Terroristerne har mistet deres hovedstad - men har Islamisk Stat en fremtid?

Selv om terrorbevægelsen har tabt deres selvudråbte hovedstad, er vækstbetingelserne for IS stadig til stede, vurderer ekspert.

Terrorbevægelsen Islamisk Stat ser nu ud at have mistet kontrollen med den syriske storby, Raqqa, der siden 2014 har været bevægelsens hovedby. Det oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.

Det er den primært kurdiske milits, Syriens Demokratiske Styrker, der har fortrængt IS fra de sidste bastioner i Raqqa. De sidste steder, der var kontrolleret af IS-krigere, var et af byens hospitaler og byens stadion.

Ifølge Kristian Søby Kristensen, som er forsker i sikkerhedspolitik og strategi ved Center for Militære Studier på KU, sætter nederlaget i Raqqa et stort spørgsmålstegn ved, om terrorbevægelsen Islamisk Stat nu er en stat.

- Ideen om Islamisk Stat, altså ideologien bag den her bevægelse, som både var i stand til at være en terrororganisation og samtidig prøve at lege en stat, den er der stadig. Så jeg tror, at det her paradoksalt nok kan lede til, at IS tager væk fra dér, hvor de tidligere havde deres territorium, og vil prøve på at forfølge deres mål ved det, som sådan nogle organisationer også kan. Nemlig begå terror.

- Så vi kan sagtens forestille os, at terror begået eller inspireret af IS vil stige. Både i regionen, i andre mellemøstlige lande såvel som i Europa. Fordi de her individer funderer væk fra området, lyder analysen fra Kristian Søby Kristensen.

Vækstbetingelser er stadig til stede

Selvom nederlaget i Raqqa er en regulær svækkelse af IS, så er vækstbetingelserne for terrorbevægelsen stadig til stede, vurderer Kristian Søby Kristensen:

- Jeg tror, vi vil se en genopblusning – måske med et andet navn og en lidt anden ideologi. Måske nogen af de her mennesker vil søge over mod andre radikale, islamiske grupper. Problemet er der stadigvæk. Der er stadig skrøbelige stater, og der er stadig en meget hård konflikt mellem shia- og sunni-muslimer. Så vækstbetingelserne er stadig til stede, selv om det her træ nu er blevet fældet.

Tantholdt: En symbolsk katastrofe for IS

Ifølge TV 2’s korrespondent Rasmus Tantholdt er IS med nederlaget i Raqqa nu trængt i defensiven.

- De har ikke længere store byer tilbage. Det er landområder og ørken, de besidder. På den måde har de mistet noget, som mange andre terrorbevægelser ikke havde. Nemlig territorium. En terrororganisation som al Qaeda besidder ikke territorium, som IS har gjort. På den måde har man haft noget, man kunne tage fra dem. Territorielt er de presset helt i bund nu, og symbolsk er det en katastrofe for dem, at de har mistet deres selvudråbte hovedstad, vurderer Rasmus Tantholdt.

- Til gengæld er det svært at få fjernet det, der sker inde hovederne på dem. Det betyder også, at det her formentlig kommer til at udvikle sig fra en konventionel krig med en frontlinje, til en krig med vejsidebomber, selvmordsbomber og den slags som vi har set masser af, siden Irak-krigen begyndte i 2003, hvor militser angriber militæret.

Svært for IS at tiltrække sympatisører

Rasmus Tantholdt vurderer, at koalitionen mod terrorbevægelsen Islamisk Stat stadig står stærkt og vil kæmpe side om side – selvom terrororganisationen nu reelt ikke længere råder over landområder:

- Jeg tror godt, man kan blive ved med at være enige, men spørgsmålet er, hvordan man skal bekæmpe dem. Vi har set gang på gang i andre lande, hvor ekstremt svært det er for en koalition at bekæmpe militser, der ikke er særligt synlige. Det er meget sværere at kæmpe en krig, når der ikke er frontlinjer. Det tror jeg, vi vil komme til at se i lang tid fremover. At terrorbevægelsen Islamisk Stat ikke forsvinder, men kommer til at føre krig på den her måde i stedet.

Fordrivelsen fra Raqqa vil også betyde, at det fremover bliver sværere for IS at tiltrække sympatisører fra andre lande, mener Rasmus Tantholdt:

- For hvor skal de tage hen. Før kunne man lokke med et kalifat, og man kunne lokke med noget, som nogle mennesker tilsyneladende har drømt om. Et islamisk kalifat i Mellemøsten. Det kan man ikke lokke med på samme måde længere. Derfor tror jeg også, at det her ikke bare er noget symbolsk for IS, men det bliver også svært at tiltrække folk i fremtiden.

Islamisk Stat er blevet nedkæmpet i Raqqa. Video: David Buch