Journalist skrev om skattely - nu er hun dræbt af bilbombe

Den afdøde journalist var med til at afsløre Maltas premierminister i skattesnyd.

Den 53-årige journalist Daphne Caruana Galizia, som arbejdede med at afsløre sager om formodet korruption, er dræbt af en bilbombe i Malta mandag eftermiddag.

- Galizia var kendt udover Europa for sin skarpe og kritiske journalistik overfor korrupte, siger TV 2-korrespondent Eva Ravnbøl.

Hun var en af bagmændene bag det lækkede Malta Files, som kom lige efter Panama Papers.

Afsløringen lød på, at Maltas premierminister, Muscat, via sin kone havde modtaget store mængder bestikkelsespenge fra folk i Aserbajdsjan.

Ifølge historierne skulle konen have oprettet et offshore-selskab i Panamas skattely, hvor penge fra kriminelle aktiviteter så blev overført til. 

Det ligner et politisk motiveret drab

- Ingen har vovet at lufte konkrete mistanker om drabet. Men hun har generet mange, fortæller Eva Ravnbøl.

Socialdemokratiets ordfører, Jeppe Kofod, går gerne skridtet videre.

- Det ligner unægteligt et politisk motiveret drab, siger ordføreren for Europa-Parlamentets Særlige Skattesnydsudvalg til TV 2.

Samtidig roser Jeppe Kofod den afdøde journalist for sit arbejde, der blandt andet betyder, at udvalget har kunnet opdage og stoppe skattesnyd. 

Han er dybt chokeret over drabet og synes, det er foruroligende, at man som journalist i et demokratisk land ikke kan få lov til at holde et skarpt øje med magthaverne.

Skrev blogindlæg 25 minutter inden sin død

På samme dag, som Daphne Caruana Galizia blev dræbt, var to højtstående politikere i retten i Maltas hovedstad, Valletta, for at afgive vidneudsagn.

Ifølge Eva Ravnbøl havde begge politikere løjet i retten. Og det fik Daphne Caruana Galizia til tasterne:

- Der er korrupte overalt. Det er en håbløs situation hernede, skrev hun i et blogindlæg 25 minutter inden sin død.

Daphne Caruana Galizias bil efter bomben sprang.
Daphne Caruana Galizias bil efter bomben sprang. Foto: DARRIN ZAMMIT LUPI / Scanpix Denmark

Jeppe Kofod kræver nu en tilbundsgående efterforskning af den 53-årige journalists død fra de maltesiske myndigheder.

Både den socialdemokratiske ordfører og Maltas premierminister betragter drabet som et angreb på presse- og ytringsfriheden.