Prins Harry på charmetur i Danmark: Skal møde kongehus og soldater, men han nævner ikke ’B-ordet’

16x9
Prins Harry besøger i denne uge Danmark. Foto: NIGEL RODDIS / Scanpix Denmark

Det britiske kongehus' prins Harry besøger Danmark på et visit med både synlige og skjulte dagsordener.

I denne uge kommer Storbritanniens prins Harry for første gang på officielt besøg i Danmark. Her skal prinsen hilse på Dronning Margrethe, og så får han lejlighed til at møde danske krigsveteraner.

33-årige prins Harry, der lige nu er nummer fem i tronfølgerækken i det britiske kongehus, har selv været soldat.

I 10 år gjorde han tjeneste i militæret, og af to omgange var han udsendt til krigen i Afghanistan. Siden har han kastet sig ind i kampen for hjemvendte soldater og deres mentale sundhed.

Prins Harrys arbejde med soldater har virkelig gjort ham vellidt i befolkningen

Chris Ship, Royal redaktør på ITV News

Han har været med til at grundlægge Invictus Games, der er en slags OL for veteraner. Og sammen med sin bror og svigerinde, prins William og Hertuginde Kate, har han etableret organisationen Heads Together, der hjælper og støtter pårørende til og personer med psykiske problemer. Og som noget helt unikt for en kongelig fortalte han i et interview på TV i år om de udfordringer, han selv har kæmpet med, og hvordan han i den forbindelse opsøgte professionel hjælp.

Og netop prinsens åbenhed om egne problemer har gjort det mere komfortabelt for briterne at tale om deres mentale helbred. I den snart 100 år gamle britiske veteran-organisation Combat Stress er vurderingen, at den kongelige families engagement i emnet har gjort en stor forskel, og at prins Harry har en helt særlig status hos veteraner, fordi han selv har været udsendt og således har gjort sig personlige erfaringer med, hvad det vil sige, at have været i krig.

- For mange veteraner kan det være svært at tale om, hvad man har været udsat for i krig. Men prins Harry er med til at signalere, at det er trygt at tale åbent om sine problemer. Og så kerer han sig oprigtigt om de mennesker han møder siger Sue Freeth, direktør i Combat Stress til TV 2.

Storbritannien sendte tusindvis af soldater i krig i Afghanistan. Mange af dem arbejdede side om side med danske soldater i den afghanske Helmandprovins. Prins Harrys egen deltagelse var ikke offentligt annonceret, og der var indgået en pagt mellem de britiske medier og det britiske forsvarsministerium om ikke at bringe historien.

Men under hans første udstationering i 2008 blev hans tilstedeværelse blandt de øvrige soldater afsløret i et udenlandsk medie, og så blev Prins Harry i al hast sendt hjem til Storbritannien af sikkerhedshensyn.

. Video: Nina Brorson

Turen hjem satte tankerne i gang

Men det var faktisk på turen hjem fra Afghanistan, at prins Harry fandt frem til det, der senere skulle gå hen at blive hans mærkesag: Veteranerne. Til avisen Toronto Star forklarede han tidligere i år hvilke tanker det satte gang hos ham da tre hårdt sårede britiske soldater, og en kiste med liget af en ung dansk soldat, skulle med på det fly han selv var ombord på fra Afghanistan.

- Jeg havde været heldig på begge mine ture til Afghanistan. Jeg havde overværet episoder, der var svære at fordøje, men jeg havde aldrig set en ven eller soldaterkammerat blive sprængt i luften foran mig. Det havde mange andre desværre og jeg spekulerede ofte på hvordan man kom videre i livet efter det. Det var på den flyvetur hjem, hvor det hele begyndte for mig, sagde prins Harry til Toronto Star.

Død dansk soldat blev prins Harrys øjenåbner, har han fortalt. Billedet her er fra Afghanistan i februar 2008.
Død dansk soldat blev prins Harrys øjenåbner, har han fortalt. Billedet her er fra Afghanistan i februar 2008. Foto: JOHN STILLWELL / Scanpix Denmark

Den eftertænksomhed, der sidenhen har materialiseret sig i arbejdet for veteraners sag, er en af grundene til, at prins Harry i dag er en af de mest populære medlemmer af det britiske kongehus. Royal redaktør på ITV News, Chris Ship, der har mødt prins Harry, fortæller, at prinsens passion for veteraners ve og vel har gjort et uudsletteligt indtryk i den britiske befolkning.

- Flere end 400 britiske soldater mistede livet i Afghanistan, så mange britiske familier blev berørt af den krig. Prins Harrys arbejde med soldater har virkelig gjort ham vellidt i befolkningen. Det har løftet hans popularitet, og det har gjort, at vi briter ser på soldater i uniform med større respekt end tidligere, siger Chris Ship til TV 2.

Timing ingen tilfældighed

Selvom prins Harry under sit officielle besøg i Danmark vil bruge tid på sine mærkesager, så er der et andet formål med hans rejse til Danmark. Timingen med besøget hænger nemlig sammen med den politiske situation, som Storbritannien befinder sig i lige nu. En situation, der er præget af en anstrengt stemning mellem briterne og de øvrige lande i EU.

De kan åbne døre, som politikere ikke kan

Rhiannon Mills, Royal korrespondent på SKY NEWS

- Det her besøg er jo foranlediget af det britiske udenrigsministerium, der har bedt det britiske kongehus stille med én, der kan tage til Danmark. På den måde bliver de kongelige jo brugt i en politisk situation, til at signalere, at der fortsat er et stærkt bånd mellem briterne og resten af Europa, siger ITV’s royale redaktør Chris Ship til TV 2.

Det er Rhiannon Mills, royal korrespondent på SKY NEWS, enig i. Hun forklarer, at Storbritannien næppe har bedre ambassadører end medlemmerne af den kongelige familie. 

- De kan åbne døre, som politikere ikke kan. Man kommer ikke til at bruge B-ordet (Brexit, red.) under prins Harrys besøg, men bag kulisserne handler det alt sammen om Brexit, fortæller Rhiannon Mills til TV 2. 

Prins Harry er på officielt visit i Danmark fra den 25. – 26. oktober.