BLOG: Ingen tager telefonen: Brexit-forhandlingerne på ufrivillig pause

16x9
Theresa May og resten af den britiske regering er ikke så vakse ved telefonen for tiden, skriver Svenning Dalgaard. Især ikke når der står Brexit-forhandlinger på menuen. Foto: RUSSELL BOYCE/AURORE BELOT / Scanpix Denmark. Collage: TV 2

De igangværende forhandlinger om Storbritanniens farvel til EU er sat på pause.

Hvordan ringer man til en, der ikke tager telefonen? Det er det spørgsmål, EU’s Brexit-forhandlere må stille sig i dag, efter at forhandlingerne med Storbritannien er gået i stå.

Der skulle ellers være virkelig gang i samtalerne lige nu. Storbritanniens premierminister, Theresa May, og EU kommissionen enedes ved topmødet i sidste uge om at ”accelerere” forhandlingen. Og kommissionen sendte straks et forslag med datoer til London.

Men der er ikke nogen, der tager telefonen. Svaret er tavshed. Og nyhedsbureauet Politico skriver fra London, at der næppe kommer gang i forhandlingen inden 6. november.

Så ”accelerationen” blev i stedet til tre ugers pause. Og fra 6. november er der kun fem uger tilbage til december-topmødet, hvor forhandlingerne skal være slut.

Problemet for den britiske forhandler, Brexit-minister David Davis, er, at han har svært ved at overbevise sit eget parti, om at han har styr på Brexit. Han ville i denne uge ikke love parlamentet, at medlemmerne vil kunne stemme om det endelige resultat, inden det træder i kraft.

Dagen efter blev han sat på plads af premierminister May. Så nu har han stillet i udsigt, at den endelige afstemning i parlamentet vil komme i god tid inden den 29. marts 2019, hvor Brexit-perioden slutter - og hvor Storbritannien må forlade EU.

Men det mest påtrængende problem på hjemmebanen er, at industrien nu gør oprør. De fem største erhvervsorganisationer har forlangt, at der kommer sikkerhed for et pragmatisk udfald af Brexit-forhandlingerne – og at denne sikkerhed skal komme snarest.  

Toyota-dilemmaet

Tilmed har de helt store bilfabrikker lagt pres på regeringen. Toyotas europæiske formand, Didier Leroy, beklagede sig i den uge over, at der lå en ”tåge” over forhandlingerne. Omkring 85 procent af produktionen på 180.000 biler fra Toyota fabrikken i Derby-området eksporteres til resten af EU. Og Toyota vil have sikkerhed for, at denne eksport kan fortsætte uhindret.

Didier Leroy fra Toyota er utilfreds med uklarheden om Brexit og dens konsekvenser.
Didier Leroy fra Toyota er utilfreds med uklarheden om Brexit og dens konsekvenser. Foto: KIM KYUNG-HOON / Scanpix Denmark

Det samme gælder Toyotas motorfabrik i Wales, der producerer 280.000 motorer om året. Men det afgørende er, at Toyotas Avensis model snart skal fornys. Og spørgsmålet for firmaet er, om den næste model skal produceres i Storbritannien – eller om man skal flytte til et andet EU-land.

Fristelsen til at flytte er stigende, for det seneste salgstal hjemme i Storbritannien faldt med over 14 procent. Og fabrikken mener, at faldet netop skyldes usikkerheden i befolkningen omkring udfaldet af Brexit. 

Flere bilproducenter følger nøje med

Også Ford-fabrikken bakkede i denne uge op om Toyota. Chefen for Ford i Europa, Steven Armstrong, sagde, at briternes beslutning om at forlade EU koster firmaet 600 millioner pund (cirka 5 milliarder kr.) om året. Det skriver nyhedsbureauet Bloomberg.

Tidligere har Theresa May lovet Nissan-fabrikkerne i det nordlige England, at hun vil sikre dem fri adgang til at eksportere til resten af EU. Ingen ved, hvordan hun vil sikre den garanti. Og japanske forretningskredse bliver ved med at stille spørgsmål.

Men lige nu er bilproduktionen faldet fem måneder i træk, sige fabrikantorganisationen SMMT. Så pessimismen hænger som en sky over branchen. Talsmanden Mike Hawes siger, at ”Brexit er vor tids største udfordring” og, at det værste for branchen vil være, hvis regeringen ikke får en aftale med EU om Brexit. Premierministeren har ellers fastholdt, at en ikke-aftale er bedre end en dårlig aftale. Men industrien vil have en aftale for enhver pris.

Presset fra industriorganisationerne og fra bilfabrikkerne styrkes tilmed af medicinalindustrien.  Den verdensomspændende koncern GlaxoSmithKline forlanger ifølge Bloomberg, at briterne stadig skal følge EU's lovgivning for medicinalvarerne. For allerede nu koster usikkerheden omkring Brexit-udfaldet firmaet store ekstra udgifter.  

Brexit-forhandlingerne sluttede med meget lidt kød på bordet, og EU's folk er tydeligt skuffede over briterne, vurderer TV2s EU-korrespondent. Video: Jane Bruun Elkjær

Udmattet og overvældet

Situationen sammenfattes af britisk industris interesseorganisation CBI’s chef for handel og investering, James Ashton-Bell. Ved en konference i London sagde han, at den britiske industri er ”udmattet og overvældet” på grund af Brexit.

Hermed er der lagt voldsomt pres på de forhandlinger, der nu skal komme i hus inden topmødet midt i december. Her skal topmødet nemlig afgøre, om der er sket ”tilstrækkelige fremskridt”, så styrkeprøven om fremtidens samhandel kan komme i gang. Begge parter er enige om, at der skal foreligge et resultat allerede i oktober næste år.  

Men i de næste fem uger skal man gøre sig færdig med de tre indledende afsnit, som for længst burde være løst.

Det drejer sig om at afgøre, hvor store forpligtelser briterne har påtaget sig i år. Theresa May vil betale 20 milliarder pund, hvis hun får en toårige overgangsordning efter 2019. EU taler om 30-60 milliarder ud over prisen for en overgangsordning. Situationen er fastlåst.

Det drejer sig også om borgerrettigheder for den million briter, der bor i EU, og de godt tre millioner EU-borgere, der bor i Storbritannien. EU kræver, at rettighederne kan garanteres af EU-domstolen. Briterne siger nej.

Det vanskeligste af alle spørgsmål er sagen om grænsen mellem den irske republik og Nordirland, som er en del af Storbritannien. Briterne siger, at man nok kan finde en tekniske løsning, så man kan undgå en synlig grænse på den irske ø. Irerne siger, at briterne intet har foreslået. Og der er ingen brugbare idéer på bordet.

Imens forbereder EU-kommissionen de kommende forhandlinger om fremtiden. Men ingen ved, om disse forhandlinger nogensinde kommer i gang.