de bliver sluppet løs i det gigantiske museum formet som et atom. Men vi bliver gennet indenfor og får ikke lov til at filme børnene. Vores guider har ikke den store forståelse for, at det kræver billeder at lave fjernsyn.

Til gengæld får vi god tid til at filme den enorme raket, der strækker sig fra bygningens førstesal og helt op under loftet tre etager højere oppe. Den er en tro kopi af den raket, der i 2016 blev brugt til at sende Nordkoreas første satellit i kredsløb. En forskningsmæssig landvinding, siger nordkoreanerne - mens omverdenen anklagede dem for at camouflere et militært missilprogram som rumprogram.

Uanset hvad, er de stolte af raketten, og den får vi lov til at filme. Andre steder går det ikke så let.

Der er ting, vi gerne må filme: Flotte bygninger, veludstyrede computerlokaler, udsigten ud over byen. Så er der alt det, vi ikke må filme: Fattigdom, slitage, forældet landbrugsteknik. Vi kører forbi kilometer efter kilometer af landbrugsjord drevet ved hjælp af håndkraft og okser. Landbrug, som det ikke har set ud i Danmark i hundrede år. Måske forståeligt nok, at de forbyder os at filme: De ønsker ikke at vise deres gæster og omverdenen, at Nordkorea også er et fattigt land. For det er det i den grad.

Men der er også - i vore øjne - helt uskyldige ting, som vi ikke får lov at filme. Vi prøver i dagevis at få lov til at filme et supermarked. Et hvilket som helst supermarked: De får lov at vælge. Men det er umuligt. Vi vil gerne interviewe en repræsentant for regeringen, høj eller lav. Også her er der lukket.

Logikken er ikke altid til at få øje på. Men sikkert er det, at dette efter alt at dømme er det mærkeligste land i verden at arbejde i som journalist. Vi styrer ingenting selv.

Blandt de mere bizarre ting, de viser os undervejs er: et stort drivhus med agurker. Et skrivebord, der kan hæves og sænkes. Rundvisningen på en bowlingbane blev (heldigvis) aflyst. Til gengæld får vi så rigelig tid til at besøge en af Pyongyangs hovedattraktioner: Victorious Fatherland Liberation War Museum.

Fotograf Anders Bach foran statuer fra Kim Il-Sung og Kim Jong-Il
Fotograf Anders Bach foran statuer fra Kim Il-Sung og Kim Jong-Il Foto: Petter Ettrup / TV 2

Alternative fakta.

Begrebet blev opfundet af Donald Trumps talskvinde under den amerikanske valgkamp helt ovre på den anden side af Stillehavet, men ikke desto mindre er det netop det begreb, der falder os ind, mens vi går rundt på museet med det mundrette navn.

- USA startede Koreakrigen.

Så kontant er meldingen fra vores rundviser, der iført militær uniform viser os krigsbytte i form af nedskudte krigsfly, ødelagte kanoner og et beslaglagt amerikansk krigsskib.

Ingen af os er eksperter i Koreakrigen eller asiatisk historie, men det er tydeligt, at vi her på museet bliver præsenteret for en særdeles alternativ fortælling om den krig, der har præget den koreanske halvø siden 1950’erne.

Denne historie om krigen er anderledes end den, vi lærte i skolen. Ifølge Vestens fortælling begyndte krigen, fordi Nordkoreas grundlægger Kim Il Sung så en åbning. USA’s udenrigsminister havde kort forinden mere end antydet, at den koreanske halvø ikke lå inden for den amerikanske interessesfære. På dansk: USA ville ikke nødvendigvis forsvare Sydkorea, hvis de bliver angrebet.

Dette budskab blev opfanget i Pyongyang, der iværksatte et overraskelsesangreb, der i løbet af blot et par dage nærmest underlagde sig hele landet og samtidig omringede Syds hovedstad Seoul. Amerikanerne svarede igen, og præsident Truman beordrede først luftangreb og indsatte derefter landtropper.

Herfra bølgede krigen frem og tilbage. Det endelige resultat var en tilbagevenden til status quo før krigen, men i mellemtiden havde 2-3 millioner civile mistet livet. Det er ingen hemmelighed, at Koreakrigen var en ualmindelig barsk konflikt.

Alligevel går der et suk gennem forsamlingen af rimelig garvede udenrigsjournalister og -fotografer, da de viser os en film af en lille dreng, der i et anfald af desperat sorg hopper op og ned ved siden af liget af sin mor, der ligger ubevægeligt uden for deres sønderbombede hus. Krig er rædselsfuld. Uanset hvem, der startede den.

Det er ikke usædvanligt, at to modstandere i en krig har forskellige udlægninger af, hvordan en krig startede og hvordan den sluttede.

I tilfældet Koreakrigen har det afgørende betydning.

I den nordkoreanske selvforståelse er landet konstant truet. Mod syd står 35.000 amerikanske soldater; mod øst - i Japan - er der 40.000 amerikanske soldater; og på Guam 3.200 kilometer ude i Stillehavet har det amerikanske luftvåben sin base, hvorfra bombetogt efter bombetogt kan lægge Nordkorea i ruiner. Nøjagtigt som bombeflyene gjorde under Koreakrigen.

De frygter det nært forestående amerikanske angreb - fordi de har prøvet det før. Fordi amerikanerne (med sydkoreanerne) i 1950 startede den første Koreakrig, og fordi USA siden da har stået lige på den anden side af grænsen og bare har ventet på en ny mulighed for at få revanche efter nederlaget i 1953. For som navnet på museet indikerer, så opfatter Nordkorea afslutningen på krigen som en sejr: I deres opfattelse var det amerikanerne, der bad om den våbenhvile, der i 64 år har sat krigen på et skrøbeligt pause.

I sidste ende er det næppe så afgørende for civilbefolkningen, hvem der startede krigen. De husker bare, at omkring 15 procent af den nordkoreanske befolkning omkom under de fire forfærdelige år. 

Her er der ingen, der elsker USA.

Heller ikke på motorvejen er der megen trafik
Heller ikke på motorvejen er der megen trafik Foto: Petter Ettrup / TV 2

Vi har kørt et par timer ad veje så hullede, at det har været umuligt at arbejde, skrive eller sove. Motorvejen fra hovedstaden og ud mod Nordkoreas østlige kyst er bygget af betonelementer, der er støbt et andet sted og så er blevet fragtet ud til den nye vej og lagt i uendelige rækker efter hinanden. Over tid har de forskubbet sig. Bare en smule, men nok til at huller og ujævnheder skaber svingninger, der for hver femte meter forplanter sig ned gennem vores bus.

Målet er et af de steder, som nordkoreanerne håber skal blive fremtidens turistmagnet.

Rasmus Tantholdt midt på en øde motorvej
Rasmus Tantholdt midt på en øde motorvej Foto: Petter Ettrup / TV 2

Vi kører væk fra de flade veje og bevæger os opad. Nordkoreas landskab består hovedsageligt af bakker og bjerge, og vi er på vej op ad et af dem.

På afstand er det svært at se vores mål. Nattemørket er totalt, så snart vi bevæger os uden for hovedstaden. Men da vi kommer nærmere, tårner det store hotel sig op foran os. Grunden til, at vi ikke rigtig har kunnet se det er, at der er mørkt. Som i fuldstændig mørkt. På vejen op mener vi at kunne se lys i et enkelt af værelserne, men det må være rengøringspersonale: Vi er de eneste gæster på skisportshotellets 120 værelser.

Indretningen af Masikryong Ski Resort ligner en schweizisk alpehytte og skibakken ser god ud. Den fem kilometer lange piste kunne godt minde om et bedre skiområde i Sverige. Men vi er i stadig i det tidlige efterår og sneen lader vente på sig.

Det samme gør turisterne.

Faciliteterne er der. Skihotellet er nyt, rent og veludstyret. Badestrandene er hvide og brede, og luften er lun og mild, selv om efteråret. Det er derfor ikke blot ønsketænkning, når myndighederne håber at kunne tiltrække op imod en million turister om året til Nordkorea. Landet er overraskende smukt.

Lige nu kommer her officielt 200.000 turister hvert år, fortæller Mister Ju. Under vores besøg er det dog vores klare indtryk, at tallet i virkeligheden må ligge langt lavere. Vi oplever igen og igen samme følelse som vi havde, da lyset slukkede bag os i lufthavnen: Følelsen af at være alene.

Vinderen af Pyongyang Marathon 2017
Vinderen af Pyongyang Marathon 2017 Foto: Petter Ettrup / TV 2

Vi er formelt set i Nordkorea for at dække landets første efterårsmarathon. Forårsudgaven plejer at tiltrække 30.000 tilskuere og en del udenlandske løbere. Det er ikke tilfældet denne gang.

Løbet skal skydes i gang i området omkring Triumfbuen, der er bygget med inspiration fra Frankrig, men som i vanlig nordkoreansk stil naturligvis er en smule højere.

Det omskiftelige vejr gør, at det netop denne morgen føles bidende koldt på den tomme plads, hvor vinden har frit spil. Der er nærmest ingen. De udenlandske løbere kan tælles på enkelte hænder. Der er næppe mere end et par hundrede tilskuere.

- En ren og skær fiasko, fortæller en britisk rejsearrangør os med en vis skadefryd. Han driver det største rejsebureau, der i årtier har arrangeret ture ind i Nordkorea.

Så kan det måske lære dem ikke at slå turister ihjel!

Rejsearrangør, Storbritannien
Otto Warmbier erkendte, at han stjal en nordkoreansk propagandaplakat, men det hjalp ikke på hans situation
Otto Warmbier erkendte, at han stjal en nordkoreansk propagandaplakat, men det hjalp ikke på hans situation Foto: KCNA

Han hentyder til sagen om Otto Warmbier. Den mystiske sag om den amerikanske turist, der klokken tre om natten i en brandert stjal en propagandaplakat på en hemmelig etage på det hotel, hvor han boede og festede sammen med andre udenlandske turister.

En tilsyneladende uskyldig spøg, der endte med at koste ham halvandet år i fangenskab i Nordkorea og i sidste ende livet: Warmbier døde nogle få dage efter, at han fik lov til at vende hjem til USA, hjerneskadet efter hvad, der kan have været en madforgiftning.

De fleste eksperter er enige om, at det næppe var Nordkoreas intention, at Warmbier skulle dø. I en forhandlingssituation var han, groft sagt, mere værd levende end død. Men sådan gik det ikke, og det kan ses på dagens fremmøde.

På pladsen møder vi også manden, der arrangerede Warmbiers besøg i Nordkorea. Manden der viste ham vej til den hemmelige femte etage på Yanggakdo-hotellet, hvor det fatale plakattyveri fandt sted. Den unge brite i det lidt for store jakkesæt har meget lidt lyst til at tale om sagen.

Han vil dog gerne bekræfte, at det lige nu går sløvt med at få solgt billetter i hans selskab, der ifølge deres slogan sælger rejser til “lande, som din mor ville ønske, at du holdt dig væk fra”.

Sikkerhedsvagt i på en af Pyongyangs imponerende metrostationer
Sikkerhedsvagt i på en af Pyongyangs imponerende metrostationer Foto: Petter Ettrup / TV 2

Den konstante overvågning gør os en smule paranoide. Vi diskuterer, om der er mon er skjulte kameraer på værelserne. Om den bryllupsfest, vi tilfældigvis havnede midt i, mon var iscenesat kun for vores skyld. Om børnene i lejrskolen mon også får lov at spille computer i timevis, når vi ikke er der.

Det bedste eksempel på vores paranoia er historien om Miss Lee.

Efter et par dage i bussen støder en tredje guide til. Vi får ikke at vide, hvorfor der er brug for en ekstra guide.

Jeg elsker at grine. Jeg håber, at vi kommer til at grine sammen under hele jeres ophold her i Nordkorea.

Miss Lee, nordkoreansk guide

Det fortæller Miss Lee, da hun præsenterer sig selv i bussens mikrofon.

Miss Lee er nederst i hierarkiet af de tre guider, og hun hjælper os med forskellige praktiske ting. Holder styr på os og vores ting.

Og der skal ufattelig mange ting til at for at lave fjernsyn. Derfor efterlader vi tit tasker og stativer rundt omkring, mens vi filmer. Som for eksempel under marathonløbet.

På vej tilbage til bussen efter optagelserne råber fotografen Anders:

- Hvor er stativet henne?

På dansk.

Svaret falder på engelsk. Og fra Miss Lee, mens hun peger.

- It’s over there.

Den lille scene beviser ikke noget. Men alligevel sætter paranoiaen ind. Måske er Miss Lee netop den person, vi talte om allerede på vej ind fra lufthavnen: Spionen, der i al hemmelighed taler det uforståelige sprog. Som lytter med, når vi tror, vi kan tale frit. Vi begynder at regne baglæns og tænker over alt, hvad vi måtte have sagt, mens hun lyttede. Mens kameraet rullede, og måske især mens det var slukket. Systemkritik og generel skidtsnak. Ikke så få ting.

Men Miss Lee lader sig ikke mærke med noget. I løbet af de sidste dage i Nordkorea gør vi det til et mål at forsøge at afsløre, om hun forstår, hvad vi siger. Flere gange har vi fornemmelsen af, at det lykkes, og at hun kom til at vise, at hun er blandt det beskedne antal studerende, der lærer dansk på universitet i Pyongyang. Men vi får aldrig noget definitivt svar.

Ligesom vi heller aldrig for alvor får de almindelige nordkoreanere i tale. Dertil er der simpelthen for megen kontrol og censur. Vi har set en masse af landet. Kørt rundt i timevis i bus og set både den totale fattigdom og en hovedstad, der kunne fremvise imponerende velstand. Men det lykkes os kun i begrænset omgang at have fornemmelsen af, at vi har talt med nogen. Sådan rigtig.

Men så pludselig, på turens allersidste stop, oplever vi helt uventet noget ægte.

Ung mand sidder på biblioteket og surfer på det lokale, nordkoreanske internet, der ikke er forbundet til resten af verden
Ung mand sidder på biblioteket og surfer på det lokale, nordkoreanske internet, der ikke er forbundet til resten af verden Foto: Petter Ettrup / TV 2

Egentlig har vi droppet at filme mere. Vi har optaget timevis af råbånd og har følelsen af gentagelse. Sidste stop er endnu et bibliotek - vores tredje på turen. Her bliver vi fremvist en samling af international musik (vi får spillet en CD med svensk visemusik, men nænner ikke at påtale det), bøger på utallige sprog og læserum med berømte hæve-sænke-borde, som Kim Il Sung i sin tid opfandt (“Mennesker har forskellig højde, så det bør borde også have”, var angiveligt hans ræsonnement).

Biblioteket er enormt. Det hedder Grand People’s Study House og er åbent for alle voksne. Det er en slags hovedbibliotek, hvor der samtidig er en række kurser i forskellige sprog og IT-færdigheder.

Bygningen ligger midt på den enorme Kim Il Sung-plads og med udsigt over til Juche-tårnet på den anden side. Og det er her, vi møder dem.

To nordkoreanere surfer på nettet på det lokale hovedbibliotek
To nordkoreanere surfer på nettet på det lokale hovedbibliotek Foto: Petter Ettrup / TV 2

Vores vært er det, man på dansk ville kalde et fænomen. En ældre herre, der starter med at undskylde sine manglende sprogkundskaber, hvorefter han taler flydende engelsk nonstop, mens han viser os rundt. Han er vicedirektør for biblioteket, belæst og charmerende. Og så er han fuldstændig upåvirket af vores og vore guiders tilstedeværelse.

Han udstråler en selvsikkerhed, der gør, at vore guider naturligt træder i baggrunden, og han går forrest ind i et af undervisningslokalerne.

- Snak med nogen af dem, siger han.

Hvem som helst.

Vi er trådt ind et lokale, hvor undervisningen i begynder-engelsk netop er afsluttet. Eleverne er ved at pakke sammen og har kurs mod døren, som vi står og blokerer. Og midt i trafikproppen falder vi i snak. Kameraet har vi stillet fra os, og fordi det opstår spontant, er det her en ren samtale. Ikke et interview.

De unge mænd taler dårligt engelsk. Meget dårligt. Alligevel fører vi en lille samtale.

- Er det rigtigt, at der ikke er nogen chauffører i metrotogene i Danmark? Det har jeg hørt, får en af dem fremstammet.

Vi bekræfter, at det forholder sig sådan, mens vi undrer os over, hvor i alverden han dog ved det fra. Vi fortæller lidt om vores oplevelser i Nordkorea, og vi siger til dem, at vi håber, at de en dag får mulighed for at besøge vores land.

- Yes. And have a good time, siger en af de unge mænd. Han siger det med et grin og en tyk accept, der lyder som han citerer en amerikansk film, der er ulovlig for ham at kende.

Indrømmet: Samtalen med de imødekommende engelskstuderende var ikke banebrydende journalistik eller fuld af nye oplysninger. Men ikke desto mindre gik vi opløftede derfra.

Nordkoreas hovedstad er præget af store, pompøse pladser - og meget få mennesker
Nordkoreas hovedstad er præget af store, pompøse pladser - og meget få mennesker Foto: Petter Ettrup / TV 2

Vi forlader landet med mindst lige så mange spørgsmål som svar. Selv om vi prøvede at friste hende til at tale over sig, fandt vi aldrig ud af, om Miss Lee forstår dansk. Vi er ikke blevet klogere på, om nordkoreanerne blindt støtter deres leder Kim Jong-Un, eller om utilfredsheden lurer under overfladen. Eller om vores hotelværelser var videoovervågede.

Vi går ombord på flyet ud af Pyongyang med fornemmelsen af at have været en del af et absurd teater iscenesat for vores og kameraets skyld.

Men i korte momenter, så som hen over middage med vores guide Mister Ju eller samtalen med de unge engelskstuderende, havde vi fornemmelsen af at tale med ægte mennesker. Ikke hjernevaskede myrer i en grum diktators tjeneste, men derimod nysgerrige, smilende, imødekommende mennesker, der så tilfældigvis er født i en benhård diktaturstat.

Når kameraet var slukket, fik vi lidt mere at vide. Et kig ind bag forhænget.

Mere end det får man ikke i verdens mest lukkede land.

Rasmus Tantholdt i verdens dybeste metro, der også kan fungere som beskyttelsesrum i tilfælde af krig
Rasmus Tantholdt i verdens dybeste metro, der også kan fungere som beskyttelsesrum i tilfælde af krig Foto: Petter Ettrup / TV 2

Her kan du se flere billeder fra TV 2's tur til Nordkorea:

Lystfiskere nyder en lun aften i havnebyen Wonsan
Lystfiskere nyder en lun aften i havnebyen Wonsan Foto: Petter Ettrup / TV 2
De to afdøde ledere pryder en lokal kontorbygning i Pyongyang
De to afdøde ledere pryder en lokal kontorbygning i Pyongyang Foto: Petter Ettrup / TV 2
Rasmus Tantholdt og Anders Bach på stranden i Wonsan, som Nordkorea håber kan blive en sand turistmagnet
Rasmus Tantholdt og Anders Bach på stranden i Wonsan, som Nordkorea håber kan blive en sand turistmagnet Foto: Petter Ettrup / TV 2
En lille pige fremviser imponerende balletevner på det såkaldte
En lille pige fremviser imponerende balletevner på det såkaldte "Børnenes Palads" i Pyongyang, hvor børn bliver undervist i sport og musik efter skoletid. Foto: Petter Ettrup / TV 2