Skatteminister Karsten Lauritzen er forarget men glad for ny læk

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) håber, at den nye lækage vil få landes skattemyndigheder til at gå efter lovovertrædere.

Det er både med en vis glæde og en vis sorg, at en ny verdensomspændende lækage af skattely-papirer er blevet rullet ud.

Sådan lyder det fra skatteminister Karsten Lauritzen (V) over for TV 2.

Afsløringen fra organisationen International Consortium of Investigative Journalists (ICIJ), der har 95 medier i 67 lande over hele verden i ryggen, indeholder 13,4 millioner lækkede dokumenter, de såkaldte 'Paradise Papers'.

Heriblandt er mere end 25.000 personer omtalt, heraf 140 fra Danmark. De er alle kunder hos advokatfirmaet Appleby, hvor lækken kommer fra.

'Panama Papers'

13,4 millioner lækkede dokumenter afslører, hvordan store virksomheder og meget rige mennesker gemmer på hemmeligheder og undgår at betale skat ved at bruge selskaber i skattely.

Lækket stammer fra to internationale advokatfirmaer, Appleby og Asiaciti, samt fra 19 selskabsregistre, som kun delvist eller slet ikke er offentligt tilgængelige.

Dokumenterne er lækket til den tyske avis Süddeutsche Zeitung, som via den internationale organisation for undersøgende journalister (ICIJ) har delt dem med 95 andre medier i 67 lande over hele verden.

- Det forarger mig naturligvis, at der er nogen, som anbringer deres penge i udlandet. Men på den anden side er det også glædeligt. Hver gang en læk bliver afsløret, ruster det de forskellige landes skattemyndigheder til at komme efter dem, der ikke har betalt den skat, de skal, siger skatteministeren.

Nogle borgere vil forsøge at bryde loven

Problemet ved skattely, hvor velhavende privatpersoner eller virksomheder betaler en væsentlig lavere skat end i det land, hvor de oprindeligt hører til, er, ifølge Karsten Lauritzen, at skatteindtægter forsvinder.

Når eksempelvis 140 danske privatpersoner og firmaer betaler en minimal skat i udlandet, hvor der er skattely, i stedet for at betale fuld skat i deres hjemland, mister den danske stat skatteindtægter. Indtægter, der kunne gå til at finansiere velfærd og udvikling i samfundet.

Heldigvis mener skatteministeren ikke, at det er et omfattende problem herhjemme.

- Jeg oplever, at langt de fleste danskere og danske selskaber ønsker at betale skat og følge vores skatteregler. Men der er også nogle, som ikke ønsker det i det omfang, at de bryder loven. De skal opleve, at skattevæsenet kommer efter dem. Og så er der en gruppe, som prøver at minimere deres skattebetaling.

Ny lækage er større end 'Panama Papers'

For knap to år siden blev endnu en lækage afsløret i skattely.

De såkaldte 'Panama Papers' fik blandt andet Islands statsminister til at trække sig fra sin post, og herhjemme kom storbanken Nordea godt og grundigt i fedtefadet, da det af interne dokumenter fra advokatfirmaet Mossack Fonseca i Panama fremgik, at banken havde lavet nogle meget kritisable forretninger i Panama.

Panama-lækagen viste navne på knap 214.000 selskaber, der blev konstrueret med hjælp fra advokatfirmaet. Lækagen rummede 11,5 millioner lækkede dokumenter, som gik helt tilbage til advokatfirmaets etablering i 1977 og frem til udgangen af 2015.

'Paradise Papers' går helt tilbage til 1950 og frem til 2016. Det omfatter emails, låneaftaler og bankoplysninger om 25.000 personer og virksomheder fra 180 lande. I alt indeholder lækagen 13,4 millioner dokumenter.