Tyfon går i land med dødbringende kraft

Adskillige mennesker meldes dræbt i forbindelse med tyfonen Damreys hærgen over Vietnam.

Langs den centrale del af den vietnamesiske kyststrækning er der ifølge Ritzau omkommet 15 mennesker, da kategori 2-tyfonen Damrey lørdag gik i land.

Tropiske orkaner

En tropisk storm eller orkan er et uvejr bestående af kraftige tordenbyger og stærke vinde. De dannes over tropiske havområder på minimum 5° nordlig eller sydlige bredde, hvor vandet er varmere end ca. 27 grader.

De dannes dermed fundamentalt anderledes end storme og orkaner på vores breddegrader, som opstår på grund af temperaturforskelle mellem nord og syd.

I Atlanterhavet og den østlige del af Stillehavet kaldes de tropiske orkaner for hurricanes, og det gør vi også herhjemme for at adskille dem fra vores 'hjemlige' storme og orkaner. I den vestlige del af Stillehavet kaldes de tyfoner. I Det Indiske Ocean og omkring Australien kaldes de tropiske cykloner.

Tropiske orkaner klassificeres normalvis efter vindhastigheden på Saffir-Simpson-skalaen, der går fra 1 til 5, hvor 5 er kraftigst:

Tropisk lavtryk: >17,5 m/s
Tropisk storm: 17,5 - 32,5 m/s
Kategori 1: 32,5 - 42,4 m/s
Kategori 2: 42,5 - 49,9 m/s
Kategori 3: 50,0 - 57,9 m/s
Kategori 4: 58,0 - 68,9 m/s
Kategori 5: > 69,0 m/s 
 

Ifølge Joint Typhoon Warning Center (JTWC), ramte Damrey den vietnamesiske kyst med middelvindhastigheder på cirka 41 m/s og endnu kraftigere vindstød. Det er vindhastigheder, som er en smule højere, end hvad vi oplevede herhjemme under orkanen Allan i oktober 2013.

Damrey har i de foregående dage samlet styrke over det sydkinesiske hav, hvor høje vandtemperaturer på over 27 grader har givet tyfonen ekstra energi og styrke.

Derfor er det en særdeles farlig tyfon, der netop nu fortsat hærger over dele af Vietnam, og som berører tusindvis af mennesker.

Masseevakueringer

I provinsen Khan Hoa, som er blevet hårdest ramt af tyfonen, var over 35.000 mennesker i forvejen evakueret, men til trods for myndighedernes forberedelser, er 14 mennesker omkommet alene i den provins.

Damreys rasen over Nha Trang, Khan Hoa den 4. november 2017
Damreys rasen over Nha Trang, Khan Hoa den 4. november 2017 Foto: SOCIAL MEDIA / Scanpix Denmark

Adskillige steder meldes der om strømsvigt, og store nedbørsmængder har også medført, at mange vejstrækninger er bortskyllede.

Damrey er den tiende tyfon, der opstår over den vestlige del af Stillehavet i den indeværende tyfonsæson.