Det ved vi om de 140 danske navne i 'Paradise Papers'

De såkaldte 'Paradise Papers' omhandler også en række danskere, der har søgt rådgivning om skatteoptimering.

De internationale overskrifter om de lækkede papirer fra advokatfirmaet Appleby i Bermuda - de såkaldte 'Paradise Papers' - handler mest om multinationale selskaber og internationale berømtheder.

Men der optræder også danske navne blandt de 25.000 personer og virksomheder, der fremgår af de 13,4 millioner lækkede dokumenter.

Det fortæller DR, der sammen med Politiken har adgang til de lækkede data i samarbejde med organisationen International Consortium of Investigative Journalists (ICIJ).

Der er tale om både nulevende og afdøde danskere, ligesom danske virksomheder også figurerer i papirerne. De lækkede dokumenter tæller blandt andet adelige, advokater, rigmænd, firmaer og private danskere

Fælles for dem alle sammen er, at de er blandt kunderne hos advokatfirmaet Appleby i Bermuda. I flere tilfælde er danskerne blevet kunder i forbindelse med, at Appleby har opkøbt andre firmaer og deres kundekreds.

Dansk advokatfirma indblandet

Et dansk advokatfirma har eksempelvis hjulpet en udenlandsk kunde med at flytte penge fra Bermuda gennem danske anpartsselskaber, der blev oprettet til lejligheden, og videre derfra til moderselskabets hjemland.

Advokatfirmaet vurderede ved flytningen af pengene, at der ville 85 procent sandsynlighed for, at en dansk domstol ville betragte konstruktionen som lovlig, viser de lækkede papirer ifølge DR.

Danske rederier er også nævnt i papirerne i forbindelse med oprettelse af selskaber, der er opført som ejere af bestemte skibe.

Endelig viser papirerne også, at danske pensionskasser har investeret i selskaber, der har adresse i skattely.

Der behøver ikke være tale om ulovlige forhold i de ovennævnte papirer. Der findes legitime årsager til eksempelvis at oprette et selskab på Bermuda.