Skud lyder ved Mugabes hus under muligt kupforsøg i Zimbabwe

16x9
Zimbabwes præsident Robert Mugabe ved et politisk møde 8. november. Foto: JEKESAI NJIKIZANA / Scanpix Denmark

Der er hørt skud tæt ved præsident Robert Mugabes hus i Zimbabwe, men militæret afviser et muligt kupforsøg, skriver AP.

Der er intet kupforsøg i gang i Zimbabwe, påstår landets militær.

Det siger talspersoner i en tv-transmitteret meddelelse på den statslige tv-kanal ZBC, som militæret overtog tidligere onsdag.

- Det her er ikke en militær overtagelse af regeringen. Vi ønsker at forsikre nationen om, at Hans Excellence og hans familie er i sikkerhed, siger en general ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Vi er kun ude efter kriminelle rundt om ham (præsident Robert Mugabe, red.), som begår forbrydelser, der medfører sociale og økonomiske lidelser. Så snart vores mission er fuldført, vil alt blive normalt, siger militæret ifølge nyhedsbureauet AP.

Skud ved præsidentens hus

Ifølge AFP lyder der skud tæt ved Zimbabwes præsident Robert Mugabes hus i landets hovedstad, Harare.

Tidligere er der hørt mindst tre eksplosioner i byen, skriver AP.

Militære køretøjer er massivt til stede i gaderne, efter at hærens øverste leder, Constantino Chiwenga, har truet med at "træde til" for at neddysse de politiske spændinger i landet.

Tegn på kupforsøg

Både Reuters og AP beskriver episoderne som et tegn på, at et kupforsøg kan være i gang.

Præsident Robert Mugabes regerende parti beskyldte tirsdag hærchefen for "landsforræderisk adfærd".

Det skete, efter at Chiwenga mandag blandede sig i Mugabes fyring af sin vicepræsident.

Soldater og militærkøretøjer i set udkanten af Zimbabwes hovedstad Harare tirsdag.
Soldater og militærkøretøjer i set udkanten af Zimbabwes hovedstad Harare tirsdag. Foto: PHILIMON BULAWAYO / Scanpix Denmark

TV-station besat

Militæret har i årtier været en af nøglerne til Mugabes greb om magten, skriver nyhedsbureauet Reuters. Den 93-årige præsident har været leder i Zimbabwe siden 1980.

ZBC, en statslig tv-station, der fungerer som en solid støtte til Mugabe, er blevet overtaget af soldater.

Der er dog stadig ingen informationer fra militæret, der bekræfter, at der er tale om et kupforsøg.

Ambassader advarer ansatte

Den amerikanske ambassade i Zimbabwe har ifølge Reuters bedt sine ansatte om at blive hjemme onsdag.

Ambassaden skriver på sin hjemmeside, at den vil være lukket onsdag.

Alle amerikanere opfordres til at holde sig fra offentligt rum. Det skal de gøre, indtil der er flere informationer om, hvad der foregår.

Vicepræsident fyret

Robert Mugabe fyrede i sidste uge sin vicepræsident, Emmerson Mnangagwa. Præsidenten anklagede ham for at forsøge at tage magten i landet.

Han sagde blandt andet, at Mnangagwa gennem trolddom ville afsætte ham.

Mnangagwa havde militærets støtte, og han blev tidligere set som en oplagt efterfølger til Mugabe. Nu er han flygtet fra landet.

Mere end 100 af Mnangagwas støtter er siden blevet straffet.