Oscar-vinder springer ud som homoseksuel

16x9
Kevin Spacey er de seneste år især blevet kendt for sin rolle som Frank Underwood i Netflix-serien 'House of Cards'. Foto: Eduardo Munoz / Scanpix Denmark

Skuespilleren Kevin Spacey beklager at have forulempet en 14-årig kollega for 31 år siden. Det får ham nu til at stå frem som homoseksuel.

Skeletterne vælter i øjeblikket ud af skabet i Hollywood med beskyldninger om sexchikane af forskellig art.

Den seneste i rækken er historien om, at den 58-årige 'House of Cards'-stjerne og dobbelte Oscar-vinder Kevin Spacey i 1986 skulle have forulempet skuespilleren Anthony Rapp seksuelt. Det fortæller Rapp i et interview med online-mediet Buzzfeed.

Kevin Spacey har valgt at forholde sig til beskyldningerne med en besked på Twitter, hvori han skriver, at han ikke husker episoden, som Anthony Rapp beskylder ham for, men at han undskylder for sin opførsel, hvis den var som beskrevet af Rapp.

- Hvis jeg optrådte, som han siger, så skylder jeg ham en alvorlig undskyldning for at have udvist, hvad der måtte have været en stærkt upassende, beruset opførsel, skriver Kevin Spacey. 

I samme besked på Twitter vælger Spacey at stå frem som homoseksuel.

- Den her historie har tilskyndet mig til at adressere andre ting omkring mit liv. Jeg ved, at der findes historier om mig, og nogle af dem har fået næring, fordi jeg har været så beskyttende omkring mit privatliv. De, der er tættest på mig, ved, at jeg i mit liv har haft forhold til både mænd og kvinder. Jeg har elsket og haft romantiske stunder med mænd gennem mit liv, og jeg vælger nu at leve som en homoseksuel mand, skriver Kevin Spacey.

Lagde sig oven på teenager

Anthony Rapp var i 1986 14 år gammel, da han spillede med i et teaterstykke på Broadway i New York. Her mødte han Kevin Spacey, der var med i et andet stykke. Spacey var på det tidspunkt 26 år, og en aften inviterede han Anthony Rapp med på en natklub og senere hjem til en privatfest hos den senere Oscar-vinder.

Det var her, de seksuelle tilnærmelser skulle have fundet sted. Ifølge Rapp befandt hans sig sidst på aftenen i Spaceys soveværelse og så tv, da Spacey kom "noget slingrende og øjensynligt beruset" og tog fat i ham.

Han lagde Anthony Rapp på sengen og lagde sig oven på teenageren. 

- Jeg var klar over, at han gjorde seksuelle tilnærmelser, siger han til Buzzfeed.

Rapp siger, at han kort efter gik ud på et badeværelse og derefter forlod lejligheden.

- Jo ældre jeg bliver, og jo mere jeg ved, føler jeg mig meget heldig, at der ikke skete noget værre, siger Anthony Rapp til Buzzfeed.

Rapp er i dag 46 år gammel, og hans beskyldninger kommer, efter at Hollywood-filmmogulen Harvey Weinstein er blevet ramt af en lavine af beskyldninger fra over 50 kvinder. De beskylder den tidligere så magtfulde filmmand for sexchikane og grove seksuelle overgreb. Anklagerne omfatter voldtægt.

Weinstein, der er blevet fyret fra sit eget selskab, The Weinstein Company, har været gift to gange og er far til fem. Han afviser anklagerne om overgreb, som er ved at blive efterforsket af politiet i Los Angeles, New York og London.