'Trafikpiger' i stedet for lyskryds og syv andre ting, der overraskede TV 2 i Nordkorea

TV 2 har den seneste uge haft et TV-hold i det ellers lukkede Nordkorea. Her er de ting, der overraskede os mest under vores ophold.

Byggeboom i Pyongyang. Den koreanske hovedstad har nu fået en skyline
Byggeboom i Pyongyang. Den koreanske hovedstad har nu fået en skyline Foto: Petter Ettrup / TV 2

1. En by i rivende udvikling

De færreste forbinder nok Pyongyang med en pulserende by med fuld gang i byggeriet. Ikke desto mindre er det sådan, vi har oplevet byen. De senere år er der blevet bygget et utal af højhuse rundt om i byen, og hovedstaden i Nordkorea har nu en decideret skyline.

Med militær præcision dirigerer unge kvinder i uniform trafikken
Med militær præcision dirigerer unge kvinder i uniform trafikken Foto: Rasmus Tantholdt / TV 2

Tidligere blev byen beskrevet som mørk og dyster, fordi elektriciteten kom og gik. Men vi har oplevet en by med masser af liv, gadelys og oplyste højhuse. Flere steder ligner byen nærmere en vestlig storby end hovedstaden i en diktaturstat underlagt omfattende sanktioner fra FN.

2. Piger styrer trafikken

Lad det være sagt med det samme: Der er ikke mange biler i Nordkorea. Der er en del busser og masser af cyklister, men privatbilisme er ikke udbredt. Der er dog kommet flere biler til i de senere år, men det er ikke lysreguleringer, der styrer trafikken i Pyongyang. Det gør til gengæld unge piger i blå uniformer kaldet “trafikpiger”. 

Med tydelige fagter og militær præcision dirigerer de trafikken og markerer, hvem der må køre og hvem, der skal standse. 

Blade på torve og pladser er ikke velset i Pyongyang
Blade på torve og pladser er ikke velset i Pyongyang Foto: Petter Ettrup / TV 2

3. Opsamling af blade

Lad det være sagt med det samme: Der er rent i Nordkorea. Meget rent. Selv om så godt som alle mænd er rygere, ser vi ikke så meget som et eneste cigaretskod på gaden. Det er måske ikke så mærkeligt: Der er konstant nogen, der fejer gader og fortove. Og netop i disse dage har de travlt: Alle veje i byerne er flankeret af tempeltræer, der netop nu smider de smukke, gule blade. Men bladene når knap nok at ramme jorden, før de bliver fejet op, båret væk og brændt.

Vores guider fortæller, at borgerne frivilligt går ud på gaderne og fejer blade op. Fra fortove, græsplæner og sågar fra toppen af hække og buske. Byen bliver holdt ren.

Uden for hovedstaden Pyongyang er der meget langt mellem bilerne på vejene
Uden for hovedstaden Pyongyang er der meget langt mellem bilerne på vejene Foto: Petter Ettrup / TV 2

4. De tomme veje

Som tidligere nævnt er der kun begrænset biltrafik i Pyongyang. Men det ændrer sig, når man kommer ud af byen: Så er der slet ingen biler tilbage. Under en kaffepause ved en rasteplads på landets største motorvej, der går fra hovedstaden og sydpå ned til grænsen, stillede vi os ud midt på vejen. Hyggede, snakkede og drak kaffe. 

Vejen er fuldstændig lige i begge retninger, men så langt øjet rakte, var der ingen biler at se. Et par cykler måske, nogle fodgængere. Men vi fik lov til at drikke kaffen færdig midt på motorvejen uden at blive forstyrret.

Allerede i børnehaven lærer de nordkoreanske børn om forskellige våbentyper
Allerede i børnehaven lærer de nordkoreanske børn om forskellige våbentyper Foto: Anders Bach / TV 2

5. Våben i børnehaven

På en rundrejse i Nordkorea bliver vi kørt rundt og får vist forskellige ting frem, som myndighederne gerne vil have, at vi ser. En af dem var et kollektivt landbrug, hvor 3.000 mennesker lever og arbejder sammen i en lille by. Vi besøgte blandt andet børnehaven og fik fremvist, hvordan børn mellem tre og fire år lærer ord ved at hjælp af plancher. Men det der overraskede os var, hvilke ord de så skulle lære.

Midt mellem bamser og biler var der også en kampvogn og en pistol. Det siger en del om militariseringen af et land, at børn på tre år har behov for at lære om kampvogne og våben.

Nordkorea er vilde med raketter. De er over alt i alle former og afskygninger. Her en skulptur af en raket i naturlig størrelse. Den er står i 'Børnenes Palads'
Nordkorea er vilde med raketter. De er over alt i alle former og afskygninger. Her en skulptur af en raket i naturlig størrelse. Den er står i 'Børnenes Palads' Foto: Petter Ettrup / TV 2

6. Raketter over alt

Mens resten af verden gruer for Nordkoreas missil- og atomprogram, er det tydeligvis noget, der gør lokalbefolkning stolt. I hvert fald er der raketter overalt. TV-programmerne viser raketaffyringer og bruger raketter som grafik, og mange steder hænger der plakater med billeder af missiler og raketter.

Og vi finder dem i fysisk form flere steder: Blandt andet på det lokale videnskabsmuseum, hvor en kopi af en nordkoreansk raket står i centrum af bygningen, klar til affyring. Der står også en raket i Børnenes Palads, hvor de lokale børn lærer forskellige færdigheder efter skoletid. Her er raketter ikke noget, man er bange for - men noget, man er stolt af.

7. En dansk sodavand midt i Nordkorea

På en af vores mange køreture bestilte vi på en rasteplads to Sprite. Men da vi fik dem, blev vi temmelig overraskede: Det viste sig nemlig, at teksten på dåserne var på dansk, og at sodavanden var brygget på Carlsbergs bryggeri i Fredericia.

En sodavand produceret i Fredericia har trods sanktioner fundet vej til en rasteplads i Nordkorea
En sodavand produceret i Fredericia har trods sanktioner fundet vej til en rasteplads i Nordkorea Foto: Petter Ettrup / TV 2

Måske ikke nogen stor afsløring, men det viser i hvert fald, at sanktionerne ikke forhindre nordkoreanerne i at importere de luksusvarer fra udlandet, som FN’s sanktioner ellers burde forhindre dem i. “Vi har vores egne metoder”, fortalte vores guide. Og så har vi også oplevet det: Masser af steder kan man købe udenlandske varer. Så helt afskåret fra omverdenen er Nordkorea altså ikke.

8. En god samtale

Den sidste ting var noget, vi havde håbet på hjemmefra, men som tog os en hel uge at opleve: En ufiltreret samtale med helt almindelige mennesker. Når vi taler med mennesker herovre, sker det altid via tolk. Tolkene er vores guider, som regeringen sender med os rundt og som aldrig viger fra vores side. Alle vi taler med ved derfor også, at hvis de siger noget, de ikke må, risikerer de at komme i problemer.

Men på det lokale bibliotek mødte vi en gruppe unge mænd, der var i gang med at tale engelsk. Fordi vi på det tidspunkt var færdige med vores optagelser, lagde vi kameraerne fra os og snakkede. Bare snakkede. 

Vi blev mødt med en utrolig interesse og hjertelighed fra gruppen, der netop var startet på at lære engelsk. Sproget var gebrokkent, men de var enormt interesserede i at tale med os. De fortalte os lidt om deres land og deres arbejde, og også hvad de vidste om Danmark. En af dem havde set i fjernsynet, at vi har en ubemandet metro. En anden vidste, at hovedstaden hed København, og at der er meget mørkt i Danmark om vinteren.

De ville gerne en tur til Danmark og vi sagde, at de altid var velkomne. En helt almindelige lille samtale, der blev afsluttet med brede smil og håndtryk.

Ikke desto mindre er det en vigtig del af det, vi tager med os hjem: Oplevelsen af, at også verdens mest lukkede diktaturstat er beboet af ligesindede mennesker, der har taget imod os med varme og smil. Forskellighederne til trods.