Ny antikorruptionsenhed anholder 11 prinser i Saudi-Arabien

16x9
Den stenrige prins Al-Waleed bin Talal er blandt de anholdte. Foto: Hamad I Mohammed / Scanpix Denmark

Den stenrige prins Al-Waleed bin Talal og tidligere økonomiminister Ibrahim Al-Assaf er blandt de anholdte.

Myndigheder i Saudi-Arabien anholdt lørdag 11 prinser og flere tidligere ministre i en tilsyneladende stor udrensningsaktion.

Anholdelserne skete, blot timer efter at kronprins Mohammed bin Salman havde godkendt en ny antikorruptionskommission i Saudi-Arabien.

Ligeledes lørdag blev de magtfulde ledere af den saudiarabiske nationalgarde samt lederne af landets flåde fyret, hvilket sendte chokbølger gennem kongedømmet.

Det rapporterer nyhedsbureauet AFP.

Imens skriver The Wall Street Journal, at kong Salman har fyret økonomiminister Adel Fakieh og erstattet ham med Mohammed bin Mazyad al-Tuwajiri, som tidligere har arbejdet for den globale bankkoncern HSBC Holdings.

Kongen har ifølge den amerikanske avis også fyret prins Miteb bin Abdullah som leder af Saudi-Arabiens nationalgarde.

Prins Miteb bin Abdullah er søn af monarkens forgænger, kong Abdullah, og var indtil nu en af de få prinser i en autoritetsstilling uden for kong Salmans gren af den kongelige familie.

En af verdens rigeste mænd

Saudiarabiske myndigheder oplyser ifølge nyhedsbureauet Reuters, at også milliardæren prins Al-Waleed bin Talal er anholdt.

Al-Waleed bin Talal er et fremtrædende medlem af Saudi-Arabiens kongefamilie, og så er han storinvestor i Apple og Twitter og en af verdens rigeste mænd.

Også tidligere økonomiminister Ibrahim Al-Assaf er blandt de anholdte.

Udviklingen følger en ny politisk kurs, som kronprins Mohammed bin Salman udstak i september.

Siden 32-årige Mohammed bin Salman i juli blev udpeget til kronprins - det næsthøjeste embede i landet - har han banet vej for flere reformer.

Således er det den unge prins, der menes at stå bag kong Salmans nylige beslutning om at fjerne et forbud mod kvinders kørsel.

Senest meddelte kronprinsen i slutningen af oktober, at Saudi-Arabien fra 2018 vil tillade kvinder på tre sportsstadioner i landet.

Det er desuden ventet, at et forbud mod biografer vil blive ophævet, ligesom at kongeriget opfordrer til fejringer på tværs af køn, hvilket ikke er set før.